Hilda Heick

Kvinder med ben i næsen! Hilda Heick har været i Nepal, som en del af hendes ambassadørskab.

Fra Ganløse til Vanløse. Der findes efterhånden ikke en by i Danmark, som Keld og Hilda Heick ikke har besøgt i løbet af deres fælles 36 år lange karriere på de danske scener. Nu udvider de landkortet, og er for første gang taget med Folkekirkens Nødhjælp til det smukke, men fattige Nepal, hvor oversvømmelser og jordskælv gør livet svært for landets 30 millioner indbyggere.

Firhjulstrækkeren stopper pludseligt og vejen indhylles i en rød støvsky. Først er det svært at se, hvor bilen befinder sig, men som støvet driver væk, kommer en lille landsby til syne. Klokken er 12, solen står højest på himlen og varmen rammer ansigtet som en varm, fugtigt klud, idet bildøren går op.

“Hold da op, kan du mærke det Keld?”, udbryder Hilda. “Ja, for søren”, lyder det overrasket tilbage.

Vi befinder os i Madhuban, en lille landsby i den sydvestlige del af Nepal, 550 kilometer og en times flyvetur fra hovedstaden Kathmandu. Rundt om bilen er beboerne stimlet sammen for at byde det danske ægtepar velkommen. Forrest står Kalawati Chapagain på 55 år. Hun er en kraftig kvinde med farverigt tøj, et mildt smil og et par små briller. 

“Welcome”, siger hun og tager Hilda i hånden.  

©Anne Mousten

Vi har været heldige

Det er ikke tilfældigt, at Keld og Hilda befinder sig i en lille landsby i det vestlige Nepal. Hilda er i 2017 blevet ambassadør for Folkekirkens Nødhjælp, og turen til Nepal er hendes første officielle rejse. Hun har taget Keld med, og de skal over fem dage besøge familier, som har fået hjælp gennem Folkekirkens Nødhjælp bl.a. gennem “Giv en ged”-kampagnen. Især Hilda har glædet sig til turen.

“Vi har jo fulgt med, fx da jordskælvet ramte Nepal tilbage i 2015. Keld og jeg har det sådan, at vi har været heldige i vores liv, og når man får meget, så må man også give noget igen. Hvis vi kan være med til at gøre opmærksom på det arbejde, som Folkekirkens Nødhjælp laver, så vil vi rigtig gerne være med til det”, fortæller Hilda. 

Siden 1981 har Keld og Hilda spillet musik og opført revy sammen – og det er blevet til flere optrædener end de kan tælle. Under deres ophold i Nepal bliver det danske par fulgt at et dokumentarhold, som skal lave en film om deres besøg til tv-kanalen DK4. 

“Danskerne kender os og jeg tror, mange på vores alder måske tænker, kan det nytte noget alt det her nødhjælpsarbejde? Og hvis jeg kan være med til at vise, at ja, det kan det, så ville jeg være glad”, siger hun og smiler. 

Keld og Hilda sidder sammen med Kalawati Chapagain og hendes barnebarn foran den butik hun har startet med hjælp fra Folkekirkens Nødhjælp.

Et vigtigt skub

I landsbyen er velkomstceremonien gået i gang, men der går ikke længe, før Kalawati ivrigt trækker Hilda henimod en lille butik i vejkanten. Det er ikke en butik, som man kender dem i Danmark, men et lille spinkelt træskur, hvor man kan købe alt fra grøntsager til mel og slik. Hun gør plads på bænken foran butikken, så Keld og Hilda kan sidde ned.

“Min butik får det hele til at løbe rundt”, fortæller Kalawati stolt, mens hun med armen viser udvalget på hylderne frem.

Selvom butikken ikke er stor, har den gjort en verden til forskel for den 55-årige Kalawati. Hun er én af de nepalesere, som gennem Folkekirkens Nødhjælp har fået penge til at starte sin egen virksomhed. I 2014 fik Kalawati en startkapital til sin forretning, som blev brugt til at købe varer, som hun sirligt holder regnskab over. På tre år har hun kunnet investere i flere varer og har i dag udvidet sit sortiment og fået en stabil indkomst.

