Sådan fungerer din Nødhjælper aftale
Med din Nødhjælper aftale donerer du løbende penge til Folkekirkens Nødhjælps arbejde i verdens mest fattige eller mest sårbare lande. Et arbejde, der sikrer et værdigt liv for dem, der har allermindst.
Hvad går dine penge til?
Langt størstedelen af din støtte går direkte til mennesker i nød.
- Til at redde liv, når krigen, klimaforandringerne eller katastrofen rammer
- Til at opbygge robuste lokalsamfund uden sult, fattigdom og undertrykkelse
- Til at bekæmpe ekstrem ulighed, undertrykkelse og forskelsbehandling
Sammen med vores globale netværk ACT Alliance (Action by churches together) arbejder vi i mere end 140 lande – primært i Afrika, Mellemøsten og Asien. Din hjælp gør, at vi kan samarbejde med lokale partnere, udviklingsorganisationer og menneskerettighedsgrupper. På den måde sikrer vi, at hjælpen når ud til dem, der har allermest brug for den.
Når du giver 100 kr., fordeler de sig generelt sådan her:*
- 86 kr. til at hjælpe mennesker i nød, fx katastrofehjælp og sultbekæmpelse.
- 8 kr. til indsamlings- og oplysningsaktiviteter.
- 6 kr. til drift af vores kontorer i Danmark og ude i verden.
*Fordelingen afhænger af, hvad du har valgt at støtte, da vores indsamlinger går til forskellige formål. Når du fx. har en Nødhjælper-aftale, så støtter du Folkekirkens Nødhjælps alsidige arbejde rundt om i verden, mens pengene fra ’Giv en ged’-gaverne går til specifikke projekter i Nepal, Malawi og Cambodja.
Hvordan ved du, hvad dine penge bliver brugt til?
Vi sender dig løbende sende dig e-mails omkring forskellige projekter, du er med til at støtte. Hvis større katastrofer rammer, vil vi også kontakte dig og spørge, om du vil være med til at hjælpe ofrene for katastrofen. Du kan altid framelde dig kommunikation på e-mail, sms eller brev, hvis du ikke længere ønsker at høre fra os.
Hvor længe er du Nødhjælper?
Jo længere du er Nødhjælper, jo mere hjælper du verdens mest udsatte mod et bedre liv. Men det er helt op til dig, hvor længe du ønsker at være med. Du kan altid framelde din Nødhjælper aftale, og i stedet donere efter dine ønsker og muligheder. Og du skal vide, at vi sætter pris på hver eneste krone – også selv om det er mindre beløb, der doneres en gang imellem.
Vil du gerne give endnu mere?
Får du ekstra plads i din økonomi, er det heldigvis let at donere mere til verdens mest udsatte mennesker. Du kan enten give en engangsdonation her på vores hjemmeside eller købe en gave til dig selv eller én du holder af fra vores gavekatalog– her sælger vi alt fra geder til køkkenhaver. Alle gaverne gavner direkte hos én af verdens mest udsatte familier.
Ønsker du at give ekstra i én særlig måned om året (fx i december), eller vil du øge din månedlige betaling til os? Så kontakt os på kontakt@dca.dk eller 3315 2800 og fortæl, at du ønsker at donere et højere beløb hver måned, eller at du ønsker en fast ekstra donation en gang om året.
Hvis du har en ”hård” måned…
Bliver det svært for dig at betale dit støttebeløb i en måned eller to, kan du springe månedsbetalingen over ved at afvise betalingen via din bank eller via MobilePay app’en.
Kan din aftale blive dyrere?
Indimellem oplever vi, at priserne i udviklingslandene stiger så meget, at vi bliver nødt til at bruge flere danske kroner på at opnå samme effekt med vores hjælp. Er det tilfældet, kan vi komme i situationer, hvor vi hæver det faste donorbeløb med op til 10 kr. pr. måned. Det vil maks. ske én gang årligt. Samtidig kan gebyrstigninger hos NETS og lign. betyde, at vi bliver nødt til at opkræve et gebyr hos dig for at få samme mulighed for at hjælpe verdens mest udsatte. Er dette tilfældet vil vi altid forsøge at få dig til at flytte din aftale til billigere betalingskanaler først.
Hvordan stopper du din Nødhjælper aftale?
Hvis du ikke længere har mulighed for at hjælpe verdens mest udsatte med en fast donation, kan du altid framelde dig din Nødhjælper aftale. Det er helt OK, og du skal blot kontakte os på besked@dca.dk eller 3315 2800 for at afmelde din støtte.
HUSK – du kan få fradrag for din støtte
Hvis du har oplyst dit CPR-nummer til os, får du automatisk skattefradrag for de donationer, du giver til Folkekirkens Nødhjælp. Det gælder både for din månedlige eller årlige betaling, for dine ekstra donationer, og hvis du køber en gave fra vores gavekatalog.
Du kan få skattefradrag på helt op til 18.300 kr. om året (2024), og vi indberetter automatisk alle dine donationer til SKAT.