På en bakketop i den nordlige del af Jordandalen står en bænk. Her sidder en mand og drikker sin morgente i lyset fra den nyligt opståede sol. Ved siden af bænken står en stol, og bag stolen er et flag boret godt ned i den sandede jord. Flaget er blåt og hvidt og helt centralt er en davidsstjerne. Manden er bosætter, og hans nye morgenritual er at tage sin morgente, og nogle gange en kammerat, med hen til bænken. Her sidder de i en halv times tid, inden de går igen.
Det lyder jo fredfyldt: Te en lun oktobermorgen med en pæn udsigt og en god ven ved sin side. 30 meter foran flaget er et hegn, som afgrænser en palæstinensisk families grund. Familien kan hver morgen sidde og se på bosætteren drikke sin morgente. Det israelske flag blev placeret ved siden af familiens grund for halvanden måneds tid siden. En uges tid senere kom stolen til, og endnu en tid derefter kom bænken.
En af kvinderne ler lidt bittert: “Nu har vi boet her i over 50 år, og vi har aldrig tænkt på at sætte en bænk der! Om Gud vil det, sætter vi vores egen bænk der, når besættelsen er slut. Der er jo nok en fantastisk udsigt!”
Familien er plaget af bosætterchikane i en så voldsom grad, at de har israelske fredsaktivister hos sig 24 timer i døgnet. Aktivisternes tilstedeværelse er beskyttende, og samtidigt dokumenterer de overgrebene.
Meget af chikanen har været ledet af den føromtalte bosætter, som faktisk for nyligt er blevet dømt for det. En sjældenhed. Han fik et forbud mod at være i en radius af 30 meter fra familiens grund. Dagen efter dommen blev bænken, stolen og flaget derfor rykket.
“Det er en ubrugelig dom! Han rykkede bare bænken fem meter længere væk!” fortæller en af sønnerne os hidsigt.
Nogle dage før vores besøg kom 10-12 bosættere ind i familiens gård sent om aftenen. De kom fra flere sider og var meget intimiderende, får vi fortalt. De råbte, at de ville dræbe børnene. Truslerne kom på hebraisk, men især børnene har lært en del hebraisk af de israelske fredsaktivister. Så de oversatte ordene til deres forældre.
Familien var meget bange for, hvad bosætterne ville have gjort uden aktivisternes tilstedeværelse.
Morgenen efter kom bosætteren og drak sin te på bænken ved siden af det israelske flag. Så nok har han fået et forbud mod selv at befinde sig på familiens grund, men han deltager alligevel i chikanen ved at sidde og skænke te til sig selv morgen efter morgen. Det er en anderledes form for chikane end den om aftenen, men alligevel en daglig påmindelse til familien om, at de bliver holdt øje med – og at de bliver holdt øje med af én, som kan gøre (næsten) som det passer ham.
