Lær at upcycle med WeCraft

Kom med til workshops, hvor du lærer at reparere og redesigne tøj

Kom og vær med til forårets workshops, hvor du lærer at reparere tøj og får teknikkerne til at forvandle genbrugsfund til unikke favoritter.

Vi skal arbejde med frasorteret genbrugsmaterialer fra vores genbrugsbutikker – alle materialer er inkluderet i prisen, så det eneste du skal medbringe, er din lyst til at være kreativ og lære nyt. 

Lad os skabe en grønnere fremtid et sy-sting ad gangen!

Sted: Alle workshops bliver afholdt i Wefood butikken på Amagerbrogade 117, 2300 København.

Målgruppe: Unge i alderen 18-30 år med interesse for genbrug og upcycling.

Tilmelding: Tilmeld dig en eller flere af vores kreative upcycling workshops! Det koster 50. kr. at deltage og te, kaffe og materialer inkl. i prisen. Beløbet fungerer som en donation til Folkekirkens Nødhjælps arbejde ude i verden.

Tilmeld dig en af forårets workshops

Lær at tegne og male på tøj og tekstiler med Anja Kolby

Onsdag d. 14. maj kl. 19-21.30

Slip kreativiteten løs og lær, hvordan du kan give en t-shirt eller et pudebetræk nyt liv med tekstilfarver og tuscher.

Læs mere og tilmeld dig

Hvad er WeCraft?

WeCraft henvender sig til unge mellem 18 og 30 år med interesse for design og upcycling.

Det er tid til at spare penge på dit tøj, forlænge dets levetid og gøre en forskel for vores planet ved at reducere tøjspild.

Hver gang sætter vi fokus på en ny upcycling teknik. Uanset om du er nybegynder eller erfaren, vil du blive støttet hele vejen og få tips og tricks. Inspiration og udstyr er til rådighed.

Har du spørgsmål til WeCraft eller din tilmelding? Tøv ikke med at skrive til Caroline Gercke på cage@dca.dk.


Tidligere workshops

19. marts 2025: Lær at give dit tøj et kunstnerisk udtryk med Emil Møller

Måske kender du Emil fra Den Store Bagedyst, hvor han gjorde indtryk som sæsonens yngste – og mest stilede – deltager. Udover at forvandle kager til kunst er han også skarp til design og kan både sy, strikke og hækle sine egne outfits.

Til workshoppen guidede Emil deltagerne i, hvordan man kan sætte sit eget præg på tøj ved at kombinere materialer på nye og kreative måder. Han delte sine bedste tips og teknikker til at give tøjet et unikt, kunstnerisk udtryk – med et skarpt øje for detaljer og en legende tilgang til farver og tekstiler. Stemningen var fyldt med inspiration, eksperimenter og skabertrang.

11. december 2024: Visible mending med Maria Møller

Workshoppen blev afholdt af Maria Møller, der til dagligt arbejder med kreative projekter – blandt andet på sin Instagramprofil @mariamollerdk, hvor hun inspirerer tusindvis af mennesker til at kaste sig ud i syning, strik, perlerier, linoleumstryk og andre gør-det-selv-projekter, ofte med fokus på genbrug.

Til workshoppen lærte Maria deltagerne, hvordan man med broderi og patches kan dække huller og pletter med små, unikke motiver – helt uden brug af symaskine! Det blev en aften fyldt med inspiration, genbrugsglæde og kreative løsninger på tøj, der trænger til nyt liv.

27. november 2024: Lær at up- og downsize med Liane Zimsen Dambo

Liane Zimsen Dambo er gadepræst på Vesterbro, hvor hun i re-TRO-værkstedet redesigner brugt tøj sammen med unge og giver det nyt liv og udtryk.

Til workshoppen lærte Liane deltagerne at tilpasse deres tøj med enkle basisteknikker – helt uden brug af symaskine! Hun delte kreative idéer og praktiske tricks til, hvordan man kan forvandle gammelt, for stort eller outdated tøj til personlige favoritter.

9. april 2025: Lær perlebroderi med Mathilde Phelipon

Mathilde Phelipon har altid gang i kreative projekter og elsker at eksperimentere med perler og broderi for at skabe små kunstværker på sit tøj. Hendes tilgang er legende, personlig og fuld af fine detaljer, der giver tøjet nyt liv.

Til workshoppen delte Mathilde sine bedste teknikker og tricks til at skabe fine mønstre og dekorative detaljer med perler. Alle deltagerne havde en hyggelig og lærerig aften, hvor de eksperimenterede med perlebroderi og gav deres tøj nyt liv på en kreativ og bæredygtig måde!