Viggos vovehalse blev børnenes redning

Luftbroen til Biafra er historien om verdens næststørste luftbro – kun overgået af den til Vestberlin i 1948-1949. Historien om Biafra er et vidnesbyrd om, hvor meget man imod alle odds kan gøre for andre mennesker. Og det hele startede med en dansk præst og generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Viggo Mollerup, der ligesom utallige andre danskere bevidnede verdens første tv-transmitterede sultkatastrofe. Han ville ikke sidde med hænderne i skødet og endte med at være primus motor i redningen af en million børn.

Læs historien nedenfor – eller lyt til den her:

Farlig færd

Døden kunne have mange årsager, når man fløj ad den historiske luftbro til Biafra.

Hvis ikke sigtbarheden i den begsorte afrikanske nat blev ens bane, så måske kuglerne fra nigerianernes antiluftskyts, der ikke sondrede mellem fugl, fjende og forsvarsløst nødhjælpsfly, når de beskød alt, hvad der rørte sig.

Slap man forbi uden at styrtbløde brændstof, skulle man famle sig frem mod den interimistiske landingsbane, en omlagt landevej, der gemte sig et sted i mørket. Kun de sidste 30 sekunder lyste landingslysene op som små ledestjerner – i begyndelsen kun i den ene side af vejen.

Lykkedes det at lande flyet i ét stykke, var det om at læsse lasten af ildelugtende tørfisk hastigt af. Ellers risikerede man at blive ramt af bomberne, som haglede fra nigerianernes fly ’The Intruder’, der som en sulten høg kredsede over Uli, den biafranske landsby, hvor landingspladsen lå.

For de brave piloter, der hver nat satte deres liv på spil, hjalp det at vide, hvem de gjorde det for. Børnene. De sultende afrikanske børn med senede, stråtynde arme, udstående ribben og store, livløse øjne, som blev collateral damage i en borgerkrig, de intet havde med at gøre.

Ifølge de fleste estimater mistede omkring en million børn livet under Biafra-krigen, der varede fra 1967 til 1970. Man anslår, at dobbelt så mange var døde, hvis det ikke havde været for luftbroen.

”Det er en milepæl. I tv- og i nødhjælpshistorien. Det var den største luftbro siden luftbroen til Berlin, og den er aldrig overgået siden,” siger journalisten Lasse Jensen, der som ung var udsendt til Biafra og har lavet en film om luftbroen.

Bag dette stykke nødhjælpshistorie stod en handlekraftig dansk mand, der nægtede at lade stå til.

Udbryderstaten Biafra

Pastor Viggo Mollerup, en mand med et beslutsomt blik og en myndig fremtoning, var i 60’erne og 70’erne en markant generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp. Det var ham, der i sommeren 1968 blev primus motor bag luftbroen til Biafra.

På det tidspunkt havde krigen i Biafra stået på i et års tid, og situationen var ifølge Røde Kors den alvorligste siden Anden Verdenskrig.

Biafra var en udbryderstat ved Niger-flodens olierige delta i det østlige Nigeria. Nigeria havde få år forinden opnået selvstændighed fra Storbritannien, men det havde ikke været en problemfri opvækst for det unge afrikanske land, som var plaget af kulturelle og religiøse gnidninger mellem landets mange stammer.

Efter en tumultarisk periode med etnisk forfølgelse, militærkup og modkup rev Biafra sig løs og udråbte selvstændighed, anført af general Ojukwu.

”Bare ærgerligt, hvis børnene må dø”

Det var i maj 1967. I juli svarede det nigerianske militærstyre – støttet af Storbritannien og Sovjetunionen i et umage interessefællesskab midt i den kolde krig – igen ved at gå i krig mod biafranerne, der fortrinsvist bestod af det kristne igbofolk.

Med en blodig offensiv fik den nigerianske hær gjort store indhug i Biafras territorium, og da de i maj 1968 indtog nøglebyen Port Harcourt, stod separatisterne tilbage uden havneby og uden lufthavn.

Den nigerianske hær strammede herefter deres jerngreb om enklaven og indførte en total blokade for at forhindre våben og fornødenheder i at nå frem. Den brutale strategi var at lade de 14 millioner biafranerne sulte, indtil de kapitulerede.

”Udsultning er et legitimt våben i krig, og vi agter at bruge det,” erklærede en af regimets repræsentanter.

Og den berygtede nigerianske hærfører Benjamin ’Black Scorpion’ Adekunle advarede nødhjælpsorganisationer om at holde sig langt væk med deres ”misforståede humanitære vrøvl”.

Mændene i omklædningsrummet

Ordene vakte global gru, og det samme gjorde de hårrejsende tv-billeder af udhungrede, skeletagtige ’Biafra-børn’, som led af kwashiorkor. Sygdommen skyldes proteinmangel og manifesterer sig, som en slags ond ironi, ved udspilede maver på ellers afmagrede kroppe.

