Der er brug for godt fodtøj, når man skal krydse Nepals længste fodgængerbro hen over Mahakali-floden. Hver dag går ægteparret Sita og Resham Badi den 1,5 km lange tur til fods over hængebroen, der forbinder byerne Dodhara og Chandani i det sydvestlige Nepal, for at komme på arbejde.
Men heldigvis er Sita og Resham selv eksperter, når det kommer til at lave slidstærke sko. De driver nemlig et skomagerværksted i Kanchanpur.
Det er tydeligt, at Resham og Sita er stolte over deres arbejde og det, de sammen har opnået.
Og det kan man godt forstå, at de er. På få år har ægteparret formået at bygge en succesfuld forretning op. De har knoklet for at sikre sig selv og deres børn en bedre fremtid. I dag lever de af at sælge og reparere sko.
Jeg er meget stolt over, at vi har vores egen forretning og tjener penge til vores familie.Sita Badi
Større frihed og råd til børnenes uddannelse
Før i tiden var Sita og Resham nødt til at spørge deres familie om penge for at få det hele til at løbe rundt. Sita fortæller, at hun syntes, det var meget skamfuldt. Hun plejede at være misundelig på dem, der havde deres egen forretning.
Men Sita og Reshams liv ændrede sig, da de i 2022 fik hjælp til at åbne deres egen forretning af Folkekirkens Nødhjælp.
I samarbejde med vores partnerorganisation NNSWA fik Sita og Resham materialer, værktøj og undervisning i at starte et skomagerværksted. Og deres slidstærke kvalitetssko fik hurtigt et godt ry i lokalområdet. Folk begyndte at strømme til Sita og Reshams butik for at få repareret deres sko.
Sita drømmer om at udvide forretningen til en hel skofabrik
Resham og Sitas arbejdsdag begynder typisk omkring kl. 8 om morgenen. Resham laver bl.a. sko til børns skoleuniformer, mens Sita primært arbejder med reparationer af sko. De nyder begge to den daglige kontakt til kunderne og arbejdet med at lave sko.
Efterhånden som kundebasen er blevet større og større, har Sita og Resham også fået råd til at købe bedre udstyr. Og i dag har ægteparret endda også en opsparing til nødsituationer som eksempelvis sygdom i familien.
Det gør mig glad at stå her i butikken, at møde kunderne og reparere sko.Sita Badi
Særligt Sita har opdaget, at livet som skomager giver hende enormt stor glæde. Så stor glæde, at da hun bliver spurgt til sine drømme, svarer hun med et smittende grin, at hun drømmer om at udvide og starte en hel skofabrik med mange ansatte, så hun får en endnu større forretning.
Drømmer om, at børnene overtager forretningen
Det betyder meget for både Sita og Resham, at de tjener deres egne penge. De føler, at de har meget større frihed, når de selv kan spare penge op i stedet for at bede andre om hjælp.
Resham og Sita håber på en dag at kunne give skomagerværkstedet videre til deres børn. De er allerede ved at oplære deres ene søn i skomagerfaget. På den måde er værkstedet også en investering i fremtiden, da den sikrer, at de kan give deres børn det liv, de drømmer om.
Min drøm er, at mine børn en dag overtager forretningen og udvikler det, Resham og jeg har startet sammen. Jeg ønsker ikke, at mine børn skal gå igennem de samme udfordringer, som jeg har haft i mit liv.Sita Badi