Folkekirkens Nødhjælp og norske Folkekirkens Nødhjælp hjælper civilbefolkningen i Gaza – i tæt samarbejde med vores partnere. Her fortæller tre medarbejdere fra vores partnerorganisationer, om at være på flugt og udføre nødhjælpsarbejde i Gaza på én og samme tid.
Folkekirkens Nødhjælps indsats i Gaza er kun mulig takket være vores partneres urokkelige engagement og de store risici de løber for deres eget liv hver eneste dag.Jonas Nøddekær, generalsekretær Folkekirkens Nødhjælp
Shorouk fra MA’AN Development Center
Shorouk arbejder for den palæstinensiske udviklingsinstitution MA’AN Development Center. MA’AN har i løbet af krigen hjulpet internt fordrevne, med blandt andet vand, mad hygiejnekits og beskyttelse.
Da krigen begyndte, var hun gravid i syvende måned. Efter en række angreb, hvor hun mistede både venner og familiemedlemmer, flygtede hun med sin familie til et område uden for Wadi Gaza.
Her fortæller Shorouk om organisationens arbejde og hendes forandrede liv, efter hun pludselig befandt sig midt i en voldsom krig.
Shorouk fortæller:
Hurtigt efter den 7. oktober vurderede MA’AN situationen og iværksatte en beredskabsplan. Allerede fra de første dage kunne vi mobilisere uddeling af nødhjælp og skaffe vand med lastbiler.
Vi mødte store udfordringer på grund af den forværrede sikkerhedssituation. Da hæren trak sig ud af visse områder i Gaza, blev det muligt for vores team at hjælpe internt fordrevne og støtte dem psykologisk, men gang på gang blev situationen forværret, hvilket gjorde det svært for os at hjælpe.
At være hjælpearbejder i Gaza er både svært og følelsesmæssigt belastende. Som fagperson er jeg stolt af at hjælpe mit lokalsamfund og give støtte i krisesituationer. Som indbygger er det hjerteskærende at være vidne til den daglige kamp, folk står i.
Modtagerne af nødhjælpen har udtrykt stor taknemmelighed for den hjælp, de har fået, blandt andet i form af mobile toiletter, hygiejnepakker, reparationer af infrastruktur og penge til lokalsamfundet for at dække behov.
Det, der er allermest brug for nu er alt fra adgang til rent vand, mad, medicinsk udstyr, hygiejneartikler og steder at bo. Derudover er der et enormt behov for psykosocial støtte for at hjælpe mennesker med at håndtere traumer og stress.
Amal fra Women Affairs Center (WAC)
Amal arbejder for organisationen WAC i Gaza, som på forskellige måder hjælper kvinder. Den 7. oktober vågnede hun af bomberne, der faldt i nærheden af hendes hus.
Amal var hjemme med sine to børn, mens ægtemanden og resten af familien var i Egypten. Hun flygtede sydpå, mens mange af hendes kollegaer blev i Gaza by. Senere måtte hun igen flygte videre sydpå til Rafah. De ansatte i organisationen blev spredt, men nogle af dem formåede at samle sig og genoptage arbejdet.
Amal fortæller:
Fra de første timer, efter jeg kom til Rafah, begyndte jeg at hjælpe kvinder i nød. Jeg var alene og uden ressourcer, så jeg måtte bruge de penge og ting, jeg havde.
Jeg fik henvendelser fra kvinder på flugt; gravide kvinder, syge kvinder og nybagte mødre. Jeg fortsatte med at arbejde alene for at hjælpe dem, samtidig med at jeg tjekkede, hvor mine kolleger havde søgt tilflugt.
Min bror døde på grund af mangel på mad og medicin i Gaza by. Den dag i dag fornægter jeg det, og jeg kan ikke acceptere det, før jeg ser ham og kan tage en sidste afsked.
