8 km nordøst for Betlehem ligger den lille landsby Battir. Oplysningen om afstanden ikke er let at finde, da google maps giver nogle meget underlige ruteoplysninger.
I bil er ruten dobbelt så lang som den egentlige afstand: bomme og blokerede veje bevirker, at turen til Battir ifølge maps er 16,1 km fra vores hjem og tager 27 minutter. Jeg forsøgte selvfølgelig at finde afstand ved at vælge ’til fods’, men her er ruten hele 16,5 km, og der advares om, at den næsten 4 timer lange gåtur måske krydser en landegrænse.
Sådan er det at bevæge sig rundt på Vestbredden i dag. Ture, der tidligere tog 10 minutter, tager nu ofte mellem en halv og en hel time, hvis man er så heldig ikke at møde ’flying checkpoints’, hvor soldater tjekker de kørendes id.
Den store udfordring med lukkede veje er yderst aktuel for Battir. Engang kunne indbyggerne køre til Jerusalem på 18 minutter, men vejen blev lukket med betonklodser og er aldrig blevet genåbnet. I de følgende år er flere og flere veje mod Betlehem og Jerusalem blevet lukkede, og i dag kan kun indbyggere med israelsk id komme til Jerusalem igennem Check Point 300.
“Hvis man skal have noget til at ske, skal der en kvinde til”
I Battir bor en ung kvinde ved navn Fatima. Fatima er en sej kvinde, der får ting til at ske. Hun har fem brødre, men ”hvis man skal have noget til at ske, skal der er en kvinde til!”, som hun siger.
Og Fatima har fået meget til at ske: Hun har sammen med en af sine brødre stået i spidsen for bygningen af en økologisk restaurant med lækker, lokal mad og en lille butik, hvor lokale kvinder tilbyder oliven, syltede auberginer, relish baseret på forskellige typer grøntsager, oliven m.m. Hun har omdannet familiens hus til et smukt guesthouse med tre værelser, køkken til madlavningskurser, overdækket terrasse og smuk gårdhave.
Hun er også ansvarlig for det lokale frø-bibliotek, hvor lokale bønder kan låne frø fra dalens berømte grøntsager under forudsætning af, at de dyrker dem økologisk og lokalt og efter høsten leverer sammen mængde frø retur.
Ved landsbyens hovedgade har Fatima etableret et lille vejudsalg, hvor man kan købe lækre, lokale specialiteter, og en butik med smykker og tekstiler. Alt sammen produceret af landsbyens kvinder.
UNESCO verdensarv truet af ulovlige bosættelser
Battir er særlig kendt for sine terrasser og vandingssystemer, det stammer fra Romerriget. Dette vandingssystem og det smukke landskab med de dyrkede terrasser sikrede i 2014 Battir en plads på UNESCOs Verdensarvsliste.
En plads på Verdensarvslisten er udtryk for et områdes globale betydning og stiller krav om beskyttelse, bevarelse og udbredelse af kendskab til området. Disse krav har været afgørende for at sikre landsbyen imod oprettelsen af outposts fra den nærmeste bosættelse.
Siden 2018 har lokale bosættere forsøgt – og er lykkedes med – at oprette flere outposts på bjergtoppene omkring Battir.
På Vestbredden vil en sådan outpost i løbet af kort tid blive suppleret med et lille halvtag eller en container, derefter blive forbundet til vejnettet eller den nærmeste bosættelse med en grusvej. Derefter støbes et fundament, der senere bliver til et hus, så flere, så en mur for herefter at udgøre en ny bosættelse.
Normalt er det ikke muligt for de palæstinensiske ejere af jorden at forhindre denne udvikling, da sagerne forhales i retten, mens bosætterne bygger og forskanser sig. Men det går trods alt lidt langsommere, når det drejer sig om et område på UNESCOs Verdensarvsliste.
Grænseland
Igennem dalen løber en jernbane, der siden 1892 har forbundet Jerusalem med Jaffa. Battir var sidste station før Jerusalem, hvilket skabte gunstige muligheder for videresalg af landsbyens berømte grøntsager, og for besøgende fra Jerusalem, der ønskede at nyde den smukke natur og friske luft.
Jernbanen blev lukket under den arabisk-israelske krig i 1948, men da jernbanen blev genåbnet af Israel i 1949 var det uden en station i Battir. ’The green line’ – grænsen mellem Israel og nabolandene Egypten, Syrien, Libanon og Jordan – rykkede tættere på Battir og fulgte nu jernbanen. Det er denne grænse, der siden er blevet den internationalt anerkendte grænse mellem Israel og de palæstinensiske områder, Vestbredden og Gaza.
Israel aftalte med borgerne i Battir, at de ville bevare retten og adgangen til deres landområder på den anden side af jernbanen til gengæld for at beskytte de passerende tog.
