Pige henter vand i Kenya

Køkkenhaver redder liv i Kenya

Klimaforandringerne har skabt livsfarlig tørke i det nordlige Kenya. Her er køkkenhaver vigtig og kløgtig klimahjælp

© Jakob Dall

Turkana-regionen i Kenyas tørre nord er et af de steder, hvor klimaforandringerne ses tydeligst, efter at gennemsnitstemperaturen er steget op mod tre grader siden 1967.

Der bor 1,3 millioner mennesker, hvoraf langt de fleste ernærer sig som hyrder.

Dyrene dør i tørken

Årligt falder der sjældent mere end 250 millimeter regn – i Danmark får vi gennemsnitligt 800 millimeter om året.

Landskabet betegnes som halvørken, men regionen har almindeligvis to regntider årligt – en lang fra begyndelsen af april til slutningen af juni og en kort fra oktober til december.

På grund af klimaforandringer er vejret blevet mere uforudsigeligt. Tørkeperioderne er blevet længere og hyppigere. Dyr har ligesom mennesker brug for vand, og derfor truer klimaforandringerne den traditionelle hyrdekultur i det nordvestlige Kenya.

Køkkenhaver er kløgtig klimahjælp

I takt med at livet som hyrder bliver sværere, kan en køkkenhave gøre en verden til forskel for mennesker i den nordlige del af Kenya.

Folkekirkens Nødhjælp støtter køkkenhaverne ved at etablere kunstvandingsanlæg, der sikrer udbytte året rundt. Køkkenhaverne er typisk ret store og kan levere mad til en hel landsby.

Det er oftest de lokale, der selv tager initiativ til køkkenhaverne. Folkekirkens Nødhjælp støtter op om haverne, fordi de kan være et permanent alternativ, der kan give familier den indkomst, som bliver sværere at få fra husdyrhold.

Flere steder har indtjeningen fra haverne betydet, at familier kan sende deres børn i skole hver dag.


Kvinde arbejder i sin køkkenhave. Illustration til Folkekirkens Nødhjæpls klimahjælper. © Jakob Dall

Bliv Klimahjælper

Vil du skabe løsninger for verdens mest udsatte, der lige nu mærker klimaforandringerne på egen krop? Som Klimahjælper gør du en forskel hver eneste måned.

Bliv Klimahjælper

I Turkana får tørkerne navne

Tørke kan ikke alene føre til økonomisk ruin i Turkana-regionen – i sidste ende kan manglen på regn koste menneskeliv.

Det er derfor ikke usædvanligt, at de lokale henviser til forskellige tørker, når de skal fortælle, hvornår en begivenhed fandt sted.

Hver en tørke har haft så stor betydning for livet i Turkana, at de får navne:

1992
Logaara. Ordet betyder ’at sidde stille hen uden håb’ og hentyder til husdyrene, der stod apatisk og ventede på at dø.

1994
Lokwakoyo. Ordret betyder navnet ’hvide knogler’. I perioden kunne man overalt i regionen se de solblegede knogler fra mennesker og dyr, som var omkommet i tørken.

1994
Aenetaw. Udtrykket betyder ’at stramme hjertet eller maven’. Det beskriver overgangen til det stadie, hvor sulten ikke føles længere, og døden nærmer sig.

2002
Nayanae Akimat. Denne tørke blev opkaldt efter en mor, som blev fundet død sammen med sine dyr i en udtørret flodseng.

2011
Lomoo. Ordet beskriver den depressive tilstand, folk sad i, mens mennesker og dyr døde rundt om dem. Tørken fik også navnet ’alle tørkers moder’.

2015-2018
Namegelelach. Navnet på en særlig flåt eller tæge, som trives perfekt i tørken.

Twitter LinkedIn Facebook