”Folk havde aldrig set noget lignende,” siger mediejournalisten Lasse Jensen.

”Man kan slette ikke forestille sig tv’s vækst i det årti. Det var første gang, man så levende billeder af udmarvede og sultende børn, og det var et chok, der udfordrede vores samvittighed. Billederne fik en kæmpemæssig impact og blev en folkelig mobilisator.”

Senere skulle alt for mange lignende billeder gøre folk mere forhærdede end forfærdede. Men dengang kunne synet vække massiv folkelig forargelse og kollektive krav om handling.

Men ingen gjorde rigtig noget.

Nigeria var den anerkendte stat, Biafra var dårligt anerkendt af nogen som helst. FN’s og stormagternes hænder var bundet af de indviklede olie- og koloniinteresser, som krydsede hinanden i en fedtet gordisk knude.

For ikke at tale om de rystelser, der kunne brede sig til hele det afrikanske kontinent, hvis andre stammesamfund blev inspireret af Biafra og begyndte at pensle slettelak ud over de nyligt optegnede landegrænserne. Politisk set var situationen kompleks.

Men for Viggo Mollerup var den såre enkel: Børn sultede. Så da Kirkernes Verdensråd i juli 1968 holdt generalforsamling i Uppsala og parlamenterede sig frem til at gøre rundt regnet ingenting ved Biafra-krigen, sad han og en håndfuld andre mænd i et omklædningsrum i kælderen og lagde gedulgte planer.

Maverick-tilgang

Mændene, der alle var ledere af kirkelige hjælpeorganisationer, ville ikke bare se på, mens sagesløse børn sultede ihjel. De vidste, at det ville blive endnu vanskeligere at få nødhjælp frem, nu hvor Port Harcourt var faldet, og at der var brug for en stabil luftbro, som bypassede den nigerianske kontrol og chikane.

At en sådan luftbro i princippet ville være illegal, tog de sig ikke af. Man beder vel heller ikke grundejeren om lov til at redde børn ud af en brændende bygning – sådan var deres rationale. De så det som deres kristne pligt at hjælpe.

”Kirkerne havde en maverick-tilgang. De brød i realiteten international lov ved at flyve illegalt ind over nigeriansk territorium. Men de sagde: Det blæser vi på, det handler om at hjælpe,” siger Lasse Jensen.

Men at få en luftbro på vingerne skulle ikke vise sig let.

Se også: Sådan kan du støtte Folkekirkens Nødhjælp

Grevens vovestykke

Godt nok havde biafranerne allerede anlagt den nødtørftige landingsbane i Uli som erstatning for lufthavnen i Port Harcourt. Men Viggo Mollerup manglede radiokoden, og uden den var det mere sandsynligt, at biafranerne åbnede ild, end at de tændte landingslysene.

Koden kendte kun Hank Wharton, en navnkundig amerikansk pilot og fribytter, som flere hjælpeorganisationer havde samarbejdet med. Men han havde et blakket ry og var ikke rigtig til at regne med. Og så var det temmelig prekært for de kirkelige organisationer, at han også smuglede våben ind i Biafra.

I august 1968 præsenterede løsningen sig selv.

Den svenske greve, pilot og vovehals Carl Gustaf von Rosen var ad misforståelser og tilfældigheder havnet på den pittoreske lille ø São Tomé, som lå lidt syd for Nigeria. Øen tilhørte Portugal, der uofficielt støttede Biafra og lod nødhjælpsorganisationerne bruge øen som base.

På São Tomé blev von Rosen passet op af den irsk-katolske fader Byrne – en anden af Biafra-krisens store ildsjæle, som med brændende engagement og nyttigt lokalkendskab ledte den katolske hjælpeorganisation Caritas’ Biafra-indsats. Fader Byrne satte von Rosen ind i sagens alvor og formanede den svenske greve til at vove sig ind i Biafra med stinkende tørfisk på slæb.

Von Rosen bestemte sig for at flyve sporenstregs ind i Uli – kodeløs og i fuldt dagslys. Han ville holde sig 20-50 meter over havoverfladen for ikke at blive opfanget af nigerianernes antiluftskyts, og når – eller hvis – han landede, ville han forlange at få foretræde for biafranernes leder Ojukwu.

Stik mod al logik lykkedes den dumdristige plan, og von Rosen slap ud med livet og landingskoden i behold. Få dage efter hvervede Viggo Mollerup ham som luftbroens første operative chef. Blokaden var brudt, vejen til Biafra banet.

