Ny børnehave bringer håb til krigsramte børn i Ukraine

Mød seksårige Kalysa, som endelig kan komme i børnehave.

© Rasmus Emil Gravesen

Seksårige Kalysa gynger stille frem og tilbage, hendes små hænder knuger fast om de slidte jernstænger. Gyngestativet knirker svagt, men ellers er der stille. Engang var legepladsen fuld af børnelatter og glade stemmer, men nu er hun alene.

Bag hende ligger den børnehave, hun skulle have gået i, eller rettere: det, der er tilbage af den. Murene er flået op, vinduerne knust, og legetøjet ligger begravet under murbrokker og støv. Krigen har frataget hende et sted at lege, et sted at lære, et sted at være barn.

Den scene har udspillet sig et utal af gange i fem ud af Kalysas seksårige liv: Alene på legepladsen uden andre børn at lege med.

Kalysa har aldrig gået i børnehave før. Først måtte vi blive hjemme, fordi COVID brød ud. Da den krise sluttede, brød krigen ud. Vores by lå på frontlinjen hele år 2022.
Andrii, Kalysas far

Kalysa er født i byen Snihurivka, som ligger i det sydlige Ukraine. Byen var besat i otte måneder i 2022 og har siden da ligget omkring 30 kilometer fra frontlinjen. Derfor er der udbombede huse på enhver gade i den by, der engang var hjem for 12.000 mennesker.

Men i 2024 blev børnehaven genopbygget af Folkekirkens Nødhjælp, og for første gang i lang tid kunne dørene igen åbnes for 87 børn – blandt dem Kalysa.


Tænd et lys for fred og frihed

 
For bare 25 kr. kan du tænde et lys for børn som Kalysa, der mister deres trygge barndom til krig, konflikter og naturkatastrofer.

Tænd lys for fred – 25 kr.

Børn har brug for socialt samvær, ligesom de har brug for ilt

I samarbejde med organisationen ADRA er der i børnehaven lavet nye toiletter, køkken og et beskyttelsesrum, så børnene kan lege i fred – også når luftalarmerne lyder.

Lokalerne er igen fyldt med børnestemmer, og Kalysa er ikke længere alene på legepladsen. Nu løber hun rundt med sine nye venner, mens børnehaven summer af liv.

”Børn har brug for socialt samvær, ligesom de har brug for ilt. Børnehaver og skoler er afgørende for deres opvækst,” siger Andrii.

87 børn er allerede skrevet op, og med et beskyttelsesrum i kælderen kan hverdagen fortsætte, selv når krigen minder sig selv på.

I år burde Kalyse begynde i skole, men det er usandsynligt, at det kommer til at ske. Skolerne er lukket for fysisk deltagelse, indtil de er repareret efter eksplosive skader.

Folkekirkens Nødhjælp arbejder på at reparere og genopbygge skole og børnehaver i Ukraine.

Fra murbrokker til legekammerater – Kalysa bygger sin barndom op igen

Kalysa har været tættere på krigen, end noget barn burde. Hun har hørt droner og missiler ramme sin hjemby, set bygninger styrte sammen og været med sin far, når han samlede medicin ind til klinikker og hospitaler.

At begynde i børnehave er derfor en stor forandring.

”Kalysa bliver hurtigt overvældet, når der er mange børn, men hun klarer sig godt. Det hele er jo nyt for hende. Hun får nye venner hurtigt, som hun leger med,” siger Andrii.

Krig påvirker millioner af børn
  • 1.614 børnehaver, skoler og andre uddannelsesfaciliteter er blevet beskadiget af bombardementer siden 2022, anslår FN. Det påvirker direkte 2,2 millioner børn og deres skolegang i Ukraine.
  • Halvdelen af ukrainske børn i alderen 1-6 år har ikke fysisk adgang til børnehaver (omkring 400.000 børn), lyder det fra UNICEF. Det har direkte bidraget til, at 83 procent af små børn oplever nedsat modstandsdygtighed over for stress, reducerede sociale og følelsesmæssige kompetencer og lavt selvværd.
Twitter LinkedIn Facebook