Da vi var små, kunne min storebror finde på at sidde med et lille, nusset kladdehæfte og sætte streger, hver gang han så en bil ud ad vinduet. Han satte streger alt efter bilernes farve, og sådan kunne der nemt gå et par timer, mens vores forældre velsagtens drak kaffe eller spænede rundt efter nogle yngre søskende. Ren provinsidyl.
Jeg har her i Jordandalen mødt en dreng, der også spotter biler. Han er, ligesom min bror, den ældste i sin søskendeflok. Hans sandaler er tydeligt velbrugte, og hans hår kort og mørkt. Drengen sætter ikke streger i en notesbog, men noterer og husker bilerne i hovedet. Kategorierne er ikke ‘grå’ og ‘rød’, men derimod ‘bosætter’, ‘nabo’ og ‘soldat’.
Bosætterne er begyndt at skifte biler ret så ofte, fortæller drengen. Det gør identifikationen mere forvirrende, men denne her gut giver ikke så let op. Heller ikke selvom en af bosætterne netop har fået en bil magen til drengens onkel – for så sørger han bare for at være på vagt uanset hvad, når denne type bil nærmer sig af den hullede og støvede grusvej.
Drengen griner bredt, da han fortæller historien om onklens bil og kigger rundt på sin opmærksomme tilhørerskare. Mine kollegaer og jeg ler tilbage, men min hals snører sig sammen, fordi jeg tænker på det komplet åndssvage i, at en dreng skal sidde og spekulere på, om han mon får besøg af et familiemedlem eller en soldat til frokost.
Da en far fra samme landsby for nogle dage siden skulle hente sine børn ved skolebussens stoppested, henvendte en bosætter sig til ham. Han fortalte faren, at han havde tænkt sig at brænde skolebussen. Det er en meget voldsom trussel. Det er også en trussel, der i skrivende stund ikke er blevet ført ud i livet, og som forhåbentlig – og formentlig – aldrig bliver eksekveret. Men for familier, der flere gange om dagen oplever chikane, og som hører grusomme historier fra andre dele af Vestbredden, er det svært at skelne de tomme fra de reelle trusler.
Så nu tager drengen og hans søskende skolebussen med den advarsel i baghovedet. De tager skolebussen hen til en skole, som de fortæller hver dag bliver kontrolleret af en velkendt bosætter. Han tjekker, at de ikke flager med det palæstinensiske flag. Det har han nemlig forbudt. Fordi han kan.
Andre dage, som dagen for vores besøg, tager drengen og hans søskende slet ikke skolebussen, fordi lærerne sidder fanget i timelange checkpointskøer og ikke kan nå frem til at undervise. Skolen prøver at tilbyde online undervisning, men denne mor har kun et par skærme, som alle børnene skal dele. Mens vi besøger familien, kan vi høre to søstre skændes om, hvorvidt de skal lave skoleopgaver eller spille spil på telefonen. Et klassisk og genkendeligt dilemma, tænker jeg ved mig selv.
Sådan er der så mange oplevelser og historier, der på en gang er genkendelige og fuldstændigt
uforståelige her på Vestbredden. Som da jeg kortvarigt så noget af min storebror i drengen. Men
deres fortællinger er alligevel så dybt forskellige, fordi min storebror aldrig frygtede, at personen i
den røde bil havde til hensigt at tæske vores far – eller brænde vores skolebus.