“Uden de penge, jeg har fået, ved jeg ikke, hvordan jeg ville været kommet i gang. Det har været i skub i den rigtige retning, og i dag klarer jeg mig selv”, uddyber hun.

Et stort ansvar

Nepal blev i 2015 ramt af et jordskælv, der målte 7,8 på richterskalaen. Skælvet slog omkring 9000 mennesker ihjel og ødelagde store dele af landet. Oven i det er Nepal plaget af jævnlige oversvømmelser, som flere eksperter tilskriver globale klimaforandringer. Oversvømmelserne ødelægger veje, marker og landsbyer og gør livet svært for befolkningen.
Kalawati rykker sig lidt tættere på Hilda, og begynder at fortælle, hvordan hun alene forsørger sig selv og sine to børnebørn. Hendes mand er alkoholiker, og hun ser ham sjældent. Oveni har Kalawatis datter fået en ny mand i Indien, og ansvaret for datterens to døtre på 12 og 14 år er nu hendes.

Hilda og Kalawati giver hinanden et kram. De er begge to bedstemødre og snakken handlede bl.a. om deres børnebørn.

“Det vigtigste for mig er, at mine to piger får en uddannelse. De skal have de bedste muligheder for at få et godt liv”, siger hun.

Hilda lægger armen om Kalawati.

“Jeg har også selv to børnebørn, og man vil dem jo det bedste”, siger hun.

Kalawati klemmer Hildas hånd, og de to kvinder fra hver deres verden sidder og kigger på hinanden.  

En kvinde med ben i næsen

Kalawati rejser sig. Hun vil gerne vise sit hus frem. Med de penge, hun tjener på butikken, kan hun sende sine to børnebørn i skole, men hun har også haft råd til at lave en tilbygning til huset. Oven i giver butikken hende frihed, fordi hun ikke er afhængig af sin mand eller andre.

“Det er godt nok imponerende, at du med en lille investering har kunnet bygge butikken op og sende dine børnebørn i skole”, siger Hilda, mens hun kigger på Kalawati.

“Er det ikke også Keld”, siger hun og vender hovedet. “Jo, det er godt nok flot”, svarer han.

Kalawati smiler forlegent.

“Det er så livsbekræftende at møde en kvinde, der er så viljestærk. Tænk sig, at hun som bedstemor driver en butik, udbygger sit hus, laver mad og sender sin børnebørn i skole. Og oven i det har en alkoholiseret mand, som ikke er til megen hjælp. Det er vist godt, at det er hende, der styrer pengene. Hun har ben i næsen”, siger Hilda.

“Ja, det er sej kvinde, vi har med at gøre her”, tilføjer Keld.

En gruppe nepalesiske kvinder går henover en mark i byen Madhuban i det vestlige Nepal.

Geden der blev til 16 høns

Ti minutters gang fra Kalawati bor Indira Giri på en lille gård, som Keld og Hilda også har fået lov til at besøge. Indira er 40 år og mor til tre: en datter og to sønner, hvoraf den ene er mentalt handicappet. Indira arbejdede i flere år under det, hun selv beskriver som “slavelignende” forhold, som tjenestepige i Kuwait, langt fra sit hjem og sine børn.

“Det var den eneste måde, jeg kunne tjene penge til at forsørge min familie. Min mand er syg, og hvis mine børn skal i skole og vi skal have mad, blev jeg nødt til det”, fortæller hun Keld og Hilda, mens hun viser dem rundt i sin lille stue.

Indira valgte at tage tilbage til Nepal for at være tættere på sine børn. I 2014 modtog hun tre geder fra Folkekirkens Nødhjælp som en del af “Giv en ged”-kampagnen. Hun avlede gederne og solgte flere af dem for at købe andre dyr og redskaber. Det betyder, at hun i dag ejer syv geder, 16 høns, fire ænder og en ko og en kalv. Oven i det er hun igang med at lave en stor køkkenhave, og huset har i dag indlagt elektricitet. Udenfor viser Indira den lille kalv frem, som blev født dagen før.

