Hjælp ofrene for krigen i Ukraine

”Jeg vil så gerne hjem. Hver dag sidder jeg her helt alene. Både min søn og datter er døde, og min familie er i udlandet eller langt væk. Så jeg er alene her. Jeg ved, at det vigtigt at have tålmodighed, men det er svært at holde håbet oppe.”

Det er ikke første gang, at 89-årige Valentyna gennemlever krig i sit hjemland. Hun husker stadig tydeligt, hvordan tyskerne henrettede modstandsfolk i massevis på en plads i Mykolaiv. Og hungersnøden i Ukraine i den tid.

Valentyna havde aldrig forestillet sig, at krig skulle komme til hendes hjem igen, men det gjorde den næsten 80 år senere. Nu bor på et indkvarteringscenter i Mykolaiv, efter hendes hus blev bombet.

”Jeg kom kun afsted med mit pas og mit sovjetiske pensionsbevis. Intet andet,” fortæller hun.

Gennem støtte fra Folkekirkens Nødhjælp får Valentyna hjælp til at genskabe sit skatteidentifikationsnummer og et nyt personcertifikat. Hun har også fået en bankkonto og et SIM-kort.

Foruden det ville Valentyna hverken have en indkomst, kontakt med sin familie i udlandet eller mulighed for at kunne få sine operationer i hoften efter sin krigsskade.

”Det har taget mig otte måneder at få en protese, men det var aldrig sket uden juridisk bistand. Det er en umulig proces at finde rundt i, når man har fået en krigsskade.”

Maxim Oleksiyovych bor i Mykolaiv i det sydlige Ukraine med sin kone Larysa og børn. For ti måneder siden blev han ramt af en bombe, som gjorde, at han mistede sit højre ben ved lysken.

Før arbejdede Maxim som mekaniker i Kherson, hvor han blandt andet reparerede ambulancer og andre køretøjer, der bruges til at hjælpe ved frontlinjen.

”Uden de rigtige stempler er det næsten umuligt at få hjælp til proteser, kørestol eller andre hjælpemidler,” fortæller han.

Folkekirkens Nødhjælps partnerorganisation Right to Protection har hjulpet Maxim gennem hele processen med at udfylde alle nødvendige dokumenter for at kunne søge kompensation og status som krigsoffer.

Takket være hjælpen har Maxim nu fået sin protese og 1.700 kroner om måneden i kompensation for at have mistet sit ben og sit arbejde.

I udkanten af millionbyen Kharkiv ankommer der dagligt biler med evakuerede fra grænseområdet, hvor krigen siden april er taget voldsomt til.

Gennem støtte fra Folkekirkens Nødhjælp bliver der uddelt hygiejnepakker, som blandt andet indeholder menstruationsbind, tandpasta, toiletpapir og sæbe.

”Hjælpen vi får, gør en stor forskel for os. Hygiejnepakkerne er meget vigtige,” fortæller Oksana. Vi møder hende og hendes søn, 5-årige Nasar, til en uddeling, hvor omkring 100 mennesker får en hygiejnepakke med sig, som holder i en måned.

Oksana flygtede i al hast fra sit hjem ved frontlinjen i Kharkiv uden at tage andet med end de vigtigste ejendele. Derfor har en stor mangelvare for hende og de andre beboere været helt basale hygiejneprodukter.

”Mange af de evakuerede har vanskeligheder. De er gamle, har nedsat mobilitet eller andre problemer. Derfor er der brug for al den hjælp, vi kan få. Jeg deler min hygiejnepakke med min bedstemor, som også er blevet evakueret,” siger Oksana.

”Jeg spurgte overalt efter ham, og til sidst fik jeg at vide, at jeg skulle prøve nede ved floden, hvor der havde været kampe om en bro. Jeg tog derned, og der fandt jeg min søns lig,” siger Hanna Agapitova.

Hanna brugte to dage på at samle alle dele af hendes søns lig sammen.

”Han døde dagen før sin 23-års fødselsdag for to år siden, og i dag er det et år siden, at min datter døde af en hjertesygdom.”

Første gang Hanna fik mulighed for at bearbejde sine traumer var januar 2024, da hun mødte op til en gruppeterapisession afholdt af Folkekirkens Nødhjælp.

“Alle har brug for det. Så mange mennesker lever i frygt. Og så mange skjuler deres traumer. Vi har brug for at tale om det, lige som jeg havde brug for det.”

”Før vi fik undervisningen, vidste jeg ikke, hvordan landminer så ud. Jeg vidste heller ikke, hvor de kunne gemme sig. Det har jeg heldigvis lært nu.”

Som den første dukker 16-årige Natasja op i klassen og sætter sig helt forrest.

”Hvis ikke vi lærer om faren ved miner og bomber, kan vi ikke leve normalt. Vi har brug for nogle regler at følge. Det er virkelig vigtigt for os.”

Natasja går ofte tur med sin hund i skoven. Efter hun har modtaget undervisning i at færdes i områder med miner eller ueksploderet ammunition er hun blevet langt mere varsom og opmærksom på sine omgivelser.

”Min hund finder ofte ting i jorden. Det er jo virkelig farligt. Hvad nu, hvis den fandt en mine?”

“Krigen er desværre stadig en stor del af vores liv. Men nu kan vi i det mindst bo uden krigens lyde.”

25-årige Julia har fået en ny chance for at genskabe deres hendes liv sammen med sin mand og sin 5-årige datter, Milana.

Familien kommer fra Melitopol, som i dag er russisk besat. Nu har Julias familie fået stillet en containerbolig til rådighed i et år.

“Da vi først flygtede fra krigen, kom vi til Kyiv.
Men det var hårdt for os med alle de nye indtryk, de mange luftalarmer og brag, da vi boede midt i Kyiv. Vi er faldet meget bedre til her,” siger Julia.

Hun fortæller, at også Milana klarer sig godt. Hun skal endda begynde i skole efter sommeren 2024.

”Vores naboer kom med suppe, te og grøntsager til os, da vi flyttede ind. Det gjorde, at vi følte os meget velkomne. Vi håber virkelig på at kunne bygge et nyt liv op her, selvom vi selvfølgelig allerhelst vil tilbage til vores landsby og vores familie.”