Når man bor i en flygtningelejr, opstår der efter noget tid faste gøremål. Det smager af hverdag, hvor der skal passes børn, laves mad og hentes brænde. Men så alligevel slet ikke. For alting er vendt på hovedet. Det er en konstant kamp mod sulten, og især som kvinde er der store risici forbundet med at bevæge sig rundt alene.
I det østlige DR Congo bliver overgreb mod piger og kvinder omtalt som et våben. Ti kilometer fra frontlinjen ligger der to lejre for mennesker, som alle er blevet tvunget på flugt af krigen.
Mød seks kvinder og piger, der bor i lejrene, og har fortalt os om den seksuelle vold, de har oplevet. De er mellem ti og 40 år gamle og er blevet voldtaget af bevæbnede mænd, da de var ude for at finde mad eller træ.
Grundet fortællingernes følsomme karakter bruger vi kvindernes fornavne eller fiktive navne. Nogle steder er stednavne af sikkerhedsmæssige årsager udeladt.
Om situationen i DR Congo
- DR Congo, der er hjem for mere end 105 millioner mennesker, har i årtier været plaget af krig og konflikt. Siden 1990’erne har omkring seks millioner mennesker mistet livet, og ca. en fjerdedel af befolkningen har i dag brug for humanitær hjælp.
- I 2023 eskalerede den væbnede konflikt mellem oprørsgruppen M23 og den congolesiske hær i den østlige del af landet.
- Mere end 6,3 millioner mennesker er lige nu fordrevet fra deres hjem, mens én million congolesere er flygtet til nabolande som Uganda og Tanzania.
- Den vedvarende vold har ødelagt mange samfund og skabt et miljø, hvor der er sket en stigning af uforståelige hændelser af overgreb og seksuel vold. Især kvinder og børn er i stor risiko for misbrug, voldtægt og udnyttelse.
Yumiliya 22-årige og 40-årige Nyira
Jeg føler stadig, det er skamfuldt. Jeg kan ikke tale med andre om det, for jeg er bange for, at de vil grine af mig. Og vi er bange for, at mændene kan komme tilbage og slå os ihjel her i lejren, hvis vi taler om det.Yumiliya
Kvinder i lejrene overlever ofte ved at sælge træ, kul og vand. Naboerne Nyira og Yumiliya fortæller, at de i marts begav sig ud for at lede efter træ sammen med tre andre kvinder.
De skulle et godt stykke væk fra lejren, så de var nødt til at overnatte i skoven på hjemturen. Om natten blev de vækket af ti bevæbnede mænd med tildækkede ansigter. Kvinderne fortæller:
De begyndte at råbe ad os, og vi havde ikke noget at forsvare os med. Vi blev alle fem voldtaget af to soldater. En af de andre kvinder blev slået ihjel, da hun forsøgte at gøre modstand. Delt i to med en machete.
“Jeg beder til, at mine drenge ikke bliver som de mænd, som voldtog os,” siger Nyira.
Hun mistede sin mand, efter de flygtede fra deres hjemby, og i lejren bor hun nu sammen med sine ni teenagebørn.
Yumiliya er alene med sine seks yngre søskende. Hendes forældre døde for år tilbage.
Tre gange om dagen må Nyira og Yumiliya hente vand ved brønden.
Hver enkelt gåtur frem og tilbage tager fire timer.
“Vi spiser én gang om dagen – om aftenen. For det meste spiser vi kartofler.”
15-årige Denise
Nogle gange, når jeg skal gå et sted hen, nægter jeg. Fordi jeg tænker, at alle mænd kan finde på at gøre det.Denise
Denise er, ligesom de andre kvinder, bange for at møde sine gerningsmænd igen, eller at de kommer ind i lejren for at finde hende. Denise blev udsat for et overgreb, da hun i august var ude i skoven for at lede efter træ.
Træet er nødvendigt for at overleve. Ud over, at de skal bruge træet som varmekilde til madlavning, sælger mange kvinder træet videre som kul. Denise har boet i lejren med sine forældre og otte søskende siden februar måned.