Ikke Guds bedste børn

Fly Now – Pray Later lød luftbroens løsen. Viggo Mollerup og kollegerne i Nordchurchaid (NCA) – en paraplyorganisation stiftet til lejligheden af de kirkelige hjælpeorganisationer i Norden – spildte da heller ikke tiden.

Inden august var omme, var luftbroen på vingerne i gamle propelfly, som var chartret hos sympatiserende flyselskaber for de rekordmange donationer, der var blevet smidt i kirkebøsserne. På haleroret bar flyene to tegnede fisk. Det var NCA’s logo, som senere blev overtaget og forenklet af Folkekirkens Nødhjælp.

Piloterne var en broget bande af eventyrere, idealister, fribyttere og daglejere, der var lidt for gamle eller lidt for drikfældige til at få fast arbejde hos et flyselskab.

Men de kunne bringe et fly fra A til B, og det var jobbeskrivelsen i sin helhed. Tilmed var de temmelig frygtløse, hvilket var en fordel, for jobbet var farligt. I juni 1969 blev et Røde Kors-fly skudt ned af Nigerias militær, hvorefter Røde Kors indstillede deres flyvninger.

”Jeg er blevet skudt på af eksperter!”

Han fortæller en anekdote om kaptajnen Eddie Roocroft, der havde fløjet bombefly under Anden Verdenskrig. Under en af de natlige flyvninger til Biafra bemærkede Roocrofts andenpilot nogle lysglimt langs kystlinjen.

”Det er antiluftskyts!” udbrød andenpiloten.

”Bare rolig, kammerat,” sagde Eddie Roocroft uanfægtet. ”Jeg er blevet skudt på af eksperter!”

Samarbejdet med von Rosen blev kortvarigt.

Hvad den svenske greve havde i vovemod og engagement, manglede han i diplomati. På et impulsivt pressemøde tog han parti til fordel for biafranerne og talte om nødvendigheden af også at laste nødhjælpsflyene med våben.

Det rimede dårligt på Pastor Mollerups ufravigelige princip om at holde politik og nødhjælp skarpt adskilt. Von Rosen blev strittet ud og skulle senere selv tage kampen op mod nigerianerne i nogle armerede svenske skolefly, som han kaldte sine ’Biafra Babies’.

Som operativchef blev von Rosen afløst af dansk-canadieren Axel Duch – en anden karismatisk pilot, der var blevet bekendt med Biafra-broen gennem en avisnotits. Duch blev Viggo Mollerups forlængede arm på flybasen og orkestrerede det logistisk komplekse samarbejde mellem nationaliteter og trosretninger, mens antallet af natlige flyvninger hastigt steg.

Se også: Støt fast og bliv en del af Folkekirkens Nødhjælp

Jesus Christ Airlines

Luftbroen blev hurtigt en livslinje for de sultende biafranere. Den blev benyttet af både katolske og protestantiske hjælpeorganisationer, som hver nat fløj livsnødvendige ressourcer ind i det borgerkrigsramte område og dermed holdt hundredetusinder af børn i live.

Partnerskabet mellem katolikkerne og protestanterne var ikke uden teologiske trakasserier.

Særligt Viggo Mollerup og fader Byrne, luftbroens to hovedskikkelser og et par viljestærke personligheder, havde deres ture. Alligevel fungerede luftbroen, som var båret af en fælles vilje og sag. Og med en salomonisk ordning, der lod protestanterne flyve på lige datoer og katolikkerne på ulige, undgik man de værste konflikter.

Det historiske økumeniske samarbejde blev i november 1968 formaliseret under navnet Joint Church Aid. Eller, som det populært blev kaldt, Jesus Christ Airlines.

”For mange af biafranerne fik luftbroen en religiøs betydning. De så det som Vorherres værk – en divine intervention,” siger Lasse Jensen.

En pris at betale

Den enorme flyoperation blev koordineret fra Folkekirkens Nødhjælps kontorer i Købmagergade. Mellem bjerge af telex-strimler drev pastor Mollerup og hans canadiske kone Mona den største private luftbro nogensinde.

De chartrede fly, udarbejdede kontrakter, bestilte brændstof og reservedele til flyene, godkendte personale, sørgede for løn og logi og hyrede folk til at arbejde i pakhusene, hvorfra nødhjælpen blev distribueret.

”Det var husholdning. Administration,” siger Mona Mollerup.

Hun og hendes mand havde troet, at det kun skulle stå på et par uger, men da den politiske passivitet fortsatte, måtte de hyre en ung pige til at passe børnene. Biafra-børnene krævede al deres tid.

”Viggo var aldrig hjemme, og da jeg også begyndte at arbejde, blev det en meget stor forandring for hele familien. Man blev revet ud af det liv, man havde haft. Det var den pris, der var at betale. Men mens det står på, tænker man ikke over det. Der var ikke tid til at overveje, man måtte handle,” siger Mona Mollerup.