“Det er jo fantastisk, så meget du har kunnet få ud af bare tre geder”, siger Hilda og peger rundt på dyrene og huset. Indira griner. 

Keld og Hilda møder én af de mange geder i byen Madhuban i det vestlige Nepal.

At tro på sig selv  

De tre geder blev ikke bare starten på et bedre liv for Indira. Det blev også begyndelsen på en ny måde at se sig selv på, fortæller hun stolt. 

“Gederne har givet mig mere selvtillid og jeg har bevist overfor mig selv, at jeg kan klare mig her i landsbyen på trods af min mands sygdom. På længere sigt vil jeg også have min egen dagligvarebutik”, siger Indira og griner. 

Hilda vender sig mod Keld.

“De her kvinder imponerer mig altså. Jeg kan selv huske, hvordan det var at være kvinde i Danmark, da jeg var yngre, hvor man bare forventede, at vi skulle stå i køkkenet. De skæve blikke jeg fik, når især mænd syntes, at jeg fyldte for meget, det kan jeg forestille mig, at de også oplever hernede. Men altså, de her kvinder, de kan selv og gør det. Hold da op, hvor er det flot at se”.

Keld og Hilda står sammen med Indira Giri og hendes datter foran deres hus. Indira modtog for tre år siden tre geder af Folkekirkens Nødhjælp.

Usikker fremtid

Tilbage hos 55-årige Kalawati Chapagain er hendes ene barnebarn dukket op. Hun hjælper til i butikken, når hun ikke er i skole, og Kalawati viser hende stolt frem. Der bliver taget billeder og snakket. 

“Hvad er dine bekymringer for fremtiden”, spørger Hilda Kalawati, inden der skal siges farvel.

Kalawati kigger på sit barnebarn.

“Jeg frygter, at hvis der sker mig noget, så vil mine to børnebørn ikke have nogen til at forsørge dem. Men jeg frygter også, at de ikke vil få en ordentlig uddannelse. Uddannelse er dyr, og uden butikken vil det ikke kunne lade sig gøre”, fortæller hun.

Hilda tørrer sig med en serviet under øjet.

“Det rører mig helt ind i hjertet, og jeg forstår hende så godt”, siger hun stille til Keld.

Kalawati har modtaget virksomhedsundervisning af Folkekirkens Nødhjælp – og i dag er hun selv med til at uddanne kvinderne i landsbyen i at drive deres egen virksomhed. Så selv hvis Kalawati skulle forsvinde en dag, er hendes viden ikke gået tabt.

“Jeg er glad for, at jeg kan være med til at hjælpe de andre kvinder. Jeg har selv haft glæde af det og det føles godt at give det videre”, siger Kalawati.

De danske gedegaver vokser hele tiden. Her viser en nepalesisk dreng stolt et gedekid frem, som er en del af et kuld fra en ged givet af danskerne.

En håndsrækning

Keld og Hilda sætter sig ind i bilen. Døren smækkes, og udenfor vinker Kalawati, hendes barnebarn og resten af landsbyen. Det går den rigtige vej for Kalawati og Indira, men der er stadig lang vej igen. 25 procent af Nepals 30 millioner indbygger lever stadig under FNs fattigdomsgrænse. Hilda er dog positiv, da bilen kører.

“Jeg er overrasket over, hvor lidt der skal til for at få vendt de her menneskers liv rundt. Vi derhjemme kan være med til at give en ged til en kvinde som Indira, eller et tilskud til en butik som Kalawatis for forholdsvis små beløb, og prøv at se, hvordan de tjener penge og sender deres børn og børnebørn i skole. Det er altså livsbekræftende”.

Twitter LinkedIn Facebook