Når vores chaufførs gule taxi transporterer os gennem Jordandalen på lange, asfalterede veje, åbner der sig et tørt og sandet landskab til begge sider. Efteråret i dette område er goldt; sommerens altomsluttende varme har svedet planter og græs bort og efterladt en brun og nøgen jord. Foråret er kontrasten, får vi fortalt, hvor her er græs til knæene, hvor alting spirer og er SÅ smukt: “Kom igen til marts!”
Men det føles som om, at det har været mentalt efterår i Jordandalen siden d. 7. oktober sidste år. Mismodet, opgivelsen, angsten danner tilsammen en alt for vægtig tyngdedyne, som ingen rigtig ved, hvordan de skal få løftet af sig. Vi møder ganske få forhåbninger til, at det nogensinde skal blive forår i Palæstina igen.
Det er utroligt nemt for mange at finde ord for, at de gerne vil dø:
“Jeg vil hellere dø end at beholde dette liv,” siger bedstefaderen. To meter væk sidder et barnebarn i en gul t-shirt og leger med et lille batteri.
Den ældre kvinde smiler ofte, hvilket får hendes vejrbidte hud til at rynke sig yderligere. Hun smiler også, idet hun siger: “Jeg er klar til at dø! Bare skyd mig! Skyd mig, før I stjæler mine får. For stjæler I mine får uden at dræbe mig, vil jeg alligevel dø en lille smule hver eneste dag.”
I går blev Libanon ramt af personsøger-angrebet. Den unge mor skråt overfor mig bærer en mørk kasket ovenpå sit tørklæde og hendes slanke arme bevæger sig med energi og vrede, når hun taler: “Jeg vil sove med min telefon tæt på mit hjerte i nat. Så har jeg måske en anledning til at komme herfra.” Hun placerer illustrativt sin smartphone på sit bryst og kigger mig øjnene.
Jeg oplever, at mange palæstinensere ikke ved, hvad de skal stille op. Det er svært for dem at se en ende på miseren. Vanskeligt for dem at se, hvad og hvor løsningerne er. Som en sagde:
“Vi må ikke gøre modstand, for så er vi terrorister. Vi må ikke flygte, for ingen vil tage imod os. Ikke
engang Jordan. Vi skal bare lægge os ned og vente på at dø.”
Fra uge til uge, fra dag til dag, bliver albuerummet indskrænket for de palæstinensere, vi møder. Det hele er svært. Svært, svært, svært. De kan ikke sove om natten, fortæller mange. Der er problemer med alting hele tiden, lige fra skolegang til konfiskeringer til vandforsyning. Og det går aldrig den modsatte vej: Ingen historier om palæstinensere, der pludseligt får lov til at græsse med deres får på et bjerg, som tidligere var en no-go-zone, eller en familie, der vinder en retssag, så deres hus alligevel ikke skal nedrives. Det går kun ned af bakke.
For de palæstinensere, vi møder og taler med, fremstår situationen uden håb. De smiler mat og undskylder, at de kun taler om problemer. Mumler noget i retningen af, at alt bliver godt igen efterfulgt af et inshallah, men ordene lires af som en udslidt frase, uden nogen form for overbevisning eller gnist. De nikker langsomt, når min kollega fortæller om de store demonstrationer for et frit Palæstina i Europa, slår ud med armene og sukker, at det jo ikke gør nogen forskel, når regeringerne ikke støtter op.
Det er lige nu vanskeligt for mig at se, hvordan efterår skal blive til forår her i Jordandalen. Måske har palæstinenserne ret i, at det nærmere er en isnende vinter, der er næste skridt
