Håndklæder kan blive plettede og grimme med tiden, men der er ingen grund til at smide dem ud.
De kan nemlig få et længere liv som badeponcho til børn.
Klip den plettede eller hullede del væk og brug resten af håndklædet som hætte på et andet håndklæde.
Her viser genbrugsblogger Marie-Louise Rosengaard dig, hvordan du gør:
Du skal bruge følgende:
- To håndklæder
- Målebånd
- Knappenåle
- Saks
- Symaskine
Sådan laver du badeponchoen:
- Læg det håndklæde, der skal være ponchoen, dobbelt på tværs.
- Find midten af håndklædet på folden.
- Hætten skal sidde på tværs af håndklædet. Markér en linje på 27 cm over håndklædets midte til hullet, hvor hætten skal sidde (Hullets størrelse kan variere efter håndklædets og barnets størrelse).
- Klip efter linjen.
- Zigzag hullet rundt
- Klip en hætte af det andet håndklæde: Læg håndklædet dobbelt to gange med vrangen ud.
- Placer håndklædet, så folden vender op, dobbelt-folden til venstre og åbningerne ind mod dig selv og til højre.
- Hætten skal være 27 cm dyb (svarende til hullet) og 30 cm høj (kan varieres efter barnets og håndklædets størrelse).
- Klip en runding, fra nederste højre hjørne mod øverste venstre hjørne. Dette bliver hættens baghoved. Hvis du ikke klipper en runding, får hætten en spids, som også kan være fin.
- Sy hættens baghoved sammen (Dvs. højre kant og øverste kant.)
- Zigzag samme kant.
- Vend hætten med retsiden ud.
- Sæt hætten fast på det første håndklæde med nåle vrang mod vrang.
- Sy hætten fast og fjern nålene.
Nu er badeponchoen klar til at tørre og lune et nyvasket barn!