Silkeborg Højskole og Folkekirkens Nødhjælp har samarbejdet om at sende højskole elever på en spændende rejse i årevis. Hvert år sendes elever ud på en anderledes og lærerig rejse, som skaber uforglemmelige historier. Læs nogle af dem herunder!
Vi besøger projekter og lokale partnere
Med Silkeborg Højskole er der mulighed for flere rejsedestinationer, hvor man ved dem alle kommer helt tæt på Folkekirkens Nødhjælp arbejde og lokalbefolkningen. Som elev kan man tage med til Israel/Palæstina og Nepal.
Historier fra tidligere elever, der var i Malawi
Første dag i landsbyen
Fortælling fra min første dag i landsbyen:
Jeg skal prøve at fortælle dig om den første fodboldkamp i byen. Målet er med klipklapper som stolper, som man kender det fra den bløde danske park. Også stopper sammenligningerne ellers der. For her er intet som det er derhjemme. Banen er en støvet mark. Vi spiller på mursten og mango kerner – helt seriøst. Det gør ondt. Men børnene mærker det ikke. På den ene baglinje står hele byen. Jubler hver gang jeg gør det mindste. Så laver lidt lækre tricks, selvfølgelig. Jeg er ikke professionel, men det må være sådan her det føles. Men spiller også de andre fri. Ingen holder igen. Sparker alt hvad de kan. Og de tuder aldrig. Ikke som i sfo’en. Skinneben mod skinneben. Videre. Træder på mursten. Videre. Træk til højre. Træk til venstre. Glidende takling. Saltomortale og curle på ansigt. Videre. Det er en fodboldkamp fra helvede jeg er en del af. Og spillerne er som et mytologisk mix af Ronaldinho og Graversen på coke. Jeg træder på mursten og græder indeni. Ved godt mzungu ikke må græde. Her handler det om styrke, og jeg har i sinde at vise det. Ingen svaghedstegn. Ikke på førstedagen.
Dagen efter:
I dag er min fod gul og blå, og jeg kan ikke så godt skjule jeg halter…
Giv en Ged, gør en forskel
Mit navn er Emil, og jeg er afsted med Silkeborg Højskole på en frivilligrejse, gennem Folkekirkens Nødhjælp . Jeg har lige cyklet 26 km på en hullet hovedvej, og 8 på en muddervej. Det er regnsæson, og det kan man godt se på vores tøj. Sportstrøjen sidder tæt, og på ryggen er der mudder fra de mountainbikecykler der skal til for at komme gennem Malawis vejsystem.
Vi ankommer til en landsby, lavet af ler. Her er 60 huse, og de står blandt majsmarker, grønne træer og små hævede gedehuse. På stierne løber børnene ud: ”Azungu, Azungu!” (Hvid mand). Vi siger hej, stiller cyklerne og går de altid forventningsfulde øjne i møde. Vi bliver budt velkommen, og guidet ind i et stædigt hus. Det ligner det kan stå her i hundrede år, men vi ved alle hvor skrøbeligt det er. Vi venter på, at den voldsomme regn stopper. Inde i et tomt rum sidder to landsbyboere, og byder os velkommen med kyshånd. I bare tæer sætter vi os på bambustæpper. Væggene er mørke. Det eneste der lyser rummet op, er gedekomiteens formands kærlige smil. For at give lidt ekstra lys fjerner vi træpladerne fra vinduet, men lige meget hjælper det. Vindueskarmen er fyldt med børn, der interesseret følger med i mødet med dem der gav dem gederne. Dem der gav dem fremtiden. Og vi sidder jo bare her. Vi har ikke givet nogen ged. Men vi kan ikke nænne at fortælle dem det. For de er så taknemmelige, og vi vil ikke ødelægge øjeblikket.
Formanden for gedekomiteen rejser sig, og giver os først en bøn, og dernæst en tale. Vi kan ikke forstå Chechewa (Malawis hovedsprog) og oversættelsen er ikke engang til husbehov. Men vi forstår, hvad hun siger. Vi kan se tårrene i hendes øjne, mens hun fylder rummet med ord om taknemlighed, stolthed og fremtid. Når FKN siger, de gør noget, så gør de det. Den slags institutioner er hun ikke vandt til at beskæftige sig med. Selvfølgelig er vi rejst afsted som repræsentanter for FKN, men det føles alligevel en smule forkert at modtage alle de ord. Man får fornemmelsen af, at selv, hvis hun vidste, at vi ikke gav gederne, ville det være hende ligegyldigt. Det samme gælder for resten af landsbyen. De skal bare have nogle at rette sin enorme taknemmelighed i mod, og i det her tilfælde blev det os.
