Jeg hørte en artikel fra Zetland. Her fortalte Dan Gildin Kragelund, at hans familie i Israel efterspørger en forståelse for deres situation, idet de oplever en isolation fra verden: “ (…) en slags global ensomhed.”
Og jeg kunne simpelthen ikke lade være med at tænke, at hvis Kragelunds familie blot rejste nogle kilometer østpå, til Jordandalen, ville de finde et utal af mennesker, der om nogen ville kunne sætte sig ind i den følelse. Meget bedre end Kragelund, end mig, end mange. Jeg møder i hvert fald mange palæstinensere, der river sig i håret i afmagt over at føle sig efterladt, overset og misforstået af verden.
“Hvorfor hjælper hele verden Israel?”
“Hvorfor er der ikke nogen, der stopper dem?”
“De kunne så let blive stoppet, hvis ikke alle støttede dem med våben…”
“Selv de arabiske regeringer er ligeglade med os!”
Deres oplevelse er at leve under en besættelse, og have lidt under den i over halvtreds år, mens verden kigger den anden vej. De sender os videoer og billeder af overgrebene og chikanen, der for dem er bitter hverdag. Mange forstår ikke, hvordan al denne dokumentation ikke kan føre til handling . Andre sukker, at når ikke engang videoerne fra Gaza gør en forskel, så hjælper deres grynede optagelser af bosættere i jeeps nok heller ikke.
Jeg har ikke mange anledninger til at tale med israelere lige nu og kan derfor ikke citere dem. Men udtalelsen fra Kragelund er for mig et billede på (endnu) et skæbnefællesskab, som palæstinenserne og israelerne paradoksalt nok deler. Følelsen af ikke at blive forstået, fordi hele verden “holder med de andre.” Følelsen af at være helt alene i sin lidelse.
Global ensomhed låner jeg i hvert fald gerne som et begreb for mange af de frustrationer, jeg møder her i Jordandalen. De er vrede over at føle sig adskilt fra verden og ikke mødt i den undertrykkelse, de udsættes for. De fleste af dem anerkender og udtrykker taknemmelighed for, at der er “gode mennesker” verden over, der kæmper for den palæstinensiske sag. Men for de fleste er reel handling fra verdens regeringer stadig det eneste, der sådan rigtigt tæller. Det er det, de efterspørger: “Så gør dog noget!” kan jeg næsten tænke, at de kunne råbe. Israelerne har det sikkert lige omvendt – de føler sig støttet af regeringerne, men truet af de propalæstinensiske slagord fra folk på gaden.
Man kunne nok forske i hvem, der har mest ret, men man kunne også bare for en kort stund dvæle ved, at følelsen er den samme. Og her på årsdagen for Hamas’ terrorangreb kan det være ganske rart at fokusere på, at begge parter jo trods alt stadig deler nogle meget grundlæggende følelser – som f.eks. angsten for at blive udstødt og være ensom
