En lille hvid metalkasse midt i rundkredsen af kvinder rummer alle deres fremtidsdrømme. Drømmen om en butik, der sælger saltede fisk. Drømmen om at sætte flettede kurve i produktion. Og drømmen om, at alle rundkredsens børn kan komme i skole.
Paulina Ateir har sat sin yngste søn fra sig, så han kan lege med småsten på den tørre jord, mens hun selv koncentrerer sig om at samle penge ind fra de andre kvinder.
En gang om ugen mødes de i skyggen fra middagssolen og indbetaler hver 100 shilling (knap 6 kroner), som bliver noteret i små røde notesbøger for at holde styr på, hvad de hver har sparet op til fællesskabet.
Fælles opsparing er livsnødvendigt sikkerhedsnet
Indtil videre er kvindernes samlede formue vokset til, hvad der svarer til mange tusinde kroner.
Den fælles opsparing fungerer som bank og et livsnødvendigt sikkerhedsnet, som låner penge ud til kvinderne med en rente på 10 procent.
Mister en af kvinderne et familiemedlem, får hun udbetalt 3.000 schilling (ca. 175 kroner) som en forsikring, hun ikke skal betale tilbage. På samme måde holder kvinderne hånden under hinanden, hvis de bliver forladt af deres mand, eller hvis et af deres børn bliver sygt, og har brug for lægehjælp.
”Vi føler os stærkere nu, fordi vi hele tiden ved, at vi kan hjælpe hinanden, når vi får brug for detPaulina Ateir
Klimaforandringer fører til uforudsigelighed
Inden Pauline Ateir kom med i låne-sparegruppen for to år siden, tjente hun lidt ved at sælge små stykker brænde, som hun samlede i det tørkeramte Turkana. For pengene skulle hun brødføde sine tre børn sammen med sin mand, som spæder til indtægten ved at fiske i den nærliggende Turkanasø.
Kenyas fattige nordvestlige region er så hårdt ramt af klimaforandringer, at befolkningen ikke længere kan leve som hyrder, fordi uforudsigelige og hårde tørkeperioder tager livet af deres kvæg.
Forsøger at finde nye måder at tjene penge
Manglen på mad skaber konflikter mellem familier og lokalsamfund, og mange har søgt mod Turkanasøen for at finde nye måder at overleve på.
Men tørken gør livet uforudsigeligt og sårbart.
”Før jeg kom ind i vores låne-sparegruppe, var det umuligt for mig at låne penge nogen steder. Jeg var hele tiden bange for, at jeg ikke kunne skaffe nok mad til mine børn,” siger Paulina Ateir og børster sand af sønnens små fingre.
Kvindernes låne-sparegruppe er oprettet med støtte fra Folkekirkens Nødhjælp i Partnerskab med den kenyanske organisation SAPCONE, som kvinderne selv henvendte sig til, fordi de gerne ville arbejde sammen og havde brug for hjælp til at organisere sig.
Drømmer om at åbne butik og sælge fisk og kurve
I projektet har kvinderne fået undervisning i, hvordan en låne-sparegruppe fungerer, og de er blevet støttet i at producere håndværk og forarbejde fisk og andre fødevarer, så de kan sælge deres varer til bedre priser.
Paulina Ateir håber på, at hun med lån fra lånesparekassen kan åbne sin egen butik og købe en motorbåd, som kan transportere de forarbejdede fisk og håndflettede kurve til byer med flere kunder og bedre priser.
Flere drømme – om motorbåde
En lille times kørsel derfra, nede ved Turkanasøens bred, drømmer en gruppe fiskere også om en motorbåd som den næste fælles investering. Den første motor har de allerede købt, men de mangler en mere til de to både, de har sparet sammen til i fællesskab.
Sammen med SAPCONE og Folkekirkens Nødhjælp organiserede fiskerne sig for et par år siden i en andelsgruppe, hvor deres fælles opsparing indtil videre har givet dem råd til at købe to både, der kan sejle længere ud på søen, hvor fiskene har søgt ud, efterhånden som tørken har fået vandstanden til at falde.
I sikkerhed for krokodiller
Før kunne de kun fiske tæt på bredden af søen, alene og på tynde palmestammer, som de bandt sammen med nylonsnor og brugte som en slags paddle board.
”Vi kunne ikke nå ud til de store fisk. Og det var også farligt. Jeg har mistet både venner og familie,” forklarer Peter Ekiru og peger ud på en gruppe to-tre meter lange nilkrokodiller, der solbader på den mudrede bred lidt derfra.
”Nu kan vi sejle ud i vores både i hold, så vi kan passe på hinanden. Og med den båd, der har motor, kan vi komme hurtigere væk og helt derud, hvor der stadig er gode fisk,” forklarer Peter Ekiru og nikker hen til de sivmåtter med tørrede fisk, der bager i solen og får den varme luft til at smage af salt.
Fælles opsparing til nye investeringer
Som del af projektet har mændene fået et tilskud til at købe bedre fiskeudstyr. Og de får undervisning i, hvordan de kan få en højere pris for de fisk, de fanger.
Før projektet kørte Peter Ekiru og de andre mænd i gruppen jævnligt på motorcykel for at sælge deres lille fangst i flygtningelejren Kakuma mere end 150 kilometer væk.
Turen tog lang tid på de sandede landeveje, og udbyttet var for lavt til at brødføde dem. Med den motordrevne båd kan mændene nu sælge fisk ved at bevæge sig rundt via søen og kan på to uger tjene ca. 20.000 shilling (ca. 1.150 kr.) tilsammen.
5.000 kroner sparer de op til fælleskassen – resten deler de ligeligt mellem sig.
To måltider om dagen er en fordobling
”Det føles, som om der sker noget nu. Før fik min familie højst ét måltid mad om dagen. Nu spiser vi to gange om dagen, og jeg har penge til at købe tøj og skolebøger til vores børn.”
Peter Ekiru gør gruppens fiskenet klar til næste sejltur lidt senere på dagen, når solen ikke længere er så skarp. Han smiler og svøber sit pinkfarvede uldtæppe rundt om skuldrene for at beskytte dem mod de stærke stråler.
Før var det at være fisker noget, som altid gjorde dig til en fattig mand. Sådan er det ikke så meget merePeter Ekiru
