Celia Auland Marcussen var i Palæstina og Israel i efteråret 2024. Hun boede i det besatte Østjerusalem og udførte arbejdede både her og på Vestbredden.
I går mødte jeg 15 meget unge mænd. Egentlig var de drenge. De var mellem 13 og 15 år. Jeg oplevede dem som unge mænd, fordi de opførte sig voksent. Jeg mødte dem, da vi i går fik at vide, at de israelske sikkerhedsstyrker havde revet en moské ned i bydelen Jaba al-Mukaber i Østjerusalem.
Jeg ved, at dette er den anden moské, de israelske myndigheder har revet ned inden for én uge.
Da vi ankom til området, gik de 15 unge drenge rundt på det sted, hvor moskéen havde ligget. Alle gik rundt og rodede i ruinerne fra den nedrevne moské. De israelske myndigheder og sikkerhedsstyrker havde nemlig ikke tilladt brugerne af moskéen at tage ejendele, bøger, koraner og andre vigtige genstande ud af moskéen, inden de rev den ned.
Tidligt om morgenen stormede sikkerhedsstyrkerne området omkring moskéen. De rev den ned, fordi den var blevet bygget uden tilladelse. Men de unge drenge fortalte os, at moskéen havde ligget i byen i mere end 20 år. Derudover er det velkendt af alle i det besatte Østjerusalem, at det er umuligt at få en byggetilladelse her.
Bønnekald fra ruinerne af en moské og skole
De unge drenge fortalte os stolt, at moskéen også husede en koranskole, hvor børn fra hele området kom for at lære om islam og at læse Koranen.
De fortalte os at flere end 200 børn plejede at komme her fire gange om ugen. Derfor gik de nu rundt i ruinerne og gravede bøger, tavler og andre ting frem, som de plejede at bruge i skolen. Jeg kunne se, hvordan de allerede havde stillet flere ting pænt til siden.
Det var helt tydeligt, at koranskolen var vigtig for dem, ikke mindst fordi den havde skabt et særligt fællesskab for denne gruppe unge drenge. De sagde til os:
Vi vil rydde op og sætte et telt, så vi kan fortsætte med at studere her på området.
Drengene fortalte os med stor glæde om deres undervisning, og de fortalte stolt, hvordan de hjalp til i moskéen, når den tilhørende Sheikh ikke var til stede. Èn af drengene fik afsløret, at flere af drengene til tider hjalp med at kalde til bøn.
Vores chauffør var hurtig til at spørge, om én af dem ikke havde lyst til at vise os, hvordan de gjorde. En dreng på bare 13 år stillede sig op og udførte bønnekaldet for os alle, mens han stod ovenpå ruinerne af den nyligt nedrevne moské og koranskole.
Det var både smukt og enormt modigt. De unge drenges store overskud er tankevækkende, ligesom det er tankevækkende, at denne gruppe af drenge viser så stor en vedholdenhed og ansvar for fortsat at kunne modtage undervisning i koranskolen.
“Der er ikke nogen menneskerettigheder her”
Inden vi tog afsted fortalte drengene os, at byens beboere nu skal gå mere end 30 minutter til fods for at få adgang til at bede i den nærmeste moské. De skal krydse en dal og gå op ad en stejl bakke, for der er ingen offentlig transport i den retning.
Da vi sagde farvel til de unge drenge, vinkede de alle til os med store smil på læberne. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at jeg aldrig vil forstå, hvordan disse unge drenge kan vise os så stor en gæstfrihed, glæde og ansvar efter af have været vidne til en så umenneskelig handling.
Når jeg generelt forsøger mig på mit gebrokne arabiske at forklare, at vi arbejder med brud på menneskerettigheder, har jeg flere gange fået svaret tilbage:
Der er ikke nogen menneskerettigheder her.
Den samme opfattelse har min underviser i arabisk, som i går aftes efter undervisning spurgte mig, hvilken nedrivning, jeg mon havde været ude til dén dag. For der sker nogle gange flere om dagen. Hun er altid opdateret på, hvad der sker, og hun forklarer mig altid, at verdens politiske ledere lukker øjnene for, hvad der sker i de besatte palæstinensiske områder uden at gøre noget for at stoppe det.
