Celia Auland Marcussen var menneskerettighedsobservatør i Palæstina og Israel i efteråret 2024. Hun boede i det besatte Østjerusalem og udførte arbejdede både der og på Vestbredden. Her kan du læse et af de nyhedsbreve, hun skrev, mens hun var afsted.
Vil du have besøg af en tidligere menneskerettighedsobservatør?
Du kan booke et foredrag med en tidligere menneskerettighedsobservatør. Henvend dig til Sarah Ziethen på sazi@dca.dk og hør mere.
En håbløs situation
Juridiske værktøjer har længe ikke kunnet stoppe nedrivningen af palæstinenseres hjem i det besatte Østjerusalem. Det var konklusionen til et møde med en palæstinensisk menneskerettighedsorganisation
24 beboere fra bydelen ’Anata var mødt op for at deltage mødet med formålet om at blive oplyst om deres rettigheder, når de modtog nedrivningsordrer fra de israelske myndigheder. Dele af bydelen hører under det besatte Østjerusalem. Pga. Israels annektering hører de dermed under Israels jurisdiktion, og dele af bydelen tilhører Vestbredden.
To advokater fra en palæstinensisk NGO, der yder juridisk bistand og arbejder med menneskerettigheder, indledte mødet med en nedslående bemærkning: de står i en håbløs situation.
De understregede, at uanset hvilke organisationer eller advokater, beboerne skulle forsøge at række ud til, vil det ikke kunne stoppe de israelske myndigheder i at fuldføre nedrivningerne af de huse, der er udstedt nedrivningsordrer på.
Budskabet var derfor klart: når man lever under besættelse, handler det ikke om jura, om juridiske værktøjer, strategier eller ressourcer. Det er et politisk problem, som selv de dygtigste advokater ikke kan omgå.
Advokaterne stod parate til at hjælpe beboerne i ’Anata. Problemet er bare, at hjælp blot rækker til at udskyde nedrivninger. Den vil aldrig kunne forhindre nedrivninger i sidste ende, hvis en familie allerede har modtaget en nedrivningsordre.
når man lever under besættelse, handler det ikke om jura, om juridiske værktøjer, strategier eller ressourcer. Det er et politisk problem, som selv de dygtigste advokater ikke kan omgå.
En regning på 800.000 kr. for at få revet sit hus ned
Beboerne sad rundt om bordet i mødelokalet, alle med hver deres nedrivningsordre i papirform, og deltog aktivt med spørgsmål til deres situation, muligheder og rettigheder.
Advokaternes udsagn om, at juridiske værktøjer under besættelsen ikke er nok til at hjælpe familier til at kunne beholde deres huse kom her tydeligt frem.
En tydeligt frustreret mand forklarede med kraft i stemmen og stærke armbevægelser, at hans hus var blevet revet ned syv gange – det havde kostet ham 800.000 kr. blot for nedrivninger, for slet ikke at tale om de høje beløb han havde brugt på advokatbistand. Det forgælder familier.
En anden deltager fortalte med ro i stemmen, hvordan han har modtaget hjælp fra både store internationale organisationer som Norwegian Refugee Council, FN og private højtbetalte israelske advokater. Han havde gennemgået alle juridiske procedurer, men intet havde kunnet hjælpe ham, og han har ingen hjælp fået til at etablere et nyt sted at bo.
En beduinkvinde fortalte også om sit nedrevne hus, og hvordan hun har talt med en masse mennesker, men ingen har kunnet hjælpe hende. Nu bor hun i et telt.
30 huse venter på at blive revet ned
Borgmesteren i ‘Anata forklarede, at der lige nu er 30 huse som har modtaget nedrivningsordrer i Anata – og dette inkluderer ikke de mange huse, som allerede er blevet revet ned.
Advokater som disse navigerer inden for rammer som synes nærmest umulige, og deres råd til de fremmødte frustrerede beboere var et billede herpå. Et råd om ikke at bygge for store huse for ikke at miste for meget, når huset bliver revet ned, er et tydeligt bevis på det umulige handlerum, advokater og beboere navigerer indenfor.
Der var ikke meget som blev pakket ind, og det er for mig værd at bemærke, at advokaterne omtalte husene som nogle der ”bliver revet ned”. Det er virkeligheden, og det er både advokater og beboere klar over.
Urimelige krav gør det næsten umulig at forsvare sig selv
Både beboere og advokater kunne fortælle om urimelige krav fra de israelske myndigheders side. Det gør det umuligt at have et godt udgangspunkt for at forsvare sig mod nedrivninger i retten, når man skal sørge for at have sine papirer i orden og prøve at navigere i de komplekse og arbitrære juridiske rammer.
Nogle beboere fortalte, at de israelske myndigheder har krævet underskrifter fra samtlige familiemedlemmer, hvilket har gjort det fysisk umuligt at undgå nedrivninger. En beboer forklarede, at han ikke længere har kontakt med dele af sin familie. Det havde den konsekvens, at retten vurderede, at huset skulle rives ned.
Organisationer som dem, der havde arrangeret mødet, gør dét, som synes vigtigt: at oplyse palæstinensere om deres rettigheder så de selv kan kæmpe imod, og samtidigt kæmpe for opretholdelsen af netop disse rettigheder.
At sidde og lytte til advokaternes realistiske udlægning er nedslående. De fremmødte beboere er selvfølgelig fuldt ud klar over alt det, som advokaterne allerede oplyser dem om, for de lever jo i denne virkelighed og har gjort det længe.