Jeg håber, at krigen snart slutter, så jeg kan fortsætte med at gå i skole. Jeg vil gerne være læge eller lærer, så jeg kan hjælpe andre. Jeg savner allermest at gå i skole.Denise
“Efter overfaldet blev jeg svimmel, og havde jeg bare lyst til at græde,” siger Denise.
Rusayo-lejren huser omkring 35.000 internt fordrevne mennesker. I juni måned byggede Folkekirkens Nødhjælp 2800 shelters.
Der er meget høj risiko for at blive voldtaget, hvis man som kvinde begiver sig ud fra lejren.
Mændene risikerer at blive banket eller slået ihjel. Mange kvinder sulter, fordi de ikke tør begive sig ud i skoven for at hente træ.
En psykologisk rådgiver i lejren fortæller, at der i gennemsnit hver dag er tre-fire sager om seksuel vold i lejren.
40-årige Faruha flygtede fra sin landsby, efter hendes mand blev dræbt af soldater.
Hun ankom til lejren fra et halvt år siden. Med sin afdøde mands barn i maven.
I april måned – da hun var fire måneder henne – gik hun i skoven for at samle træ. Her blev hun overfaldet.
“Det sværeste er, at jeg ikke har et job. Så jeg var nødt til at gå ud i skoven efter træ for at overleve.”
“Jeg forstår ikke, hvordan jeg og mit ufødte barn stadig er i live, efter hvad der skete. Lige nu er mit største håb, at jeg kan komme på hospitalet, når jeg skal føde mit barn.”
Tiårige Asante
Det var en soldat, der havde hjelm på og dækkede sit ansigt. Det var ham, der angreb mig.Asante
Da tiårige Asante og hendes familie i februar flygtede til lejren, var hun få uger forinden blevet skudt i låret. Derfor kunne hun ikke løbe væk, da hun sammen med en flok andre børn en dag i april gik ud i skoven for at finde mad.
Ombedi fortæller, at Asante bliver mobbet af de andre børn, fordi hun har ‘sovet med en soldat.’
“Min datter bliver gentraumatiseret, når de andre børn driller hende. Og hver gang hun ser en soldat.”
Lushagala-lejren, hvor Asante og hendes mor bor, huser omkring 60.000 mennesker, der alle er flygtet fra de væbnede konflikter.
Folkekirkens Nødhjælp har bygget 3500 sheltre i lejren.
30-årige Asnat
Jeg er aldrig gået tilbage til stedet, hvor jeg blev voldtaget. Jeg går aldrig ud i skoven igen. Jeg vil hellere sulte end at gå ud i skoven.Asnat
Også Asnat var ude for at lede efter træ, da hun i juni blev overfaldet af mænd med geværer og macheter.
Asnat bor alene med sin to-årige søn. De væbnede konflikter og volden i DR Congo skiller familier ad. Det er også Asnats historie.
For seks måneder siden angreb M23 hendes landsby. Hun var i marken med sin søn, mens hendes mand og deres tre døtre på ni syv og fem år var hjemme. Asnat flygtede alene til lejren og aner ikke, om hendes mand og piger er i live.
Jeg tænker på mine piger hver dag. Det er svært at glemme nogen, du har født. Jeg håber, at krigen vil ende, og at vi bliver genforenet, men jeg tror aldrig, at jeg kommer til at se dem igen.Asnat
“Hvis du forsøger at gøre modstand, bliver du slået ihjel. Det er sket for rigtig mange kvinder og piger her,” fortæller Asnat.
Sådan arbejder Folkekirkens Nødhjælp i DR Congo
- Vi hjælper mennesker, der har været udsat for seksuel vold gennem blandt andet støtte til krisecentre. Voldtægt og seksuelle overgreb er en stor udfordring i DR Congo.
- Vi uddeler mad, vand og telte til familier, der er flygtet fra deres hjem, både i DR Congo og i nabolandene.
- Som den eneste internationale NGO rydder vi miner og andre former for ueksploderet ammunition, som efter mange år med krig er spredt ud på marker, veje og andre steder, hvor civile færdes.
