Folkekirkens Nødhjælp gennem 100 år

Dato: 8. februar 2022 Tid: 19:00
Dato: 8. februar 2022 Tid: 21:00
Navn: Hans Jørgen Hansen Email: hansh@skovvandrer.dk
Engesvang Sognehus, Karupvej 2 7442, Engesvang
Debat & foredrag
fysisk
Ingen tilmelding nødvendig

Hjælp til en retfærdig verden

Foredrag i Engesvang Sognehus om Folkekirkens Nødhjælp, der fylder 100 år

Det er ønsket om en mere retfærdig fordeling af verdens goder, der skubber Hans Jørgen Hansen fra Engesvang til handling. Derfor er han frivillig i Folkekirkens Nødhjælp, blandt andet frivillig som medlem af organisationens øverste politiske organ, Rådet.

Og derfor holder han tirsdag 8. februar kl . 19 foredrag i Engesvang Sognehus i samarbejde med Engesvang Menighedsråd.

Det sker i anledning af, at Folkekirkens Nødhjælp i år har eksisteret i 100 år.

– Jeg har selv været på studieture til Uganda og Etiopien, hvor jeg har set, hvor meget det nytter at give hjælp til verdens fattigste. Selvfølgelig kan Folkekirkens Nødhjælp ikke redde verden alene, men selv en lille indsat gør en forskel for nogle mennesker, en forskel der for nogle betyder forskellen på liv og død, siger Hans Jørgen Hansen, som fortsætter:

– Helt fra barnsben har jeg haft en følelse af, at det ikke kan være rigtigt, at bare fordi jeg er født her og nu, så skal jeg have helt andre betingelser i livet end mennesker i andre del af verden. Jeg har en trang til at bekæmpe uretfærdighed, og det kan jeg heldigvis få hjælp til gennem Folkekirkens Nødhjælp. Jeg er meget optaget af, at mottoet for 100 årsjubilæet er “100 år med håb og handling”.

Han mener, at Folkekirkens Nødhjælp er en af Danmarks mest effektive nødhjælpsorganisationer i øjeblikket.

– Der er jo sket en enorm udvikling siden 1922, da Folkekirkens Nødhjælp blev stiftet for at hjælpe lokale kirker rundt om med at yde diakoni – altså give socialt hjælp – i deres lokale områder. I dag er arbejdet meget mere sofistikeret og mangefacetteret, men det er stadig det grundlæggende, at vi hjælper lokale kirker og organisationer i verdens fattigste egne med at hjælpe mennesker i deres lokalområder.

I dag er der dog enkelte hjælpeindsatser, der styres direkte fra hovedkontoret i København. Det er blandt andet et meget stort arbejde med minerydning i tidligere krigsområder. Desuden har det senest været nødvendigt med direkte styring af hjælpearbejde blandt flygtninge på grænsen mellem Sydsudan og Uganda, hvor der ikke har været tilstrækkeligt stærke lokale organisationer til at løfte det enorme hjælpearbejde.

– Folkekirkens Nødhjælp er startet som en nødhjælpsorganisation, og nødhjælp i forbindelse med krige og katastrofer er fortsat en vigtig del af opgaven. Og det er også det, man nemmest kan samle penge ind til. Men det er jo meget vigtigere med udviklingsarbejde, der styrker lokalsamfundene så de er bedre rustet næste gang tørke eller en anden katastrofe rammer, siger Hans Jørgen Hansen og tilføjer:

– Den nyeste arbejdsmetode, er at skabe samarbejde på markedsvilkår. Folkekirkens Nødhjælp arbejder på at etablere samarbejde mellem lokale bønder og producenter i verdens fattigste egne med eksempelvis danske virksomheder. Ideen er at skabe retfærdige handelsforbindelser, således at virksomheder i vores del af verden kan tjene penge samtidig med, at der også er gode indtægter til producenter og virksomheder i den fattige del af verden. Det giver ekstra værdighed, når folk tjener deres egne penge.

En væsentlig de af Folkekirkens Nødhjælps indsats i verdens fattigste egne bliver finansieret af den årlige sogneindsamling, hvor frivillige går fra dør til dør men en fysisk eller digital indsamlingsbøsse. Det foregår i år søndag 13. marts.