DR Congo er efter Sudan det land i verden, hvor flest mennesker er drevet på flugt inde i landet.

I DR Congo er mere end 6 millioner mennesker lige nu drevet på flugt fra deres hjem, og én million congolesere er flygtet til nabolande som Uganda og Tanzania.

© Jesper Houborg

Efter årtier med væbnet konflikt eskalerede volden i 2023.

Nu har mere end 25 millioner mennesker behov for humanitær støtte.   

Men det internationale samfund har ikke fokus på krisen.

© Jesper Houborg

1 ud af 4 mennesker fra DR Congo har ikke adgang til den mad, de har brug for.

De ved ikke, hvor de skal få deres næste måltid fra.

© Jesper Houborg

6,4 millioner, hovedsageligt børn under 5 år, lider af akut underernæring.

Udbrud af sygdomme som kolera og mæslinger forværrer situationen.

© Jesper Houborg

Husk og støt

Sådan arbejder Folkekirkens Nødhjælp i DR Congo
  • Vi hjælper mennesker, der har været udsat for seksuel vold gennem blandt andet støtte til krisecentre. Voldtægt og seksuelle overgreb er en stor udfordring i DR Congo.
  • Vi uddeler mad, vand og telte til familier, der er flygtet fra deres hjem, både i DR Congo og i nabolandene.
  • Som den eneste internationale NGO rydder vi miner og andre former for ueksploderet ammunition, som efter mange år med krig er spredt ud på marker, veje og andre steder, hvor civile færdes.

Vores arbejde i DR Congo er et eksempel på, hvor din støtte giver mening.

”Siden jeg var dreng, har jeg flygtet fra krig. Fjerde gang jeg flygtede, var til lejren, hvor jeg troede, vi var i sikkerhed. Men her blev fire af mine børn dræbt. Jeg fandt deres kropsdele omkring det, der var tilbage af vores midlertidige hjem.”


  

© Jesper Houborg

47-årige Balume og hans kone Ange har mistet fire af deres børn på én dag, da deres lejr blev bombet.  

En bombe ramte ned midt i lejren lige ved familiens telt, dræbte mindst 14 og sårede 35 alvorligt.

© Jesper Houborg

“Hver gang jeg tænker på, hvad der er sket med mine børn, begynder smerten forfra. Det føles som et sår, som nogen bliver ved med at stikke en kniv i, så det ikke kan hele,” fortæller Ange.

© Jesper Houborg



Lejren befinder sig ca. 10 km fra frontlinjen.

Eter bombningen opstillede Folkekirkens Nødhjælp 30 telthuse til 30 familier.

Her bor familien nu med tre tilbageværende børn, en dreng på 2 år og to piger på 3 og 10 år.



© Jesper Houborg
Om situationen i DR Congo
  • DR Congo, der er hjem for mere end 105 millioner mennesker, har i årtier været plaget af krig og konflikt. Siden 1990’erne har omkring seks millioner mennesker mistet livet, og ca. en fjerdedel af befolkningen har i dag brug for humanitær hjælp.
  • I 2023 eskalerede den væbnede konflikt mellem oprørsgruppen M23 og den congolesiske hær i den østlige del af landet.
  • Mere end 6,3 millioner mennesker er lige nu fordrevet fra deres hjem, mens én million congolesere er flygtet til nabolande som Uganda og Tanzania.
  • Den vedvarende vold har ødelagt mange samfund og skabt et miljø, hvor der er sket en stigning af uforståelige hændelser af overgreb og seksuel vold. Især kvinder og børn er i stor risiko for misbrug, voldtægt og udnyttelse.

© Jesper Houborg

Overgreb er en del af hverdagen for piger og kvinder tæt på krigen i DR Congo

Seks kvinder og piger fortæller om den seksuelle vold, de har oplevet og vilkårene i flygtningelejrene.

Læs artiklen

Som den sidste internationale NGO arbejder Folkekirkens Nødhjælp med minerydning i DR Congo. Ambitionen er at gøre landet minefrit inden 2025. Læs mere her.

© Jesper Houborg

I samarbejde med vores partnere i Uganda hjælper vi også mennesker, der er flygtet over grænsen.

© Rasmus Emil Gravesen
© Rasmus Emil Gravesen
Psykologhjælp hjalp Regina videre

Da 20-årige Regina kom til transitcenteret tæt på grænsen til DR Congo, fik hun hjælp til at bearbejde sine voldsomme oplevelser fra flugten.

For Regina har den psykologiske krisehjælp været afgørende. Det har givet hende mulighed for at sætte ord på de traumatiske oplevelser, hun har med i bagagen.

Folkekirkens Nødhjælp gør det muligt for kvinder som Regina at modtage psykologisk krisehjælp.

© Rasmus Emil Gravesen
65-årige Zawadi er flygtet alene til Uganda

Zawadi flygtede fra sin landsby i DR Congo, da kampene nærmede sig. Hun efterlod sit hjem og fik kun det tøj med, som hun havde på kroppen.

Efter en hård flugt uden mad ankom Zawadi til Uganda. Her kom hun først til transitcenteret, som hjælper flygtninge med bl.a. mad og lægehjælp. Herefter skal hun videre til en af Ugandas flygtningelejre.

Zawadi har før været i Uganda, hvor hun også har en datter. Hun håber på, at de kan genforenes i flygtningelejren.

© Rasmus Emil Gravesen
Baganira blev adskilt fra sin familie

53-årige Baganira flygtede fra sit hjem i DR Congo, efter at hans hjem blev bombet, og hans høst blev taget af rebeller i området.

Under kampene blev Baganira adskilt fra sin kone og sine børn. Han håber at blive genforenet med dem, når han kommer frem til flygtningelejren i Uganda.

Først skal Baganira bo på transitcentret, Nyakabande, som Folkekirkens Nødhjælp støtter. Her kan han få lægehjælp, mad og psykologhjælp til at bearbejde de voldsomme oplevelser.


Bliv klogere på glemte kriser

Sammen sætter vi fokus på nogle af verdens største glemte kriser.

Glemte kriser