Det var ikke let, men viljen til at arbejde bidrog til, at vi formåede at organisere os på ny. Nu har vi projekter, der tilbyder tjenester og hjælp til folk. Situationen er alvorlig, behovet er enormt, og det vi kan tilbyde, er kun en dråbe i havet.
Antallet af kvinder, der søger hjælp er overvældende, og det, der er tilgængeligt, er utilstrækkeligt. Vi føler en enorm magtesløshed, når vi ikke kan hjælpe dem.
Men vi gør vores bedste for at hjælpe: psykologisk hjælp, økonomisk støtte og psykosociale indsatser. Vi dokumenterer kvinders historier og lidelser under krigen og deler hygiejnepakker ud. Behovet for hjælp stiger dag for dag.
Det svære er magtesløsheden, vi føler, når vi ikke er i stand til at dække behovene hos så mange kvinder, der lider af sult, tørst, kulde, smerte, sygdom og mangel på privatliv og sikkerhed.
Dagligt banker hundreder af kvinder på vores dør og beder om hjælp. Hver kvinde har en historie, et sår, en unik situation og specifikke behov. Vi havde aldrig forestillet os, at vi skulle høre så meget smerte og lidelse.
Det er ikke let at arbejde midt i en så voldsom krig. Det er skræmmende at bevæge sig rundt, mens flyene svæver over dig, og du føler, at de kan bombe dig når som helst.Amal, WAC
Ayman, Palestinian Centre for Human Rights (PCHR)
Ayman arbejder for organisationen PCHR, som blandt andet dokumenterer menneskerettighedskrænkelser.
Han er én af dem, derhar fortsat arbejdet under krigen, men under meget svære personlige forhold. Aymans kone var højgravid, da krigen brød ud. Familien er flygtet flere gange, og han har i en lang periode været adskilt fra sin kone og deres små børn. Han har været arresteret og er blevet tortureret. Hans lillebror blev dræbt i et angreb.
Amal fortæller:
Jeg forlod min yngste søn, da han var 37 dage gammel. Nu er han syv måneder gammel. Jeg frygter, at han begynder at gå, før jeg får holdt ham. Hver eneste videosamtale med mine børn er fyldt med løfter, jeg ikke kan indfri.
At være hjælpearbejder i Gaza indebærer at være både offer selv og forkæmper for rettigheder. Selvom det er min opgave er at give støtte og forsvare menneskerettighederne, er jeg blevet direkte berørt af de samme krænkelser, vi kæmper imod.
De daglige lidelser, at sult bruges som våben, og at livsvigtig infrastruktur som strøm og internet bliver ødelagt, gør det til en umulig situation for alle palæstinenserne i Gaza.
Støtten, vi har fået fra vores samarbejdspartnere, deriblandt Folkekirkens Nødhjælp og Kirkens Nødhjælp, har været helt afgørende. Støtten har givet os styrke og motivation til at fortsætte vores arbejde med endnu større beslutsomhed.
Fra dag ét i krigen arbejdede jeg med at skrive og publicere udtalelser og opdateringer om brud på økonomiske og sociale rettigheder. Arbejdet indebar at tage ud i felten og samle information fra ofre og ansatte i forskellige distrikter, ofte under farlige forhold, samtidig med at jeg havde personlige udfordringer.
Selvom den hjælp, vi tilbyder, er livsvigtig, føles den ofte utilstrækkelig i mødet med så overvældende modgang. Folk sætter pris på hjælpen, men det er tydeligt, at der skal gøres mere. Vi må fortsætte med at lægge pres på Israel for at få vigtige forsyninger ind.
Det allermest akutte behov i Gaza er humanitær hjælp. Derudover er der et presserende behov for at kæmpe for retfærdighed og værdighed for Gazas befolkning, og for at sikre, at deres rettigheder bliver varetaget. Deres stemmer skal høres, for at vi kan opnå langsigtet fred og stabilitet.
Oversat og redigeret efter Kirkens Nødhjelps artikel, publiceret 07.08.2024. Efternavne er udeladt af hensyn til de omtaltes sikkerhed.
