Kirkerne var vigtige i Nelson Mandelas kamp mod apartheid. De havde stor gennemslagskraft under apartheid-systemet, fordi stort set alle andre organisationer var forbudt. Og kirkernes missionskoler var også det eneste sted, hvor sorte kunne gå i skole.
Hele Mandelas liv var præget af en stærk tro på det gode i mennesket, på forsoning og tilgivelse, men også på nødvendigheden af at bekæmpe uretfærdighed og undertrykkelse.
Her får du Folkekirkens Nødhjælps nekrolog fra 2013.
Nelson Mandela blev født den 18. juli i 1918 i en lille landsby i Transkei i Sydafrika. Hans uddannelse begyndte i den lokale missionsskole og endte med en juridisk eksamen. Allerede som jurastuderende blev Mandela involveret i den politiske modstand mod det hvide mindretalstyres nægtelse af politiske, sociale og økonomiske rettigheder til det sorte flertal i landet.
Sammen med livstidsvennen Oliver Tambo åbnede Mandela det første sorte advokatkontor i Sydafrika. Som 24-årig blev Mandela medlem af partiet ANC – African National Congress.
Siden var Mandela med til at udvikle ANC’s Ungdomsafdeling til en regulær modstands- og massebevægelse, der med strejker, protestmarcher og ulydighedskampagner i første omgang forsøgte at få det hvide mindretalsstyre i tale for at afskaffe apartheid.
Nelson Mandela indleder kamp mod det racistiske styre
Efter Sharpeville-massakren i 1960, hvor politiet mejede 69 fredelige demonstranter ned, erklæredes Sydafrika i undtagelsestilstand. Det hvide styre forbød ANC og udsplitterpartiet PAC. Mandela og øvrige ANC-ledere måtte gå under jorden, hvor de dannede undergrundshæren Nationens Spyd (Umkhonto we Sizwe), der indledte en væbnet kamp mod det racistiske styre.
I 1962 rejste Mandela rundt i Afrika for at samle støtte til kampen i Sydafrika. Men efter at Mandela kom tilbage til Sydafrika, blev han anholdt.
Først blev han idømt fem års fængsel. Siden blev han anklaget for væbnet oprør og højforræderi med krav om dødsstraf. Under retssagen holdt Mandela en forsvarstale, hvor han bl.a. sagde:
“Hele mit liv har jeg dedikeret mig selv til det afrikanske folks kamp. Jeg har kæmpet imod hvidt overherredømme, og jeg har kæmpet imod sort overherredømme. Jeg har værnet om idealet om et demokratisk og frit samfund, hvor alle mennesker lever sammen i harmoni og med lige muligheder. Det er et ideal, som jeg håber at leve for og at opnå. Men hvis det er nødvendigt, er det et ideal, jeg er parat til at dø for.”
På grund af voldsomme protester over hele verden blev Nelson Mandela i 1965 ‘kun’ idømt livstidsstraf. Han blev i første omgang deporteret til slavearbejde på fængselsøen Robben Island ud for Cape Town, hvor både kriminelle og andre politiske fanger blev holdt indespærret.
En global kamp mod apartheid
Sammen med en række andre store ANC-ledere, heriblandt også den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu, skabte ANC i 1970’erne og 80’erne en global kamp mod det racistiske apartheid-system. Ikke mindst kirkerne havde stor gennemslagskraft, da stort set alle andre organisationer var forbudt, og enhver form for fredelig protest blev slået ned med brutal vold.
Kirker, fagforeninger, folkelige, humanitære og internationale organisationer og regeringer verden over gik aktivt ind i kampen og fordømte og boykottede. Dermed lagde de et stærkt politisk press på det hvide apartheid-styre.
Også Folkekirkens Nødhjælp tog sammen med andre kirkelige og folkelige organisationer udfordringen op og var dengang med til at bringe apartheid og den ikke-hvide befolknings virkelighed helt tæt på almindelige mennesker i Danmark. Det skete blandt andet ved aktivt at lobbye regering og et modstræbende erhvervsliv til at boykotte apartheidstyret og ved at støtte kirkernes anti-apartheid arbejde og ofrene for apartheid i Sydafrika.
Mandela sættes fri
Nelson Mandela blev frigivet efter 27 års fangenskab den 11. februar i 1990 efter ordre fra præsident de Klerk – og efter vedholdende kampagner fra ANC og et stort internationalt pres.
Mandela indledte forhandlinger med præsidenten, der samtidig ophævede forbuddet mod ANC.
Mandela og de Klerk delte i 1993 Nobels Fredspris for deres arbejde med at afskaffe apartheid og gøre Sydafrika til et land med lige rettigheder for alle borgere.
Som formand for ANC i perioden 1991-97, og som den første sorte præsident i Sydafrika fra 1994-99, lagde Mandela grunden til det nuværende Sydafrika.
Han lagde grunden til et Sydafrika, som skulle være en ‘regnbuenation’. Og han skabte en tradition for fredelige regeringsskift, da han selv valgte at gå af efter sin første valgperiode i 1999.
Danskerne kæmpede også
Da Nelson Mandela aflagde besøg i Danmark i 1999 som præsident, roste han danskernes indsats og takkede specielt Folkekirkens Nødhjælp for støtten til modstandskampen:
”Jeg er her for at takke repræsentanterne for et folk, der ikke nøjedes med at være tilfredse med deres egen frihed, men kæmpede for vores,” sagde Mandela i sin tale i Folketingets Landstingssal.
Troen som inspiration
Da Nelson Mandela i 1998 talte til Kirkernes Verdensråds 50 års jubilæum, påpegede han selv den betydning, kirkerne havde haft for hans eget liv:
”Datidens regering I Sydafrika havde ingen interesse i at uddanne afrikanere, farvede og indere. Kirkerne købte jord, byggede skoler, udstyrede dem og ansatte folk. Derfor siger jeg, at jeg er produktet af missions-skolernes uddannelse. Jeg anerkender, at jeg aldrig vil finde ord, der i tilstrækkelig grad kan takke missionærerne for, hvad de gjorde for os.”
Samtidig var Mandela omhyggelig med at anerkende alle religioner:
”Man skal have siddet i et apartheid-fængsel I Sydafrika for rigtigt at kunne forstå, hvor meget kirken betød. De prøvede at isolere os totalt fra verden udenfor. Vores slægtninge kunne kun se os hver sjette måned. Og vi kunne kun skrive og modtage ét brev hver sjette måned. Forbindelsen blev de religiøse organisationer: kristne, muslimske, hinduer og medlemmer af den jødiske tro. De var de trofaste, som inspirerede os,” sagde Mandela i sin tale til ved Kirkernes Verdensråds generalforsamling.
Stærk fortaler for verdens fattigste
Siden han gik af som Sydafrikas præsident var Mandela talsmand for både menneskerettigheds- og sociale organisationer. Han var igennem hele sit liv meget opmærksom på, at det var vigtigt at bekæmpe den dybe fattigdom, også globalt.
Mandela deltog blandt andet i kampagnen Make Poverty History. I den forbindelse holdt han i 2005 en tale på Trafalgar Square i London, hvor han blandt andet sagde:
“At overvinde fattigdom er ikke velgørenhed. Det er retfærdighed. Det er at beskytte en fundamental menneskerettighed, retten til værdighed og retten til et ordentligt liv. Virkelig frihed kan ikke skabes, så længe fattigdommen fastholdes.“
Nelson Mandela døde den 5. december 2013. Æret være hans minde.
