Som en del af Ecumenical Accompaniment Programme i Palæstina og Israel (EAPPI) har jeg i en måned nu haft mulighed for at være vidne til livet som palæstinenser i det besatte Østjerusalem og den bredere Jerusalem-region. Nedenstående er derfor mine refleksioner om konsekvenserne for palæstinensere, hvis værdighed og rettigheder bliver sat over styr i hvad jeg oplever som Israels diskriminerende og restriktive byplanlægningsregime i Jerusalem.
At køre fra Østjerusalem til Vestjerusalem er en oplevelse i sig selv. Når vi kører ind i Vestjerusalem, møder vi et nyrenoveret og moderne område med høje lejlighedskomplekser og brede velfungerende veje. En dag midt i september krydsede vi Vestjerusalem for at besøge en palæstinensisk familie, én ud af mange, der havde modtaget flere ordrer fra de israelske myndigheder om, at de skulle rive deres eget hus ned. Familien boede og bor stadig på nuværende tidspunkt i Beit Safafa, en by som ligger på kanten mellem Øst- og Vestjerusalem.
Da vi ankom, sad mange af familiemedlemmerne under et oliventræ i skyggen og hilste os velkommen. Én af dem var en ældre mand, som fortalte os, at familien havde boet på netop dette stykke land i 4 generationer, tilbage til før år 1948. Familiens 10 mindre familier boede stadig alle på grunden i mindre huse. Da vi ankom, var det for mig særligt bemærkelsesværdigt, at familiens grund var komplet omringet af israelske lejligheds-komplekser. En midaldrende mand fortalte os, at da han var fem år gammel, var denne palæstinensiske familie de eneste, som boede her – dette var nu 40 år siden. Han forklarede, at bygninger tilhørende israelere med årene havde omringet dem. Netop dette havde resulteret i modtagelsen af ordrer fra israelske myndigheder om, at familien skulle rive deres huse ned og dermed opgive mere og mere af deres land, for at give plads til israelske veje og høje bygninger til at huse israelere. Alt dette blev gjort med henvisning til, at området skulle være ejet af den israelske stat. Dette grundlag stod dog for familien og for mig i stor kontrast til det faktum, at grunden havde været i familiens ejerskab i fire generationer.
Den palæstinensiske familie have i flere år levet under chikane fra det israelske politi og øvrige myndigheder. De var blevet tilbudt enorme pengesummer fra israelske myndigheder og bosættere om køb af familiens grund, og israelske myndigheder havde sågar sat ”til salg”-skilte rundt om området uden familiens samtykke. Familien havde derfor tidlig morgen inden vi ankom valgt at rive ét af deres huse ned, som de havde fået en nedrivningsordre på. Havde familien ikke revet huset ned selv, ville israelske myndigheder gøre det inden for kort tid, og familien ville ende med at skulle betale 200.000 kroner til israelske myndigheder for nedrivningen. At rive huset ned selv var derfor en billigere løsning.
Ejeren af huset viste os en video af nedrivningen, og i takt med lyden af maskinernes banken ned i huset, bankede han en knytnæve på sit bryst, lige på hans hjerte. Som for at vise, det det blev knust i takt med nedrivningen. Familiens nedrevne hus havde huset en familie på to voksne og tre børn, og de måtte nu stuve sig sammen med andre familiemedlemmer i et andet hus på samme grund. På trods af chikane, trusler og konstant pres havde familien i flere år kæmpet mod nedrivningsordrer og det israelske ønske om at tage mere og mere af deres land. Samlet set har familien brugt mere end tre millioner kroner på advokater, bøder og leje af udstyr til at rive huset ned. Familien kæmpede videre i retten, men oplevede, at deres advokater var dybt korrupte.
Midt i samtalen blev vi alle budt på juice, og familien spurgte interesseret ind til os og havde overskud til at lave sjov med hinanden. Familiens enorme modstandsdygtighed var slående for mig, men samtidig synes denne modstandsdygtighed at være essentiel for familiens overlevelse. Ejeren af huset forklarede, inden vi kørte hjem for at rapportere denne hændelse, så skulle han nu hen til sin datters dimission i Tel Aviv, hvor hun læser på universitetet. Her skulle han stå og lytte til den israelske nationalsang, samme dag som de israelske myndigheder havde tvunget ham til at rive families hus ned.
”Enhver palæstinenser har en sag i retten”, sagde vores palæstinensiske chauffør, da han fortalte om ’Jerusalem Masterplan 2020’. En plan, hvis formål er at skabe en befolkningssammensætning af 70% jødisk-israelere og 30% palæstinensere i hele Jerusalem. Dette har resulteret i, at blot 13% af Østjerusalems land er allokeret til bebyggelse for palæstinensere. 35% af landet er allokeret til etablering af israelske bosættelser – tal, der synes besynderlige, da der på nuværende tidspunkt bor mere end 350.000 palæstinensere og omkring 230.000 israelske bosættere i Østjerusalem. De israelske myndigheder ønsker desuden løbende at ekspropriere landområder i Østjerusalem med henvisning til et ønske om at lave nationalparker, arkæologiske og tomme områder. Kirkernes Verdensråd rapporterer derfor, at hele 3.140 bygningsstrukturer er blevet revet ned under Israels kontrol af Østjerusalem siden vedtagelsen af Osloaftalen i 1993 og frem til december 2023. Dette har fordrevet 5.790 palæstinensere fra deres hjem i Østjerusalem.
