Midt på Bua-floden i Malawi sidder to mænd i en udhulet træstamme. Stille og koncentreret holder de hver deres fiskestang af bambus, mens de venter på bid.
Floden ligger midt på de tørre marker i landsbyen Nambera. Andre steder i verden ville man nok ikke kalde denne smule vand for en flod, men det gør man her i Malawi. Vand er en luksus, især i tørketiden.
De to mænd sidder i hver deres ende af jollen og ligner umiddelbart to venner på fisketur. De er næsten jævnaldrende. De elsker begge at fiske, og de er begge far til fire børn.
Men her stopper lighederne. For den ene er født i Danmark, hvor vi har et af verdens bedste velfærdssystemer, mens den anden er født i Malawi, der er et af verdens fattigste lande.
Står op med hanen klokken 5
Manden fra Danmark hedder Claus Pilgaard. De fleste kender ham nok bedst som Chili Klaus, efter at han i 2013 lagde sin første chilismagning på sociale medier. Siden er det blevet til det ene virale hit efter det andet, hvor personer som Bubber, Preben Christensen og Allan Simonsen har grædt over stærke chilier.
Faktisk er det gået så godt med chilierne, at han har skiftet sin musikalske karriere ud med et liv som iværksætter, hvor han udvikler og sælger alt fra chokolade til saucer med chilismag.
Som ambassadør for Folkekirkens Nødhjælp har han forladt sin trygge hverdag i Danmark og er draget 8.000 kilometer til Malawi i det sydøstlige Afrika for at se, hvordan fiskemakkeren January Banda og hans familie får hverdagen til at fungere i et af verdens fattigste samfund.
Lige nu sidder de og fanger fisk på Bua-floden. Klokken er 10 om formiddagen, men de to har allerede været i gang i flere timer.
Claus blev vækket af hanens galen klokken 5. Her i landsbyen begynder dagen tidligt. Der er meget, som skal nås, inden solen går ned. Klokken 18 er det bælgravende mørkt.
Dagens første aktivitet er at hente vand. Kvinderne skal gå en kilometer til byens vandhul, og bagefter gå samme tur tilbage med 40 liter vand balancerende på hovedet.
Herefter skal der laves morgenmad til børnene, inden de sendes i skole. Og så går turen ud i markerne. Her hjælper mændene også til. De slipper for dagens andre pligter. Sådan er kønsrollemønstret i Malawi.
Et hjem med stråtag og lergulv
Claus har tilbragt natten på lergulvet hos Joyce og January Banda i deres lille hytte, hvor de bor med tre af deres fire børn.
Hytten er udstyret med et sparsomt stråtag, der får svært ved at holde vandet ude, når regntiden begynder. En rundtur i deres hjem tager ikke lang tid. Der er den mørke stue på knap 6 m2 med tørret lergulv, hvor Claus har tilbragt natten.
Soveværelset, der er på størrelse med et dansk klædeskab, har flere funktioner. Rundt om forældrenes senge, sivmåtterne, står store sække med majs og jordnødder til opbevaring. Børneværelset er hyttens mindste rum, hvor parrets tre børn sover. I det sidste rum bor hønsene om natten.
Udenfor sætter støvet sig så tykt i næseborene, at det er svært at definere, hvordan landsbyens tørre, røde jord lugter. Men støv i næsen har også sine fordele. Især når man skal på toilettet. Det foregår i et lille lerskur med et hul i jorden, hvor der er frit udsyn til tidligere besøgendes efterladenskaber.
”Der er simpelthen en verden til forskel på at se noget i fjernsynet og så være her i virkeligheden. Jeg får mulighed for at kigge ind ad sprækkerne og se, hvor hårdt familien arbejder for at få et liv til at fungere”, siger Claus.
Geder giver gødning
Uanset hvor man går i den lille landsby, kan man høre geder bræge. Gederne bor ved siden af familiens hus i en indhegning bygget på pæle, så de ikke bliver angrebet af slanger, hyæner eller vilde hunde. Der skal passes godt på dem. De er noget af det dyrebareste, familien ejer.