Efter talen bliver vi vist rundt i byen. Med fremskudt bryst, store bevægelser og smil på læberne viser de nye landmænd stolt deres geder frem. I regnen går vi tilbage mod cyklerne, og pludseligt bryder landsbyboerne ud i dans. De danner en cirkel. Klapper og danser, griner og råber. De danser for os, og vi danser for dem. Vi taler ikke med samme tunge, men vi danser det samme sprog — nogenlunde. Vi har ikke helt formerne eller bevægelserne til at matche dem, men at dømme ud fra deres entusiasme, er det lige meget. Vi har noget tilfælles. Og det var den bedste afslutning besøget kunne få.
På vej derfra snakker vi om nogle ting. Man kan dele Giv en Ged projektet op i to dele, synes vi. Det økonomiske og det sociale. Når du har fået 4 geder, og fået undervisning i pasning og pleje, begynder de at formere sig. 4 geder bliver til flere geder, og de skal gives videre til dem bestyrelsesmedlemmerne udvælger. Det er typisk den fattigste i landsbyen, som nu har noget at være stolt over. På den måde opstår der en gedeværdi-kæde, som på sigt kan hjælpe hele landsbyer. Og geder hjælper ikke bare med mælk eller gødning. De kan sælges på det lokale marked, og næsten dække en voksen mands årlige madforbrug i majsmel (Nshima, de spiser det 3 gange om dagen). Men der er også andre ting på spil. Danske værdier. For når man giver en ged, giver man samtidig et dansk minisamfund til en afrikansk landsby. For med geden følger kravet om, at danne en gedekomite. Heri sidder en formand, næstformand og et antal bestyrelsesmedlemmer. Alle sammen har de en vigtig indflydelse på, om projektet lykkes. Det er fantastisk at iagttage, hvordan demokratiske institutioner hjælper til, at de får øje for hinanden. Som venner, medmennesker og samarbejdspartnere. Så når du giver en ged, giver du demokrati. Og du hjælper til, at de værdier du forbinder med det, langsomt institutionaliseres rundt omkring i verden. Der er ikke kun tale om at løfte dem økonomisk, men også socialt. Og ringe spreder sig i vandet. Det gør de.
Vi når tilbage til den travle hovedvej, hvor lastbilerne stormer forbi. Her er mest af alt hektisk, men også umiddelbart kritisk. For her er intet tegn på, at landsbyen vi kommer fra er i opblomstring. Men vi ved det. Jeg ved det. Jeg trøster mig ved tanken. Jeg ved fremgangen ulmer i den lille ler landsby, og i hele landet.
En sej kvinde
Dagens malawianer:
Mød 34-årige Rebecca, som bor i en lille landsby kaldet Chang’ombe med sine tre små børn på henholdvis 7, 5 og 1,5 år (og nå ja – så er hun også host mor for Kirstine). Hver eneste dag står hun tideligt op for at kokkerere over bålet, så børnene 6:15 kan blive sendt på den lange gåtur til skolen. Rebecca er en arbejdsom, varm og utrolig omsorgsfuld kvinde. På en og samme dag formår at lave tre måltider mad, være i marken, rengøre huset, fodre grisene, hente vand, vaske tøj, ordne opvasken mm. – alt sammen med et barn på ryggen. Engang imellem tager hun den lange vej til banken for at tjekke, om der er kommet penge ind på kontoen fra hendes mand, der arbejder som gartner i Cape Town for en tysk familie. Det er nu fem år siden, at han var hjemme i Malawi. Rebecca har boet 6 år i Linongwe, hvor hun tog Secondary School og et enkelt år i Cape Town ansat som husholderske hos samme tyske familie. Hun er helt vild med børn og tager sig også kærligt af de mange andre landsbybørn, som hverdag flokkes til det lille hus. Drømmen er at flytte til storbyen og udnytte hendes flotte engelsk som lærer. En sådan sej kvinde skal man lede længe efter.
