To geder og en køkkenhave. Det fik 50-årige Gertrude Ndolilye, som er hiv-smittet, sidste år via Giv en ged-kampagnen. I dag kan hun sikre sig selv og sin datter to sunde måltider dagligt.
Det er tidlig morgen, og vi er på vej til landsbyen Kampangi i det sydlige Uganda for at besøge enken Gertrude. Hun er 50 år og hiv-smittet. Via Folkekirkens Nødhjælps ”Giv en ged”-kampagne modtog hun sidste år to geder og en køkkenhave.
”For få år siden kunne jeg bruge timer på at lede efter spiseligt ukrudt for at skaffe mad til mine fire børnebørn og min datter Kasif,” fortæller Gertrude.
Men i dag skaber Gertrudes køkkenhave ikke blot glæde for familien i det lerklinede hus i Kampangi. Mange indbyggere i landsbyen nyder godt af de nye metoder, der er blevet introduceret med køkkenhaven.
”Jeg giver ofte stiklinger fra det plantebed, jeg bruger til forspiring, til mine naboer her i Kampangi,” fortæller Gertrude.
Håber på regn
Gertrude høster to gange om året. Den første sæsons grøntsager er brugt op. Nu er hun i gang med at forspire grøn peber, aubergine, spinat, hvidkål og gulerødder.
Lige nu er det tørt, og indbyggerne håber, at det vil regne, så de forspirede planter ikke visner, men kan sættes ud.
Gertrude arbejder i sin køkkenhave
Det er Folkekirkens Nødhjælps partner Community Initiative for the Prevention of HIV/AIDS in Uganda (CIPA) der har hjulpet Gertrude med at etablere køkkenhaven.
Den lokale ngo står for et hiv/aids-projekt i Kampangi og fire andre landsbyer i Rakai-distriktet i Uganda, hvor de mest sårbare familier modtager ikke bare køkkenhaver, men også geder.
”Da jeg første gang hørte, at jeg ville få to geder, blev jeg forventningsfuld og glad, for jeg har altid drømt om at få geder,” fortæller Gertrude.
Ved siden af Gertruds hus ligger gedefolden, som hun byggede, før gederne flyttede ind. Hun har selv to geder og passer to for hendes veninde, som ikke kan passe dem selv, fordi hun er syg.
Gertrud drømmer om at avle kid, som hun kan sælge. Et kid giver 50.000 shilling (ca. 115 kroner) på markedet, men hun har endnu ikke haft heldet med sig, da de to kid hun fik, desværre døde før dyrlægen nåede at komme den lange ufarbare vej.
Drømmer om eget hus
Efter at Gertrude har vist os rundt, går hun i gang med at tænde op i det lille ildsted ved siden af køkkenhaven. Datteren Kasif hugger brænde til optænding og i løbet af kort tid er grøntsagerne sat over. Så taler vi om fremtiden.
”Nu kan jeg begynde at drømme. Mit liv er stadig hårdt. Men det har været hårdere,” siger Gertrud.
”Jeg drømmer om at bygge mit eget hus på min egen jord. Huset og jorden her tilhører mine brødre. Men nabogrunden har jeg arvet fra min far, da han døde,” forklarer Gertrude og peger på en bunke træpiller, der skal danne fundament for det kommende hus.
Drømmen er ikke så langt væk, men det er dyrt at bygge et hus.siger Gertrude
Gertrude håber, at der snart kommer nogle gedekid, så hun kan få råd til at købe de sidste byggematerialer og realisere drømmen.
Vi siger farvel, og da vi med håb i hjertet er på vej væk, sender Gertrude os af sted med ordene: ”Jeg er så glad for den støtte, jeg har fået. Hvis ikke det var for jer, var jeg død nu.”
