I forbindelse med Danmarks Nationale Madspildsdag i uge 39 opfordrer Folkekirkens Nødhjælp til fællesspisning over hele landet. Initiativet har til formål at skabe opmærksomhed om madspild gennem hyggelige og meningsfulde fællesskaber.
Sidste år var Ida Larsen en af dem, der var med til at sætte madspild på dagsordenen, da hun inviterede 80 mennesker fra sit lokalsamfund til fællesspisning.
Det er genialt at bruge sådan en hyggelig og praktisk aktivitet til at få nogle større emner på bordet.Ida Larsen
For hende var fællesspisningen ikke kun en social begivenhed, men en mulighed for at sætte fokus på et stort problem, som mange har svært ved at forholde sig til i hverdagen.
Madspild er et enormt problem. Hvert år smider danskerne mere end 814.000 ton mad ud, mens 820 millioner mennesker på verdensplan sulter. Det er en ubalance, som Ida ville være med til at ændre med fællesspisningen i Aulum.
Den lokale Rema 1000 og frivillige gav en hjælpende hånd
Idas fællesspisning blev muliggjort gennem et samarbejde med Rema 1000 i Aulum, som donerede madvarer fra butikken, der ellers skulle have været smidt ud, til arrangementet. “Jeg gik bare ned i den lokale Rema 1000 og spurgte medarbejderne, om det kunne være en mulighed at få deres overskudsvarer til fællesspisningen,” fortæller Ida.
Ida fik også hjælp af andre frivillige fra KFUM og KFUK i Aulum, der i forvejen afholder fællesspisninger. På den måde var det nemt at arrangere en aften med lækker mad og godt selskab.
En af de ting, Ida særligt kunne lide ved fællesspisningen, var den positive stemning og den spænding, der opstod omkring maden. Deltagerne blev ikke kun overrasket over smagen, men også over, at retterne var lavet af ingredienser, som ellers ville være blevet smidt ud.
De var særligt positivt overrasket over, hvor lækker mad man kan lave af slatne squash og frasorterede, knækkede ris.Ida Larsen
Deltagerne var begejstrede for at kunne gøre en forskel, men mange blev også chokerede over, hvor meget mad der faktisk smides ud.
Ida har også selv været mere opmærksom på at minimere sit madspild efter fællesspisningen. Selvom hun altid har forsøgt at smide så lidt mad ud som muligt, har oplevelsen fået hende til at tænke endnu mere kreativt i køkkenet, når der er advarer, der nærmer sig eller har overskredet sidste holdbarhedsdato.
Hun håber, at hendes initiativ har inspireret deltagerne fra fællesspisningen i Aulum til at tænke over deres forbrug og tage et skridt mod en mere bæredygtig hverdag.