Israels brug af nedrivninger i Østjerusalem kombineret med det faktum, at palæstinensere i Østjerusalem konstant bliver nægtet byggetilladelser, forhindrer plads til palæstinensernes naturlige familieforøgelse og generelle udvikling, forklarer EAPPI’s partnerorganisation Ir Amim. Det tvinger palæstinensere til at bygge uden tilladelser, hvilket medfølger høje bøder og ordrer fra israelske myndigheder om at rive huse ned. Israels byplanlægningsregime har derfor den effekt, at palæstinensere bliver presset ud af Jerusalem. Hændelsen, vi var ude til i september, er derfor blot ét ud af mange eksempler på oplevelsen af en systematisk og effektiv måde at kontrollere og udstøde den palæstinensiske befolkning i Østjerusalem, som jeg gennem EAPPI-programmet løbende er vidne til i det besatte Østjerusalem.
Kirkernes Verdensråd rapporterer, at 20.000 bygningsstrukturer i Østjerusalem i øjeblikket har en ordre om at skulle rives ned. Netop dette høje antal ligger bag udtalelsen om, at enhver palæstinenser har en sag i retten. Jeg anser det derfor som foruroligende, at jeg ud fra FN’s kontor for koordinering af humanitær indsats (OCHA)’s kortlægning af Israels byplanlægningsregime og nedrivningsordrer forstår, at Israel forsøger at presse palæstinensere væk fra områder, der spænder fra Vestjerusalem gennem hoveddele af Østjerusalem i områderne Silwan i syd, Sheikh Jarrah i nord samt Olivenbjerget i øst, frem til den etablerede israelske bosættelse med 40.000 indbyggere, Ma’aleh Adumin i øst. Den tvungne fordrivelse af palæstinensere, etableringen af jødisk-israelske bosættelser og udviklingen af nationalparker og arkæologiske områder viser ønsket om at forandre den demografiske komposition og kultur i Østjerusalem til at være jødisk-israelsk domineret.
Konsekvenserne af det restriktive og diskriminerende byplanlægningsregime ser vi, når vi kører igennem Qalandiya checkpointet, som blot er ét ud af seks checkpoints, som Israel har lavet i den enorme adskillelsesmur, som adskiller Israel fra den besatte Vestbred. En mur, som FN’s Internationale Domstol i Haag i 2004 vurderede ulovlig i henhold til folkeretten. På den anden side af Qalandiya checkpointet ligger byen Kufr Aqab, hvis befolkningstal siden etableringen af muren er vokset enormt. På trods af at byen nu ligger på den side af muren, som tilhører Vestbredden, hører den principielt indenfor Jerusalems kommunes grænser, hvilket placerer den indenfor de israelske myndigheders jurisdiktion. På trods dette kan jeg i byen se, at de israelske myndigheder pludselig her tillader, at palæstinensere bygger høje etagebygninger. Dette står i stærk kontrast til palæstinensernes manglende muligheder for at bygge boliger i Østjerusalem. Det er derfor slående at opleve en ekstremt tætbygget by, hvis indbyggere betaler skat til israelske myndigheder, som ikke prioriterer at bruge penge på at bygge sikre veje og sikre bygninger med sikker afstand. Under et foredrag, som jeg i rollen som Ecumenical Accompanier deltog i, forklarede Nivine Sandouka fra Alliance for Middle East Peace, at Kufr Aqab ligger i et vakuum: israelske myndigheder negligerer området, og kommunale ydelser er stort set fraværende. Der er intet politi og ingen lov og orden, og for nyligt mistede byen også adgang til vand i en periode.
Palæstinensere, som bor i Jerusalem, har permanent opholdsstatus i Israel. Det er en særlig opholdsstatus, som de risikerer at miste, hvis de bosætter sig på Vestbredden. Palæstinenserne er derfor tvunget til at stuve sig sammen i bl.a. Kufr Aqab for at beholde deres permanente opholdsstatus og adgang til Jerusalem. En adgang, der er essentiel for, at mange kan beholde deres arbejde, studie, se familie og for ikke at miste adgang til kunne bede i Al-Aqsa moskeen, muslimernes 3. helligste sted. Derfor er befolkningstallet i Kufr Aqab vokset enormt, netop fordi fordrevne palæstinensere fra Østjerusalem ender med at bosætte sig her og i andre lignende byområder, der ligger placeret på samme vis.
Palæstinensere, som engang boede i Østjerusalem, er derfor nu kommet ud på den anden side af muren. Nu kan de israelske autoriteter kontrollere præcis hvor mange og hvornår de kan komme ind i Jerusalem – og dette gør de på vilkårlig vis ved at lukke checkpointet i tide og utide. Nivive Sandouka forklarer, hvordan denne situation viser, at selv alternativet til at kunne bo i Østjerusalem er diskriminatorisk og viser ingen værdighed til palæstinenserne.
Når jeg går rundt i den gamle by i Jerusalem og fortsætter ud via ’Jaffa gate’, kommer jeg ind i Vestjerusalem. Her bliver jeg igen mindet om den diskriminerende kontrast skabt af israelsk strategisk byplanlægning: det første syn er en Dior butik, placeret i et moderne shoppingcenter, et rekreativt område og rene, velfungerende veje – det privilegerede Vestjerusalem i sin pomp og pragt. Og lige ved indgangen til Vestjerusalem står fem israelske soldater og gennemsøger en ung palæstinensisk mands taske, tjekker hans ID og holder ham tilbage i mere end 20 minutter, inden de lader ham gå. En handling, der ifølge hvad jeg kan se, blot skete fordi han kom kørende forbi.
