Celia Auland Marcussen var menneskerettighedsobservatør i Palæstina og Israel i efteråret 2024. Hun boede i det besatte Østjerusalem og arbejdede både her og på Vestbredden. Her kan du læse et af de nyhedsbreve, hun sendte hjem, under sit ophold.
Vil du have besøg af en tidligere menneskerettighedsobservatør?
Du kan booke et foredrag med en tidligere menneskerettighedsobservatør. Henvend dig til Sarah Ziethen på sazi@dca.dk og hør mere.
Oliventræet og dens dybe rødder er symbolet på palæstinensernes صمود (sumud: kan oversættes til standhaftighed eller urokkelig udholdenhed), med sine dybe rødder i det palæstinensiske land.
Olivenhøsten er derfor også speciel – ikke blot fordi oliventræerne har en dyb symbolsk betydning. Olivenhøsten er et vitalt grundlag for mange palæstinensere, specielt efter 7. oktober 2023.
Restriktioner og øget bosættervold, tyveri og konfiskation af olivenhøst er dog hvad palæstinensere møder. Vores besøg i landsbyen Jaba’ på Vestbredden blot ti kilometer fra Jerusalem gav os et indblik i konsekvenserne af dette.
Ingen arbejdstilladelser efter 7. oktober
En morgen i oktober besøgte vi borgmesteren i Jaba’. Vi blev mødt af en frustreret borgmester: økumeniske ledsagere som os var kommet gennem flere år, men intet havde forandret sig: ”situationen er gået fra slem til værre” forklarede han.
På trods af sin frustration tog han sig god tid til at forklare os om de enorme udfordringer han og resten af beboerne møder – udfordringer som akkurat nu blev sat på spidsen med den kommende olivenhøst.
80% af beboerne i landsbyen plejede at arbejde i Israel, men for at komme fra Vestbredden til Israel kræver det en tilladelse fra de israelske myndigheder. Dén tilladelse mistede de alle efter d. 7. oktober 2023.
En halv landsby uden råd til mad
Landsbyens anden kilde til indkomst er landbrug, men også her møder de enorme udfordringer. Landsbyen er nemlig omringet af bosættelser; bosættelser, som er bygget på land, som tilhører Jaba’.
Landsbyen råder over et stort område land. Men majoriteten af dette land hører til “område c” ifølge Osloaftalen – et område, hvor Israel har kontrol. Netop i dette område er der bygget bosættelser, og det er også her, landsbyens landmænd har deres marker.
Da vi ankom, havde borgmesteren for en lille uge siden modtaget en militær ordre. Denne fastslog konfiskeringen af et stort område af landsbyens land i ”område c”. Det skulle bruges til militæret.
Landmændene forhindres derfor af israelsk kontrol og bosættere i at arbejde på deres jord. De kan nemlig kun arbejde, hvis det er koordineret med de israelske myndigheder på forhånd. Derfor har 80% af landsbyens beboere nu ingen indkomst.
Det skaber en ekstrem fattigdom i landsbyen. Borgmesteren prøver at komme denne fattigdom til livs, men som han forklarede:
“Hvad kan vi gøre? Efter 7. oktober, når jeg besøger familierne, får det mig til at græde. Når de åbner køleskabet, har de kun en lille yoghurt.”
400 ud af landsbyens 800 familier lever i ekstrem fattigdom og har ikke råd til mad. Indtil nu overlever landsbyen på hjælp fra familiemedlemmer som bor i USA. Denne hjælp forsøger borgmesteren at dele ligeligt ud i landsbyen, men det er ikke en bæredygtig løsning.
En landsby spærret inde
Det gør det ikke lettere, at de israelske sikkerhedsstyrker har lukket alle veje ud af byen på nær en enkelt bro. De få personer, som har arbejde udenfor Jaba’, og de studerende, som skal på universitetet og i skoler udenfor Jaba’, bruger derfor flere timer om dagen på dette.
Dagen forinden vores besøg i Jaba’ skulle borgmesterens kone til det nærmeste hospital i Ramallah. Det tog dem fire timer at køre en tur, som kun er ca. 30 km. pga. vejspærringer. ”Hvordan kan verden acceptere dette?” spurgte borgmesteren os i sin frustration.
Kollektiv afstraffelse: en olivenhøst, der rådner
Borgmesteren satte nu sin lid til den kommende olivenhøst, og den potentielle indkomst høsten kunne give til landsbyens beboere. Sidste år fik landmændene i Jaba’ dog ikke lov til at høste deres oliven grundet krigen i Gaza – hele høsten rådnede.
Borgmesteren talte i denne forbindelse om kollektiv afstraffelse af palæstinensere. På trods af, at landsbyens landmænd før d. 7. oktober aldrig havde behøvet en tilladelse fra de israelske myndigheder til at tilgå deres marker, forsøgte borgmesteren nu som noget nyt at søge om en sådan tilladelse, i et forsøg på at sikre landmændenes indkomst fra den kommende olivenhøst.
Endnu en spoleret høst?
Nogle uger senere ringede borgmesteren og inviterede os til at høste oliven med landsbyens landmænd. Da vi ankom en tidlig morgen til landsbyen, tror jeg vi havde antaget, at landmændene havde fået de rette tilladelser til at høste deres oliven. Den morgen mødte vi dog en meget frustreret borgmester.
Samme morgen var landsbyens landmænd blevet mødt i deres egne marker af israelske soldater. Soldaterne havde sigtet deres riffler mod landmændene og krævede, at de forlod området omgående – helt uden at de nåede i gang med høsten.
Landmændene havde ikke fået de rette tilladelser til at høste, og de israelske soldater forklarede, at landmændene skulle forlade deres marker, for de mente ikke, at de kunne beskyttelandmændene mod bosætteres vold. Soldaterne gav ikke landmændene et valg om at forblive i markerne på trods af dette.
”Utroligt” sagde borgmesteren, og forklarede os hvor dårligt han havde det, fordi han var ude af stand til at hjælpe landmændene. Det var nu uvist for landmændene, om de ville kunne få mulighed for at høste deres oliven i tide, eller om deres oliven – ligesom sidste år – igen ville ende med at gå til spilde.
Borgmesteren fulgte os den morgen hen til udkanten af byen, hvor vi kunne se olivenmarkerne blot 200 meter væk.
Her stod landsbyens oliventræer: fyldt med oliven, som ventede på at blive høstet, og som kunne skabe grobund for, at beboere i landsbyen kunne få mad på bordet, fortsætte drømme om bryllupper, uddannelse og en mere værdig livssituation.
Borgmesteren viste os stolt sin del af oliventræerne, og vi fik lov til at tage et billede af ham med træerne i baggrunden. Første gang vi mødte borgmesteren sagde han til os: ”vi venter bare på, at verden indser, at palæstinenserne har ret til at leve”.
