Hjælp ofrene for krigen i Ukraine
Vores arbejde i Ukraine er et eksempel på, hvor din støtte giver mening. Din hjælp gør os i stand til at rykke ud til mennesker verden over, der har størst behov for bl.a. varme, mad og husly.
Krigen har varet mere end 1.000 dage
Der har været krig i Ukraine i mere end 1.000 dage. I den tid er 6,2 millioner mennesker flygtet til Europa og 3,67 millioner ukrainere er på flugt inde i landet.
I 30% af landet er ueksploderet ammunition efterladt. Det betyder, at de 6,7 millioner mennesker, der bor i områderne er i fare for at komme til skade hver dag.
Og situationen lige nu er, at hele 14,6 millioner mennesker har brug for humanitær hjælp.
Ukraine har brug for din hjælp. Du giver mere, end du tror. Du giver. Mening.
Se også: Hjælp udsatte familier i Ukraine – Giv en flyverdragt
Hjælp nu
Hvordan arbejder vi med minerydning i Ukraine?
I 2022 var Ukraine det land i verden med næstflest dræbte og sårede som følge af miner og ueksploderet ammunition, kun overgået af Syrien.
Folkekirkens Nødhjælp arbejder med at afsøge områder for ueksploderet ammunition, så det kan blive fjernet eller bortsprængt, og arbejder målrettet med oplysning til børn og voksne, der risikerer at komme i kontakt med minerne. Under arbejdet bliver mange hektarer jord frigivet til brug igen.
Vores indsats indebærer at:
- Afsøge områder for miner, ueksploderet ammunition og andre sprængstoffer i tidligere krigsområder i det sydlige Ukraine
- Samarbejde med State Emergency Service i Ukraine, som sikkert bortsprænger eller fjerner ueksploderede miner eller ammunition
- Undervise ukrainere i genkendelse af og korrekt adfærd over for sprængfarlige efterladenskaber
- Producere informative plakater, foldere, animerede tegnefilm og brætspil
- Lave online undervisning og sikkerhedsannoncer for børn og voksne
21 elever i 9. og 10. klasse har i tre uger fået undervisning om, hvordan de skal gebærde sig i områder, hvor der kan forekomme miner, ueksploderet ammunition eller andre farlige efterladenskaber fra krig. Folkekirkens Nødhjælp har holdt lignende undervisning for flere end 3.000 unge, børn og voksne i Ukraine siden august 2023.
Det er svært at forestille sig krigens rædsler fra et barns perspektiv. Der er nu børn i Ukraine, der ikke kan huske andet end krig. Bombninger, utryghed og manglen på en normal hverdag begynder for alvor at forme de yngste ukrainere.Jonas Nøddekær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp
Hjælp nu
Derfor giver vi psykosocial støtte og terapi
Folkekirkens Nødhjælp afholder gruppeterapisessioner i flere landsbyer og på institutioner i Mykolaiv. Formålet er at arbejde med at kommunikere om traumer, problematikker på arbejdspladsen samt at være en del af det mentale genopbygningsarbejde.
Andre gruppeterapisessioner støtter mennesker, som har mistet nær familie i krigen.
Derudover støtter Folkekirkens Nødhjælp bl.a. aktiviteter for børn, der ikke kan komme i skole eller børnehave pga. krigen.
Læs også: Sådan har danskerne hjulpet i Ukraine.
Vores værested giver folk et åndehul. Det er godt for den mentale sundhed. Vi vil gerne snart begynde at tilbyde individuelle konsultationer og sessioner med en psykolog for dem, som har brug for det.Alina, Insight LGBTQ
Mød nogle af dem, du er med til at hjælpe
Store ødelæggelser på Folkekirkens Nødhjælps kontor efter missilangreb
Mandag morgen den 2. september 2024 affyrede Rusland ballistiske og krydsermissiler mod Kyiv i Ukraine.
Angrebet blev opfanget af byens luftforsvarssystem, men fragmenter af de eksploderede missiler ramte Folkekirkens Nødhjælps hovedkontor. Der er ingen tilskadekommende, men bygningen er stærkt beskadiget. Omfanget af skaderne er i gang med at blive vurderet, og området omkring kontoret er lige nu afspærret.
Folkekirkens Nødhjælp deler hovedkontoret med norske Kirkens Nødhjelp og arbejder i Ukraine med katastrofehjælp, genopbygning og indsatser inden for retshjælp, minerydning og psykosocial støtte.
