Jordskælvet i Syrien har kastet landet ud i endnu en humanitær katastrofe

Konsekvenserne af jordskælvet er de værste, verden har set de seneste ti år

Hjælp nu

Natten til mandag 6. februar blev det sydøstlige Tyrkiet og nordvestlige Syrien ramt af et kraftigt jordskælv med en styrke på 7,8. Konsekvenserne af jordskælvet er de værste, verden har set de seneste ti år. Verdenssundhedsorganisationen, WHO, anslår, at fem millioner mennesker er berørt.

“Folk, vi møder, har mistet familie, venner og alt, de ejer. Det er en helt fortvivlet situation. Voksne mænd græder højt på gaden,” fortæller landedirektør i Folkekirkens Nødhjælps søsterorganisation, norske Kirkens Nødhjelp, Benedicte Næss Hafskjold, fra Aleppo.

Vanskeligt at imødekomme de enorme behov

Folkekirkens Nødhjælps søsterorganisation norske Kirkens Nødhjelp arbejder nu i Aleppo, Latakia og Hama i Syrien. Disse byer har mange internt fordrevne efter krigen i landet og er blandt de hårdest ramte af jordskælvet.

”Sammen med vores partnere er vi gået i gang med en akut respons, hvor vi sørger for mad, vand, hygiejneartikler og tæpper. Men presset er stort, og det er vanskeligt at imødekomme de enorme behov,” siger Hafskjold.

Hun har besøgt flere af de særligt hårdt ramte områder.

Folk, som har overlevet jordskælvet, viser en rørende omsorg og hjælper deres landsmænd. De er ludfattige men kommer med mad, uldtæpper og tøj. De giver den smule, som de har, til dem, som har den endnu værre
fortæller Benedicte Næss Hafskjold, landedirektør for Kirkens Nødhjelp

Jordskælvet førte til, at hundredtusinder blev hjemløse i løbet af en enkelt nat. Skoler, kirker, moskeer og forsamlingshuse er fyldt til bristepunktet. Men der er alligevel ikke plads nok til dem, som har behov for tag over hovedet, og mange må bo på gaden i minusgrader.

GOPA-DERD hjælper med mad, tæpper og medicin til de påvirkede husholdninger i Aleppo, Hama, Latakia.

Rogina og hendes børn frygtede at dø

En af de mennesker, der vågnede midt under skælvet, er Rogina. Hun og hendes børn var rædselsslagne under rystelserne og frygtede at dø. Nu takker hun gud for, at de slap fra det med livet i behold:

”Vi lå og sov, da vi blev vækket af kraftige rystelser, ting gik i stykker, og murstumper faldt ned. Vi vidste ikke, hvad der skete. Vi mistede alt håb om at overleve og begyndte at bede,” fortæller Rogina.

De løb ud i hjemmesko og pyjamas. Hun fortæller, at der var mange mennesker i gaderne. At det regnede og var iskoldt. Hun og børnene nåede at søge tilflugt i en kirke.

”Mine børn var så bange. Min søn kan stadig ikke sove og spørger konstant, om noget vil gå i stykker eller falde ned. Vi er så bange, angste og trætte. Vi takker gud for, at vi overlevede, men vores tanker går til alle dem, som har mistet,” siger Rogina.

© MECC

Dette gør søsterorganisationerne på stedet

Folkekirkens Nødhjælps søsterorganisation Kirkens Nødhjelp har arbejdet i Syrien i over ti år og er sammen med partnere til stede i store dele af landet.

I første omgang uddeler vi varme måltider, vand, lægemidler, varme tæpper, madrasser hygiejneartikler og ladere til telefoner, så folk kan komme i kontakt med hinanden. Vi søger også for husly og benytter blandt andet kirker, moskeer og skoler. Vi giver også særligt omsorg og hjælp til børn.

I løbet af det første døgn efter jordskælvet var Kirkens Nødhjælp i gang i to af de hårdest ramte byer i Syrien.

Dette er en ufattelig tragedie. Syrien stod allerede i flere store kriser, og jordskælvet ramte en befolkning, som allerede levede under svært vanskelige forhold. Det er nu vigtigere end nogensinde, at vi gennem vores partnere og søsterorganisationer er til stede i de ramte områder
siger Birgitte Qvist-Sørensen, Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær.
Twitter LinkedIn Facebook