På den røde jord under gedehuset ligger hundredvis af små, sorte kugler, der ligner lakridspastiller.
Det er gedelort.
Tænk sig, at sådan en lille knaldperle, man kan forveksle med en Ga-Jol, kan få et område til at blive frodigt.Claus Pilgaard
Joyce og January modtog fire geder af Folkekirkens Nødhjælp for 10 måneder siden. Dengang arbejdede de begge som daglejere. De forlod landsbyen hver dag for at finde arbejde i andres marker eller hjælpe med at bygge andres huse. Det indbragte dem syv kroner om dagen.
Men den tid er slut nu. For med fire geder, der hurtigt blev til otte, har deres liv ændret sig markant. Det er der flere grunde til.
For det første fungerer gedernes lort som gødning.
Giv en Ged
Giv en ged er velgørenhedsgaver, der kan være livsændrende for fattige familier. Når du køber Giv en ged-gaver, får du et gavekort som bevis på, at du har hjulpet en familie i et af verdens mest udsatte områder.
Vi sørger for, at familien ikke kun får en ged, men også undervisning i gedehold, og hvordan geden kan gøre størst gavn. Geden giver ikke kun mælk, kød og skind. Den giver også kid, som kan sælges på markedet, og gedelort, der kan bruges som gødning på markerne.
Giv en ged blev introduceret af Folkekirkens Nødhjælp for 12 år siden. Siden er gavekataloget vokset, og i dag sælger vi også høns, klimafrø, skolebænke, træer, solcellelamper og en række klimagaver.
”Førhen var det svært at få noget til at gro i markerne på grund af tørken. Det var svært for os at skaffe mad til hele familien, så vi spiste kun to måltider om dagen”, fortæller January.
Nu kan hans familie spise tre gange om dagen, fordi gedelorten har gjort deres golde marker frodige.
”Tænk sig, at sådan en lille knaldperle, man kan forveksle med en Ga-Jol, kan få et område til at blive frodigt. Det er meget imponerende”, siger Claus.
”Det viser jo helt konkret, hvad en ged kan blive til”.
For det andet har de solgt et gedekid til 250 kroner, hvilket svarer til mere end en månedsløn i Malawi. Det betyder, at familien for første gang har penge mellem hænderne, som de kan spare op eller bruge på mad, de ikke selv kan dyrke.
En ged kan altså blive til mere mad, mere tid med familien, kontanter og ikke mindst håbet om en bedre fremtid for børnene.
Men det er kun 10 måneder siden, at familien modtog gederne. De næste år vil familien for alvor opleve, hvad en ged kan gøre. Det får Claus at se på sit næste stop på rejsen.
Fra spøgelsesby til sprudlende samfund
Dagen efter kører Claus cirka 100 kilometer mod nord. Her ligger landsbyen Gowamo, hvor han hurtigt fornemmer, at noget er anderledes.
Midt i byen ligger en lille nyåbnet butik med en sort højttaler på skranken. Den spiller skrattende musik. Julius Ganda tager imod Claus med en fremstrakt hånd og et stort smil. Han trykker hånden tre gange, som er traditionen her i Malawi.
Det er tydeligt, at de her mennesker gerne vil knokle for en bedre fremtid, men nogle gange mangler de knapperne at skrue på.Claus Pilgaard
Engang var Gowamo knap en landsby. Området var så tørt, at intet kunne gro her. Mange landsbyboere flyttede, men sådan er det ikke længere, fortæller Julius. Nu bliver folk i landsbyen, og nogle kommer sågar tilbage.
Inden han går i detaljer med historien, vil han gerne vise Claus noget. Julius har for nylig købt en Nissan AD Expert.
”I må altså gerne tage et billede af mig, mens jeg sidder i bilen”, siger han stolt.
Som for mange andre mænd verden over er bilen hans stolthed. Nu hvor bilen er vist frem, er det tid til at besøge hans hus. Her sidder man ikke på gulvet. Der er råd til stole, og der er mange af dem. De er sat sirligt langs stuevæggen og viser, at her er et hjem med plads til mange gæster.
