Celia Auland Marcussen var menneskerettighedsobservatør i Palæstina og Israel i efteråret 2024. Hun boede i det besatte Østjerusalem og udførte arbejde både der og på Vestbredden. Her kan du læse et af de nyhedsbreve, hun skrev, mens hun var afsted.
Vil du have besøg af en tidligere menneskerettighedsobservatør?
Du kan booke et foredrag med en tidligere menneskerettighedsobservatør. Henvend dig til Sarah Ziethen på sazi@dca.dk og hør mere.
Fredag er en helt special dag at være i den gamle bydel i det besatte Østjerusalem. Før middagsbønnen strømmer muslimske palæstinensere til for at bede ved Al-Aqsa moskéen, som ligger inde i den gamle bydel.
Menneskestrømmen er dog slet ikke så stor, som den kunne og burde være, for det har altid været svært for palæstinensere fra Vestbredden at opnå tilladelse fra de israelske myndigheder til at komme til Jerusalem og bede, og det er blevet stort set umuligt efter d. 7. oktober 2023.
Det er i sig selv en sorg og absurditet. En anden sorg skabes af den vold, vi er vidne til fredag efter fredag, når vi monitorerer de israelske sikkerhedsstyrkers behandling af palæstinensere, som forsøger at tilgå moskéen for at bede.
I dag var ikke anderledes end alle andre fredage. Palæstinenserne strømmede til den gamle bydel for at komme ind og bede. Men stemningen var som ofte tung, anspændt og stressende, for palæstinenserne må ikke frit gå ind til moskéen og begynde deres bøn.
Et menneskeligt hegn af soldater
Hver fredag møder israelske soldater og politi talstærkt op ved alle indgange til Al-Aqsa moskéen – og de står også parat ved portene til den gamle bydel, hvor man finder indgangene til moskéen. Omgivelserne omkring bønnen er derfor ekstremt militariseret. Den palæstinensiske menneskemængdes første møde på vej til bønnen var i dag 14 soldater.
Disse 14 soldater stod på en linje foran indgangen til den gamle bydel – et intimiderende menneskeligt hegn, som gjorde det umuligt for palæstinenserne at komme forbi, uden at komme i fysisk kontakt med soldaterne. På samme tid stod tre soldater ovenpå et tag, og overvågede den tilstrømmende folkemængde.
Med fingeren på aftrækkeren
Disse soldater står ikke passivt og ser til, men er aktive. De er aktive på en intimiderende måde, og flere af dem har konstant fingrene på aftrækkeren af deres riffel. Inden for blot fem minutter var jeg vidne til, at 32 unge mænd og teenagedrenge blev peget ud af soldaterne og sendt væk. Soldaterne fratog dem retten til at bede i moskéen.
Disse unge mænd blev ikke stillet et eneste spørgsmål, og de blev ikke bedt om at vise identifikation hvori det fremgår, om de har opnået tilladelse til at få adgang til moskéen. De blev blot sendt væk ud fra deres alder og køn. Jeg ser dette mønster hver fredag.
At få frataget retten til at bede er hjerteskærende, og det nedslåede blik i de unge mænds øjne siger alt. De 32 mænd blev dog ikke ”blot” frataget retten til at bede i moskéen – de blev også sendt væk af en gruppe ekstremt voldelige israelske soldater, som tog hårdt fat i dem og skubbede dem ned ad gaden og væk fra indgangen. En voldelig adfærd, som jeg oplevede som umotiveret og uden grund.
Fredag efter fredag med vold fra soldater
Vi sidder hver fredag på en plads lige ved indgangen til Al-Aqsa moskéen, og her gik vi også ind i dag. Den triste, voldsomme og anspændte stemning var stadig i luften, for de fleste palæstinensere havde lige krydset 14 voldsparate bevæbnede israelske soldater.
Også her er alt militariseret: hegn bliver brugt til at gøre adgangen til moskéen mere snæver, det stuver menneskemængden sammen og får ikke situationen til at blive mindre kaotisk.
De israelske soldater er også talstærkt til stede her. Her udspiller sig de samme dynamikker, som ved indgangen til den gamle bydel. 43 unge mænd og teenagedrenge blev i dag her nægtet adgang til at bede i moskéen.
