Hvor og hvornår er indsamlingen?
Indsamlingen finder sted søndag den 9. marts 2025. Dit mødested vil være lokalt, og en indsamlingsleder tager imod dig med en kop kaffe, svarer på eventuelle spørgsmål og sender dig godt af sted på din rute.
Som indsamler er du med til at gøre en stor forskel for mennesker i nød. Ved at give 2-3 timer af din tid er du med til at redde liv med akut nødhjælp til mennesker, som er blevet ramt af katastrofer.
Men der er også andre gode grunde til at bruge din søndag på at gå en tur i dit lokalområde:
1. Du gør en forskel for mennesker i nød
Når du samler ind, gør du en kæmpe forskel for mennesker, der er ramt af katastrofer som klimaforandringer, krig og sult.
2. Du ser din by fra nye vinkler
At samle ind er en god anledning til at komme ud og lære din by bedre at kende. Du vælger nemlig selv, hvilken indsamlingsrute du vil gå. Du kan f.eks. vælge at gå i nærheden af, hvor du bor. Eller du kan vælge at udforske et nyt område, som du ikke kender i forvejen.
3. Du får motion
Du har sikkert hørt, at du skal gå 10.000 skridt om dagen. Det svarer til cirka 1,5 time. En indsamlingsrute tager mellem 2 og 3 timer at gå, så du får hurtigt gået din skridttæller varm, mens du samler ind!
4. Du får tid med dine nærmeste
Hvad med at samle ind sammen med en, du holder af? Det kunne fx være din kæreste, dit barn, din mor eller måske den ven, du ser alt for sjældent?
5. Du får frisk luft
At samle ind er en god undskyldning for at komme ud og få lidt frisk luft. Når du går fra husstand til husstand, får du, udover god samvittighed, også masser af frisk luft. Det er godt for helbredet og humøret!
6. Du møder nye mennesker
Når du samler ind, kommer du ud og får hilst på en masse nye mennesker. Vi har både hørt historier om folk, der åbner døren i habit og folk, der har fået sig en go’ snak om verdens tilstand over indsamlingsbøssen. Kom ud og mød din by.
7. Du bliver i godt humør af det
Frisk luft, motion, velgørenhed, nye oplevelser og socialt samvær. Det er alt sammen noget, der har dokumenteret effekt på dit humør.
8. Du får en flot mulepose
Når du henter din indsamlingsbøsse, får du samtidig en mulepose, som du får lov til at beholde, så du kan flashe din støtte til Folkekirkens Nødhjælp både under og efter indsamlingen.
9. Og du får gratis kaffe og te
Hvis de ni argumenter ovenfor ikke er nok til at overbevise dig, så kan vi måske også friste dig med en kop gratis kaffe eller te ved indsamlingsstederne?