Folkekirkens Nødhjælps kontor i Kyiv er blevet ramt, og der er store ødelæggelser på bygningen. Men der er heldigvis kun tale om materielle skader, og alle vores medarbejdere er i god behold.Jonas Nøddekær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp
Hjælp nu
Har du spørgsmål til Folkekirkens Nødhjælps arbejde?
Hvorfor hjælper Folkekirkens Nødhjælp mennesker på flugt i Ukraine?
Flygtningesituationen i Ukraine er en af de største humanitære kriser siden Anden Verdenskrig. Mange familier har været tvunget til at flygte med få timers varsel og har næsten ingen ejendele med sig.
Folkekirkens Nødhjælps mandat er at hjælpe mennesker i nød, og når man er på flugt, har de fleste mennesker brug for akut hjælp. Det er uanset, hvilken krig de flygter fra.
Vi arbejder med de svageste grupper i samfundet. Det er dem, der ikke har midlerne til at flygte ud af landet. Det er også psykisk sårbare, handicappede og ældre mennesker.
Folkekirkens Nødhjælp og norske Kirkens Nødhjelp har samlet kræfterne i én danskledet indsats i Ukraine.
Hjælper I stadig medarbejdere i verdens fattigste lande og i andre af verdens brændpunkter?
Vi fortsætter alle vores indsatser i verdens fattigste lande og i verdens brændpunkter. Vi glemmer ikke de mange andre kriser og udfordringer i verden, selvom krigen i Ukraine fylder meget hos alle lige nu.
Vores arbejde og indsatser for mennesker i nød forsætter på samme vilkår som inden krigen.
Vi hjælper for eksempel stadig både syriske og afghanske mennesker på flugt, ligesom vi hjælper dem, der er hårdest ramt af klimaforandringerne.
Hvordan hjælper jeg bedst mennesker på flugt i Ukraine?
Det bedste og mest effektive er at donere penge til professionelle humanitære organisationer, der er til stede i Ukraine og i nærområderne. Du kan sende støtte til Folkekirkens Nødhjælps indsats i Ukraine og i nærområderne ved at sende et valgfrit beløb på Mobilepay til 770300 eller støtte via formularen ovenfor.
Hvor kan jeg aflevere brugt tøj, soveposer og tæpper til mennesker på flugt i Ukraine?
Vi sender ikke nødhjælpskonvojer med varer indsamlet og indkøbt i Danmark afsted til Ukraine og nabolandene. Vi sender nødhjælpskontanter afsted, som vores lokale partnere bruger til at hjælpe mennesker på flugt i Ukraine. Det er meget mere effektivt, og på den måde støtter vi også de lokale markedskræfter.
Du kan altid donere genbrugstøj og genbrugsting til vores genbrugsbutikker. Det bliver solgt i Danmark, og pengene støtter vores projekter – heriblandt Ukraine.
Hvem er Folkekirkens Nødhjælp?
Siden 1922 har vi arbejdet for at skabe en bedre verden.
Folkekirkens Nødhjælp udspringer af et kristent menneskesyn, og næstekærligheden er stadig en rettesnor for vores arbejde. Vi ser det som vores pligt at hjælpe mennesker i nød – uden hensyn til religion, køn, race eller politisk overbevisning.
Sådan var det i 1922, da vi blev stiftet for at hjælpe ofrene for 1. verdenskrig – vel at mærke på begge sider af krigen. Og sådan er det i dag.
Meget har ændret sig i de forløbne år. Folkekirkens Nødhjælp er i dag en af Danmarks største, selvstændige NGO’er, der beskæftiger over 1.000 medarbejdere i 25 lande. Og vores arbejde har ændret sig markant i takt med, at verden har forandret sig.
Men missionen forbliver den samme som dengang: At redde liv. At bekæmpe fattigdom og uretfærdighed. At skabe en bedre verden gennem håb og handling.
Kan jeg få skattefradrag for donationer?
Hvis du har oplyst dit CPR-nummer (privatperson) eller CVR-nummer (virksomhed) til os under eller efter en donation, får du automatisk skattefradrag.
Du kan få skattefradrag op til 18.300 kroner, og vi indberetter automatisk alle dine donationer til SKAT. Det gælder både enkeltdonationer og faste donationer.
Gaver fra Giv en ged-kataloget tæller som enkeltdonationer og giver således også skattefradrag.