Gennem de sidste to år er et partnerskab modnet mellem Folkekirkens Nødhjælp, Salling Group, Rift Valley Farms, Etisk Handel Danmark, GSOL ENERGY og MA’AN Development Center.
Partnerskabet skal hjælpe til nye indkomstmuligheder for småbønder på Vestbredden. Senest har samarbejdet resulteret i, at du nu kan købe palæstinensiske Medjool dadler i din lokale Føtex eller Bilka.
Om vores partnere
- Salling Group: Danmarks største detailkæde arbejder med at opbygge viden om risikostyring og bæredygtig forretning i Palæstina.
- Rift Valley Farms: En familieejet virksomhed som producerer Medjoul dadler i Jordan Valley i Palæstina. De arbejder strategisk med bæredygtighed og miljøansvar og er primært ledet af kvinder.
- GSOL Energy: Leverer solenergisystemer og undersøger integration i forsyningskæder.
- MA’AN Development Center: Træner småbønder i bæredygtige metoder og fællesskabsudvikling
- Ethical Trade Denmark (ETD): Den danske platform for virksomheder og organisationer, der arbejder med ansvarlig og bæredygtig handel.
Projektet er støttet af Danidas pulje Danida Green Business Partnerships.
Handel i konfliktramte områder skaber håb og udvikling
Partnerskabet sætter fokus på, hvordan handel fra konfliktramte områder som Vestbredden kan lykkes og skabe både økonomisk værdi, lokal udvikling og håb i en krigstid.
Salling Group har de seneste to år arbejdet tæt sammen med partnere for at forfine deres processer gennem dialog, workshops og projektbesøg.
Etisk Handel Danmark har fremhævet projektet som inspiration for andre store internationale retailers som et konkret eksempel på, hvordan handel fra områder som Palæstina kan være både udviklingsskabende og en værdifuld læring for virksomheder, der ønsker at styrke deres risikovurderingsprocedurer og due diligenceprocesser.
Vidensdeling og læring er essentielt
Den palæstinensiske organisation MA’AN Development Center træner dadelfarmere i klimavenlige landsbrugsmetoder, økologiske principper og håndtering af mangelfulde energi- og vandressourcer på Vestbredden, så dadelfarmerne møder internationale standarder for kvalitet og ansvarlighed.
Som en del af indsatsen i Palæstina udforsker GSOL ENERGY muligheden for at bruge soldrevne vandpumper som hjælp til skabe energi og vandressourcer.
Projektet bygger på stærke partnerskaber. Særligt har Rift Valley, der er førende inden for socialt ansvar og etisk forretningsførelse i Palæstina, haft stor betydning for projektets succes. Rift Valley har fokus på at inkludere bønder, som ikke normalt ville have en chance for at kunne betale for træning eller samarbejde med internationale markedsaktører.
Ved at implementere en bæredygtig og socialt ansvarlig forretningsmodel støttes både lokale virksomheder og samfund, og bønderne får mulighed for at forbedre deres livsvilkår.