Når du køber klimamursten, får du et gavekort som bevis for købet, som du kan printe selv eller få leveret med posten.
Dit gavekøb fungerer som en donation til Folkekirkens Nødhjælps projekter med klimavenlige og klimasikre mursten til huse i Nepal.
Hvorfor give klima-mursten?
I Nepal giver klimaforandringerne flere oversvømmelser og jordskred. Derfor er det vigtigt, at befolkningen bor i slidstærke og robuste huse. På landet bor mange familier i skrøbelige lerhuse, men med et murstenshus er en familie mere sikker, når katastrofen rammer. Det kalder vi klimasikring.
Samtidig står produktionen af ordinære mursten for 2.7 % af det globale CO2-udslip. Her går vi imod strømmen, for vores klima-mursten er nemlig klimavenlige og billigere end konventionelle mursten.
Hvor almindelige mursten er lavet af cement, består vores klima-mursten hovedsageligt af sand og vand. De udsender hverken støv eller røg, når de bliver presset. Dermed er de også sundere at håndtere.
Klima-murstenene bliver produceret lokalt – tæt på de mennesker, som har brug for dem – så transporten ikke også koster på klimakontoen.
Når du køber klima-mursten:
Sikrer du lokal produktion af klimavenlige mursten
Skaber du jobs, som ændrer udsatte familiers liv
Hjælper du nepalesere til et trygt hjem, der ikke forsvinder under en naturkatastrofe
Bidrager du til produktionen af sikre hjem med et reduceret CO2-udslip
Vælg dit gavekort
Vælg om du vil printe dit gavekort, eller om vi skal sende det til dig med posten.
Dal kæmpede med at forsørge sin familie som chauffør. Med hjælp fra Folkekirkens Nødhjælp har han startet sin egen produktion af klimamursten. Nu går forretningen strygende, og lokalbefolkningen kan bygge klimasikre hjem.
Shankar Sunar (th.) og Prem Bahadur leder en virksomhed, der producerer klimamursten. Murstenene bliver solgt på markedet, og det giver en fast indkomst til 5-6 personer ad gangen i den lille landsby i det vestlige Nepal, hvor der i alt bor ca. 18 familier.
Indbyggerne har grundet deres dalit-baggrund historisk set været marginaliserede, med få muligheder for at forbedre deres livssituation. Inden Shankar og Prem blev en del af klimamursten-projektet, samlede og solgte de småsten på grusbjerget bag deres landsby.
Shankar og Prem siger, klimamurstene har løftet hele landsbyen, og forbedret indbyggernes levestandard markant. I slutningen af 2023 kunne de med hjælp fra vores partner også bygge landsbyens første toiletter, der vil sikre bedre hygiejne og langt mindre unødig sygdom.