Under bliktaget er der pyntet med plastik-efeu og guirlander af glitterpapir, som hans kone, Anna, har hængt op. Udefra har parabolen på taget allerede afsløret, at et fjernsyn troner på en reol i stuen.
Støtten er ikke længere nødvendig
”Jeg tjener 700 kr. om dagen, og min kone tjener 200,” fortæller Julius.
Han sælger tomater og kartofler videre til markeder i andre landsbyer, mens Anna sælger bønner på deres lokale marked.
I 2008 fik landsbyen første gang hjælp af Folkekirkens Nødhjælp i form af et solcelledrevet vandingssystem. De efterfølgende år modtog de også geder, kaniner og kyllinger, der har skabt så meget vækst i landsbyen, at de siden 2015 ikke har modtaget støtte.
”Vores grøntsager er nogle af de bedste, du kan få”, siger Julius, da han følger Claus ned til landsbyens marker.
Her har alle landsbyens familier et stykke jord, hvor de dyrker forskellige grøntsager. Vandingssystemet og især gedelorten holder jorden frugtbar og levende, så kål, tomater, løg, bønner og andre grøntsager kan blive til en fast indtægt for landsbyens 180 familier.
”Det er så opløftende at se, hvordan en smule hjælp udefra har fået en hel landsby til at fungere. Det er tydeligt, at de her mennesker gerne vil knokle for en bedre fremtid, men nogle gange mangler de knapperne at skrue på. Dem har de fået her i byen i form af geder og en smule vand”, siger Claus.
Marked med grøntsagspyramider
Efter en rundtur i de grønne marker går Julius og Claus op mod hovedvejen M1, det er den eneste asfalterede vej i Malawi. Den løber fra nord til syd og er et vigtigt knudepunkt for bytte og salg af varer.
Her står mænd og kvinder på rad og række med friskplukkede grøntsager fra markerne, der alle er stablet som flotte pyramider.
Bridget Nyirenda har en stand med kartofler, løg og tomater, men før gederne var der ingen grøntsager at sælge. Hun er ikke i tvivl om, at hjælpen fra Danmark er årsagen til, at hun i dag kan tjene sine egne penge.
Da hun svarer på, hvordan livet helt konkret har ændret sig, slår hun en stor latter op.
”Førhen havde jeg ikke råd til sko, men det har jeg nu”, siger hun og fortsætter med at grine.
Hun peger ned på sine bare fødder. Lige i dag har hun ladet skoene blive hjemme. Hun vidste jo ikke, at der kom uanmeldt besøg af Folkekirkens Nødhjælps ambassadør.
Hjælp til selvhjælp
Kontrasten mellem de to landsbyer, som Claus har besøgt i Malawi, er slående. Det er nemt at se en forskel efter 10 måneder med geder, men de helt store resultater kommer på længere sigt.
”De familier, jeg har mødt, skal have den største del af æren for, at deres samfund blomstrer. De har fået en håndsrækning, men de har selv fået det til at vokse”.
Han er især overvældet af den taknemmelighed og glæde, han har oplevet på rejsen.
”Hos Julius og de andre i landsbyen mærker jeg stoltheden over, hvordan de har fået det til at lykkes. Deres grøntsager er superflotte, de har lavet deres eget marked, de har gang i økonomien, der er mere mad til børnene. Klaveret spiller”, siger Claus og fortsætter:
”I den første landsby er de kun lige begyndt. De har stadig en masse arbejde foran sig, men jeg kunne fornemme, hvor glade de er for den hjælp, de har fået. Familien forstår, at der er en fremtid med gederne. Det er næsten ikke til at forstå, hvad en ged kan blive til”.
Claus Pilgaard, født i 1965, er uddannet musiker. Han har især gjort sig bemærket som Chili Klaus. I 2013 uploadede han sin første chili-video på de sociale medier. Han har fået kendisser i ind- og udland til at græde over stærke chilier for rullende kameraer.
I dag har han en lille fabrik, der producerer produkter som chokolade og sovse med chilismag.
Chili Klaus bor i Aarhus, og er far til fire børn.
Hans rejse til Malawi blev betalt af Danidas oplysningsmidler.