Denne aftale er siden blev truet af Israels beslutning om at lade separationsbarriereren, den 720 km lange mur, der adskiller Vestbredden fra Israel, løbe langs jernbanen. Igen har Verdensarvslisten reddet landsbyen. Den har sikret indbyggerne mod at få ødelagt den smukke dal af en høj betonmur, men desværre ikke mod at miste adgangen til deres land.
Tåregas mod olivenhøstere og ekspropriation af land
Da indbyggerne fra Battir sidste uge forsøgte at høste oliven, endog med hjælp fra frivillige israelere fra Rabbies for Human Rights, kom militæret og nægtede dem adgang. De lokale og frivillige blev meget hårdhændet fjernet fra markerne og flere gange beskudt med tåregas.
Sådan er det desværre gået med langt de fleste aftaler om adgang til land nær bosættelser, veje, toglinjer og militærområder. Og når palæstinenserne ikke passer deres marker, bliver de omdannet til statsland uden skelnen til, at ejerne er blevet nægtet adgang.
Økoturisme og et vandingssystem fra Romerriget
I de sidste ti år har landsbyen arbejdet for at tiltrække økoturisme. Fatima har spillet en afgørende rolle i dette arbejde og giver flere gange om ugen guidede ture gennem den smukke landsby, forbi frøbiblioteket og de dyrkede terrasser. Her kan man ved selvsyn se landsbyens berømte vandingssystem. I 2000 år er vandet fra syv kilder blevet opsamlet i et stort bassin bygget i Romerriget. Herfra ledes vandet via kanaler til de opdyrkede terrasser.
”Battir kom på Verdensarvslisten, da dette sted er helt unikt”, fortæller Fatima og fortsætter; ”For i Battir har vi otte dage i ugen!” Det må siges at være unikt. Forklaringen herpå er, at otte familier deles om vandingssystemet, så hver familie får vandet markerne hver uge. Vandets vej til de forskellige marker kontrollers på samme måde som for 2000 år siden. Ved hjælp af sten og stofstykker åbnes og lukkes for adgangen til de forskellige kanaler.
Den rigelige vandadgang skaber gode forhold for dyrkning af grøntsager og sikrer en høj kvalitet og anerkendelse vidt om i landet. Auberginerne fra Battir har så fin en skræl, at de kan spise rå som var det agurker.
Israels aktuelle krigsførelse har vidtrækkende konsekvenser for Battir, da der i øjeblikket ikke kommer udenlandske øko-turister til Palæstina. Heldigvis er lokale palæstinenserne også interesseret i de guidede ture, Fatimas madlavningskurser og i at smage de berømte økologiske grøntsager på restauranten, men nedlukning af veje og opstilling af check points resulterer i mange aflysninger. Heldigvis har evnen til at finde løsninger i svære tider, altid været en forudsætning for overlevelsen i Fatimas familie.
En familie-historie om kreativ modstand
I 1949 var de fleste familier flyttet bort fra Battir efter lang tids angreb og belejring af en overlegen israelsk styrke. Fatimas oldefar, Hasan Mustafa, var endnu i byen med et par andre mænd.
Hver aften tændte de lys i alle landsbyens huse, for at få det til at se ud som om, der endnu var fyldt med kampberedte familier, og hver dag trak de alle landsbyens dyr ud på markerne og hængte vasketøj på husenes altaner. Dette fik de israelske styrker til at opgive angrebet og trække sig, hvorefter landsbyens beboere atter vendte hjem.
En usikker fremtid for Battir
Da vi i går besøgt Battir, fortalte Fatima, at en bosætter har bygget syv træhuse på toppen af bjerget og stjålet 34000 km2 land. Fatima opdagede dette, da hun gik tur med sin nevø og blev stoppet af den bevæbnede bosætter, der truede med at skyde dem, hvis de viste sig på bjerget igen.
På Vestbredden bliver den slags trusler ofte til virkelighed, så landsbyens indbyggere har ikke længere adgang til deres land og kan ikke længere gå tur af de smukke vandreruter, der ellers har tiltrukket mange vandrere fra hele verden.
For nu er dalen i Battir fredet af optegnelsen på UNESCOs Verdensarvsliste, og landsbyens beboere går hver dag i marken. Man er ikke i tvivl om deres ukuelighed, der fx materialiserer sig i synet af Fatimas to nabokoner på henholdsvis 98 og 100 år, der hver dag går barfodet i marken og dyrker deres berømte mynte, som de om eftermiddagen skyller i kildevandet for næste dag at sælge på grøntsagsmarkedet i Betlehem.
Men hvor længe dette stykke verdensarv får lov at bestå er svært at sige. I forhold til bosættere og den israelske stat synes ingen af de universelle rettigheder og love, som vi ellers besynger, at gælde. I næste uge skal jeg holde to fridage i Battir. Jeg håber ikke, at det bliver som et af de sidste vidner til et samfund udpeget som verdensarv.