Jul på São Tomé

Mona Mollerup så aldrig sulten i Biafra med egne øjne. Hendes vægt var bedre brugt på mad og medicin, mente hun. Til gengæld rejste hun hver måned til São Tomé, den smukke tropiske ø hvor flybasen lå.

”Husk på, at der var ingen telefon. Der var en telegraf, og hver morgen fik vi et telegram, der oplyste, hvor mange flyvninger der havde været om natten, og hvor mange tons der var blevet leveret. Så vi var meget afhængige af flyene, der fløj frem og tilbage,” forklarer hun.

I 1968 og 1969 tilbragte Mona og resten af familien julen på São Tomé, så andre medarbejdere kunne komme hjem til deres familier. På øens børnehospital besøgte familien de syge børn, som katolske Caritas havde fløjet til øen for at modtage behandling. Her kunne Mollerup-parret ved selvsyn konstatere, hvilken forskel deres arbejde gjorde.

”Åh,” sukker Mona Mollerup.

”Det var helt fantastisk. Det her mylder af små børn. Nogle var stadig tydeligt mærkede af sygdom og dårligdom, men andre var nærmest struttende. De var kommet sig hurtigt. De havde fået en fuld blodtransfusion og var blevet fedet op. Så kunne de igen.”

Familien havde medbragt et juletræ, der blev pyntet med strandskaller og guirlander, som de klippeklistrede sammen med de børnene. Og en masse brandbiler og dukker. Da de syge børn fik gaverne, gik de direkte ind og gemte dem under deres senge. Dem ville de give til deres sultende søskende hjemme i Biafra.

Selvom Mona Mollerup var glad for at se, at nødhjælpen gjorde nytte, følte hun og Viggo Mollerup sig ofte magtesløse over for opgaven.

”Det var selvfølgelig dejligt at se. Men jeg havde nær sagt, at det kun forstærkede presset for at gøre det for nogle flere. For hvis det virkede, skulle man jo nu redde alle de andre. Det var absolut med til at holde én i gang,” siger hun.

”Behovet steg og steg, og vi hamlede aldrig op med det. Det var utilstrækkeligt. Vi fik flere fly, flere penge, vi fløj 21 gange om natten i stedet for én. Vi trappede hele tiden op, men det førte ikke til, at behovet faldt.”

”Det hænger på væggene”

Den 15. januar 1970 overgav Biafra sig til overmagten, som bagefter beskyldte nødhjælpsorganisationerne for at have trukket krigen i langdrag. Efter halvandet år med ansvaret for et af Afrikas travleste flyselskaber kunne Mollerup-parret gøre regnskabet op:

5.314 flyvninger ind i Biafra. 60.000 tons føde og medicin leveret. En million liv reddet, anslået. Ingen nedskudte fly, men tre styrtet ned ved ulykker. 13 besætningsmedlemmer dræbt.

I dag står Biafra-broen tilbage som et af de vigtigste kapitler i nødhjælpshistorien. Den blev et gennembrud for Folkekirkens Nødhjælp, og de forbindelser der blev skabt, har banet vejen for senere internationale nødhjælpssamarbejder. Og luftbroen er også vævet uløseligt ind i familien Mollerups identitet, siger Mona Mollerup.

”Det er noget, børnene er vokset op med. Det hænger på væggene.”

Helt utroligt

Viggo Mollerup, der døde i 2006, fortsatte som generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp frem til 1976.

”Børnene blev så glade, da han holdt op. Nej, hvor blev de glade. Så kunne han konfirmere dem – han havde ikke konfirmeret den første. Så kunne han være hjemme. Så blev vi en familie igen,” siger Mona Mollerup, der bor i parrets gamle sommerhus i Gilleleje.

Lasse Jensen vendte i 2001 tilbage til det gamle Biafra for at lave filmen ’Jesus Christ Airlines’, som havde spillet i hans baghoved i årtier.

På São Tomé stod de kasserede propelfly endnu som et monument over luftbroen. Og inde i Uli, hvor en igbo-patriotisme på ny spirer, havde de nu voksne Biafra-børn ikke glemt flyene, der som sendt fra himlen plejede at komme med mad.

”Hvis man skal være lidt banal, så repræsenterer luftbroen en tro på, at man mod alle odds kan gøre noget for at hjælpe andre mennesker. I et omfang, som ikke er set siden. Dybest set er det jo helt utroligt, at private folk kunne køre en operation i den størrelsesorden i næsten to år. Og redde omkring en million børn fra at dø af sult. Det er sgu da meget godt gået.”

Denne artikel blev oprindeligt bragt i anledning af 50-året for luftbroen til Biafra i 2018. Artiklen er senest blevet opdateret i december 2021.