I dag besøgte vi en lille landsby uden for Betlehem. Vi havde modtaget oplysninger om, at bosættere har overfaldet familiemedlemmer fra byen, stjålet olive og trængt ind i huse om natten. Da dette og værre sker i mange landsbyer omkring Betlehem, var vi endnu ikke kommet til landsbyen, som er lidt besværlig at nå frem til: turen op ad bjerget går af en meget stejl og ujævn grusvej. Dagen før havde vi på afstand set to ildebrande i landsbyen, og vi kunne se en hvid jeep fra bosætter-politiet, så vi besluttede at prøve at komme frem. Og det var på tide.
Da vi ankom, sad otte mænd i en rundkreds under et træ og holdt møde. Det var familiens overhoved og tre andre mænd fra klanen, der bor i landsbyen, der holdt møde med repræsentanter fra en palæstinensisk organisation. Denne organisation kom også for at følge op på gårsdagens hændelser.
Dagen før var landsbyen blevet angrebet af 20 bevæbnede bosættere og 10 soldater. Bosætterne havde affyret tåregas mod landsbyens huse. 10 børn, heraf en 2 måneder gammel baby, blev udsat for tåregassen. Tåregasgranaterne antændte de to brande, vi kunne se fra Betlehemsiden, og ødelagde de slanger, der leder vand til landsbyen. Efterfølgende blev ambulance og brandbil nægtet adgang.
Det viste sig, at dette var det tredje angreb inden for tre dage. Bosætterne kommer med soldater til at beskytte sig og tyranniserer landbyboerne med et klart budskab om, at de ikke længere må gå ud på marken med oliventræer øverst på bjerget, bare 20 meter fra hvor vi sidder. De må ikke lade deres får græsse på bjergsiderne – altså på landsbyens jord. Bosætterne trænger med soldaternes hjælp ind i husene og gennemsøger alt, mens de truer kvinderne med at skyde dem, hvis de går i marken. De slår mændene med pinde eller presser mundingen af deres rifler mod deres hoveder og fortæller, at de vil skyde dem og deres dyr, hvis de går ud på markerne.
Chikanen fra bosætterne har stået på i 20 år, men siden 7. oktober sidste år er volden taget til. Nu er bosætterne bevæbnede og kaster ikke bare sten efter beboere eller biler, der færdes på de marker og veje, bosætterne har overtaget. Nu skyder de også med skarpt. De bosættere, der kommer nu, består af unge radikaliserede bosættere fra forskellige bosættelser. Professionelle bander, der spreder frygt og ødelæggelse i mange små landsbyer som denne.
Det er forfærdeligt at lytte til landsbyboernes oplevelser. Dette sker flere gange om ugen. Mændene er bange for at tage på arbejde, da de ikke kan lade kvinder og børn alene tilbage. De er bange for at bosætterne skal sætte ild til deres biler og huse om natten, så familierne brænder inde, som det er sket andre steder på Vestbredden.
Fra min plads i rundkredsen kan jeg se to bakketoppe. Den ene tilhører familien i landsbyen, den anden et kloster på den anden side, som vi besøgte dagen før. Men på begge bjergtoppe står nu plantet israelske flag. Når bosættere planter et israelsk flag, tæller det som en ’outpost’. Det er en måde at markere, at dette sted nu er taget. Jeg har spurgt til, hvordan det kan lade sig gøre tusind gange, for det giver ikke mening, at man bare kan sætte et flag på andres land og dermed påkalde sig militær beskyttelse og ret til at skyde, hvis ejerne af jorden skulle forsøge at fjerne flaget. Det giver overhovedet ikke mening. Men det er sådan, det fungerer her på Vestbredden. Efter flaget følger ofte en container. Og så en dag kommer en bulldozer og laver en vej. Så bygges et skur, så et hus, så flere. Så en mur, så udsigten til det hellige land ikke ødelægges af palæstinensernes huse, der aldrig må være højere end murene.
Det var så nedslående at besøge landsbyen, for selvom de har rapporteret om overfald og trusler til de israelske myndigheder (der jo har pligt til at beskytte befolkningen i de besatte områder) til Røde Kors, til FN-organisationer, til politistyrkerne i den nærliggende bosættelse, så er der ingen, der kommer dem til hjælp. Der er ingen, der kommer til at forhindre, at landsbyboerne mister deres høst, deres oliventræer, deres græsning til dyrene. Der er ingen, der beskytter dem mod at bliver tæsket, skudt, brændt inde. Hvor længe kan beboerne i landsbyen fortsætte denne tilværelse?
