Vi arbejder i verdens mest udsatte og konfliktramte lande. Vi arbejder for mennesker, familier og børn, der lider af sult og undertrykkelse. Vi beskytter mennesker, der flygter fra krig eller klimakatastrofer, og vi rydder miner og genopbygger, så der er en mulighed for at vende hjem igen. Vi giver hjælp til selvhjælp.
Brug 2 min. på at se, hvordan nødhjælp kan se ud (eller læs videre)
4 måder, vi hjælper mennesker i yderste nød
Menneskerettigheder og ligeværd er pejlemærker, når vi står ansigt til ansigt med mennesker, der har brug for hjælp.
Derfor er det også en grundpræmis for vores arbejde, at mænd, kvinder og børn har lige adgang til nødhjælp. Vores nødhjælp er målrettet der, hvor behovet er størst. Og lige meget hvor det er, tager vi altid udgangspunkt i den specifikke kontekst og det enkelte menneskes situation.
Vores arbejde i udsatte lande hviler på fire grundpiller.
1. Katastrofehjælp
Vi rykker ud, når katastrofer rammer. Det kan være et jordskælv i Nepal, en eksplosion i Libanon, krigen Ukraine, de civile ofre i Gaza og Palæstina eller borgerkrigen i Syrien. Det er lige dér, midt i katastrofen, at udsatte mennesker har brug for akut hjælp til at overleve.
Hjælpen kan være stor som lille: Varme tæpper, tøj, et sikkert sted at bo, mad eller penge kan betyde forskellen mellem liv og død. Derfor handler vi hurtigt, når skaden er sket.
Når mennesker bliver drevet på flugt, tilbyder vi beskyttelse og et midlertidigt hjem. Vi genopbygger ødelagte hjem og infrastruktur efter krig og katastrofer. I videst muligt omfang forsøger vi dog at støtte mennesker i nød med økonomisk hjælp, så de selv kan købe det, de mangler mest. Det er også en måde at støtte den lokale økonomi på.
Artikel om eksplosionen i Beirut: Havnen sprang i luften
2. Udviklingshjælp
Vi giver hjælp til selvhjælp. Vi har fokus på de omstændigheder, der gør, at mennesker har svært ved at bryde ud af fattigdom.
Vores motto er, at vi ikke kun skaffer en sulten mand en fisk. Vi skaffer ham en fiskestang og retten til at fiske i den lokale sø.
Udviklingshjælp kan være landbrugsproduktion, skolegang eller endda en ged. Alle sammen ting, der øger selvværdet og giver håb.
Vi har en ambition om, at vores nødhjælpsindsatser skal lede til bæredygtig udvikling. Derfor sikrer vi, at flygtninge, der ofte lever mange år på flugt, kan videreuddanne sig og arbejde, imens de opholder sig i en flygtningelejr. Vi kobler dermed de humanitære indsatser for at redde liv med langvarige udviklingsindsatser og lokal konfliktforebyggelse.
Artikel om langsigtet udviklingshjælp: Geden der blev til et høreapparat
3. Klimahjælp
Vi styrker verdens mest udsatte i kampen mod klimaforandringerne.
I tørkeplagede lande som Etiopien og Zimbabwe sulter millioner af mennesker, fordi høsten slår fejl år efter år. I lande som Nepal og Bangladesh forsvinder livsgrundlaget, når voldsom regn skyller jorden væk.
Derfor planter vi træer, der modvirker jordskred og bremser voldsomme oversvømmelser. Vi bygger vandpumper og vandrensningsanlæg, som sikrer rent drikkevand. Og vi sår nye afgrøder, der kan klare tørke og omskifteligt vejr.
Artikel om klimahjælp: Disse to afgrøder kan overleve næsten alt
4. Rettigheder
Vi uddanner undertrykte mennesker i deres rettigheder. Når man kender sine rettigheder, er det nemmere at bekæmpe ulighed.
Vi støtter derfor aktivister, der gør en forskel.
Aktivisterne er med til at styrke demokratiet, kvinde- og minoritetsrettigheder og frie valg. De holder myndighederne i ørerne, så der ikke bliver begået korruption. Og de giver andre udsatte mennesker en stemme i verden.
Artikel om rettighedsarbejde i Nepal: Mina kæmper for dalitkvinders rettigheder i Nepal
Hvorfor støtte Folkekirkens Nødhjælp?
Folkekirkens Nødhjælp har rødder i Den danske folkekirke og har eksisteret i mere end 100 år. Vi har meget stærke bånd til fritids- og foreningsliv gennem sogne, spejdere, efterskoler, højskoler, idrætsforeninger etc.
Læs også: Vores værdier
Vi er blandt verdens mest erfarne nødhjælpsorganisationer. Og vi arbejder hele tiden på at innovere og tilpasse vores metoder, så flest mulige mennesker får gavn af vores indsatser.
Omkostningerne holder vi i bund ved at operere og planlægge gennem lokale samarbejdspartnere. Vores organisation er ikke baseret på danskere, der flyver rundt i verden.
I stedet skaber vi jobs og opbygger kompetencer og kapacitet i de fattigste områder ved at ansætte lokalt, hvor nøden er størst.
Når du støtter Folkekirkens Nødhjælp, administreres dine penge af førende eksperter inden for nødhjælpsindsatser og udviklingsarbejde. Du gør en reel forskel for dem, der har allermest brug for det. Du giver. Mening.