Der er en helt speciel summen fra de mange mennesker, som er på vej mod moskéen, og der er egentlig generelt ret stille.
Denne summen afbrydes af sporadiske råb affødt af voldsepisoder, hvor de israelske soldater anvender fysisk vold til at skubbe palæstinensere væk fra indgangen. Hver fredag er volden ekstrem på denne plads, og dette var også tydeligt i dag.
I flere tilfælde forfulgte soldaterne enkelte palæstinensere ned ad pladsen og skubbede dem brutalt væk, indtil de var fjernet fra moskéens indgang. Jeg var i dag også vidne til, at politiet trak deres knippel og slog på palæstinenserne for at sende dem væk.
En meningsløs vold
Det er svært for mig at beskrive og gengive den vold, jeg er vidne til, og den er lige så svær at forklare, for det giver ingen mening.
De fleste palæstinensere, som bliver nægtet adgang, sætter sig på stenblokke på pladsen foran indgangen til moskéen. Gruppen af mænd, som sidder på denne plads, vokser og vokser, mens bønnekaldet lyder fra moskéens minareter lige inde på den anden side.
Det er forfærdeligt at sidde og være vidne til vold og krænkelser af palæstinensernes helt grundlæggende ret til at få adgang til at bede i Al-Aqsa moskéen. Jeg oplever det som en kollektiv afstraffelse.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor uretfærdigt det må føles for de palæstinensere, som sidder på pladsen udenfor moskéen og er blevet nægtet adgang, for hvad kan de egentlig stille op?
Når bølgerne går højt imellem en palæstinenser, som bliver nægtet adgang, og en israelsk soldat, er jeg ind i mellem vidne til, at andre palæstinensere træder til og forsøger at deeskalere situationen. Det er nedslående, at selv disse palæstinensere, som forsøger af deeskalere, også bliver mødt af de israelske soldaters vold.
For to uger suden faldt en ældre mand til jorden, og hans religiøse hovedbeklædning faldt af som resultat af de israelske soldaters voldelige adfærd. En uacceptabel reaktion på medierende adfærd.
Modstandskraft og bøn på trods
Hver fredag bliver der på et tidspunkt helt stille på pladsen, og det er tydeligt for mig, at bønnen nu skal til at gå i gang. For selvom palæstinenserne på pladsen blev nægtet adgang, insisterer de på at bede udenfor indgangen til moskéen.
I dag rejste omkring 160 unge mænd sig op og gjorde sig klar til bøn; et både overvældende, rørende, stærkt og ekstremt modstandsdygtigt syn. Bønnen foregik i dag uden afbrydelser, men dette er ikke altid tilfældet.
For to uger siden var jeg vidne til, at en af de israelske soldater gik hen til en palæstinensisk mand, som han netop havde nægtet adgang til moskéen. Soldaten hviskede palæstinenseren i øret, netop som han havde sluttet sig til gruppen af bedende palæstinensere ude foran indgangen til moskéen. Det afbrød selvfølgelig manden i hans bøn.
Samme dag forsvandt lyden fra imamens prædiken pludselig: højtaleren blev slukket. Alle de bedende sad længe, tålmodigt, og afventede at lyden skulle komme igen, men det gjorden den aldrig.
Pludselig begyndte de bedende selv at lede bønnen, og de færdiggjorde sammen bønnen i kor. ”De skar lyden væk” var reaktionen fra de bedende palæstinensere, med henvisning til, at israelske soldater eller bosættere havde slukket for højtalerne.
Jeg forsøger om fredagen at henvende mig til de unge mænd som bliver nægtet adgang til at bede i moskéen. Jeg prøver at forstå hvad der sker, når de unge mænd bliver sendt væk og afvist af soldaterne. Men samtidig minder jeg fredag efter fredag mig selv om, at det ikke giver mening, at jeg bliver ved med at insistere på at spørge efter en grund, for der er ikke nogen forklaring.
Da jeg i dag spurgte en ung mand, svarede han blot ”hvad kan vi gøre?” inden han undskyldte sig og skyndte sig videre på arbejde. Soldaterne gør lige hvad de vil – uden konsekvenser.
