Bopha er den bedste i sin klasse. Faktisk er hun lidt af en læsehest, der gerne sidder med hovedet begravet i sine skolebøger hele dagen.
9-årige Bopha elsker at gå i skole. Der bruger hun dagen med sin bedste venner Linda, Socheat og Panha. Dem kan hun godt lide, fordi de ved en helt masse ting.
Bophas yndlingsfag er – og hold nu fast, hun har hele fire – matematik, litteratur, fysik og samfundsfag.
Hun drømmer om at blive skolelærer, når hun bliver voksen: ”Fordi jeg er meget klog”, som hun selv siger.
På mange måder lyder Bophas barneliv som mange andre børns. Hun går i skole, er flittig, har gode venner og drømme for fremtiden.
Se video med Bophas hverdag i Cambodja:
Men sådan ser virkeligheden ikke altid ud for fattige børn i Cambodja. Tusindvis af forældre har ikke råd til at sende deres børn i skole, og mange ender derfor med at tigge eller udføre børnearbejde.
Familien håber på bedre fremtid
Med støtte fra Folkekirkens Nødhjælp kan Bopha gå i skole og have fremtidsdrømme.
Helt konkret har hendes familie fået høns. Det betyder, at hendes far nu kan tjene sine egne penge. Derudover betaler Folkekirkens Nødhjælp også for Bophas skolegang.
Bophas mor arbejder på en fabrik og er derfor ikke meget hjemme hos sine to døtre. Det er derfor faren og bedsteforældrene, der tager sig kærligt af de to piger.
Familien håber inderligt på, at Bophas mor med tiden kan få et arbejde tættere på deres hjem, så de kan være sammen hver dag.
Se også: Giv en skolebænk til udsatte børn
Børn som Bopha har det hårdt i Cambodja. Der er stor risiko for, at de ender som gadebørn og uden en chance for et godt liv.
I Folkekirkens Nødhjælp samarbejder vi med en lokal cambodjansk organisation kaldet Mith Sam Lahn. Den støtter børn og unge til at finde en vej ud af fattigdom.
Børnene får hjælp til deres uddannelse, familien får hjælp til helt basale fornødenheder, og der bliver skabt håb for en langt lysere fremtid.
Når du støtter Folkekirkens Nødhjælp, er du derfor også med til at støtte børn som Bopha. Børn, der har ret til en tryg barndom og skolegang
Mød Bophas familie i billedserien nedenfor:
Af hensyn til familierne er alle navne anonymiseret. Folkekirkens Nødhjælp kender familiemedlemmernes rigtige navne.