Vand, mad, medicin og psykologisk krisehjælp er noget af det første, som de hårdt medtagede flygtninge fra krigen i DR Congo får, når de krydser grænsen til Uganda.
Når kvinder, mænd og børn ankommer til Uganda, bliver de kørt til det nærliggende transitcenter, Nyakabande. Her er de i sikkerhed. De får mad tre gange om dagen, lidt tøj og har adgang til bad og toiletter. De får også tilbudt krisehjælp, hvor de gennem samtaler kan få bearbejdet deres voldsomme oplevelser.
Og netop psykologisk krisehjælp har for nogen været altafgørende.
Lige så livreddende som vand og mad
For 37-årige Claude Sebuliri har den psykologiske krisehjælp reddet hans liv.
”Hvis ikke jeg havde fået den hjælp, havde jeg været død. Jeg havde taget mit eget liv. Det var for meget for mig at bære. Presset var for stort,” siger Claude Sebuliri.
Hvis ikke jeg havde fået den krisehjælp, havde jeg været død.Claude Sebuliri
Normalt kan flygtninge kun opholde sig en uge i centeret, men Claude Sebuliri har fået lov til at blive lidt længere, inden han skal videre til en anden flygtningelejr i Uganda. Det skyldes, at han stadig har brug for psykologisk krisehjælp.
”Den støtte jeg har fået til at tale om mine oplevelser og sætte dem i perspektiv har gjort, at jeg føler mig fri for den stress, jeg havde, da jeg ankom her. Jeg venter nu bare på at finde resten af min familie igen,” siger Claude.
’Jeg fandt kun to af mine børn’
Claude er tydeligt mærket af sine oplevelser. Han står uroligt og vipper på fødderne, mens han taler. Armene hænger ned langs siden. Øjnene hviler aldrig det samme sted ret længe.
Han har levet i et konfliktområde, siden kampene begyndte mellem oprørsgruppen M23 i det østlige Congo og den congolesiske hær. Flugten fra var dog særligt traumatisk og skete meget pludseligt.
”Den dag, vi flygtede, var jeg ude på marken og arbejde. Min kone og mine børn var i vores hjem, da jeg pludselig hørte skud. Jeg løb med det samme op til vores hus. Jeg fandt kun to af mine børn og begyndte at løbe mod grænsen til Uganda med dem. Jeg tog ingen ejendele med og har intet med mig. Jeg havde ikke lyst til at flygte. Jeg gjorde det kun, fordi det var for farligt at blive,” fortæller Claude.
Får hjælp til at få det bedre
Siden Claude flygtede, har han ikke set sin kone og sine tre andre børn. Han ved stadig ikke, hvor de er, eller om de er i live.
”Det er et enormt pres at være her uden min kone og mine andre tre børn. Og uden at vide, hvor de er, eller hvad der skal ske med os. Da jeg kom hertil, havde jeg det derfor rigtigt dårligt. Jeg fik at vide, at der er et kontor, som tager sig af folks mentale helbred. Der tog jeg over og fik hjælp til at få det bedre mentalt,” siger Claude.
Jeg fik at vide, at der er et kontor, som tager sig af folks mentale helbred. Der tog jeg over og fik hjælp til at få det bedre mentalt.Claude Sebuliri
Claude har fået individuelle samtaler op til tre gange om dagen med uddannet personale fra den ugandiske organisation Care and Assistance for Forced Migrants (CAFOMI), som Folkekirkens Nødhjælp støtter. Samtalerne har givet ham mulighed for at få bearbejdet de voldsomme oplevelser, han har med i bagagen. Og de har betydet, at Claude langsomt viser tegn på bedring.
