Monica Okeny Ameno danser af glæde, når hun ser de grønne afgrøder i sin lille køkkenhave.
Afgrøderne er nemlig med til at brødføde hendes familie og give hende lidt penge og frihed i en ellers begrænset tilværelse i en flygtningelejr i Kenya.
Afgrøderne i køkkenhaven hjælper Monica Okeny Ameno med at forsørge sin familie på 10 personer. Foruden sine tre biologiske børn tager den 33-årige mor sig også af sine to niecer, sin storebror, der er lam i benene, og hans tre børn.
Og det er ikke nemt. Slet ikke, når man som Monica er flygtning fra Sydsudan og nu bor i et særligt beskyttet område i Kakuma-flygtningelejren i Kenya.
”Jeg føler mig som en indsat,” fortæller hun.
Monica drømmer om et liv uden for flygtningelejren, men en barsk familiekonflikt har sat hende og børnenes liv i fare, og Monica er tvunget til at blive inden for lejrens beskyttende grænse.
Heldigvis har den køkkenhave, som Monica har fået af Folkekirkens Nødhjælp, givet hende glæde og indhold i tilværelsen. Den giver ikke alene mad på bordet, men også lidt penge mellem hænderne fra salg af grønt.
Køkkenhaven sikrer en sundere tilværelse
”Køkkenhaven har ændret mit liv,” fortæller Monica og fortsætter: ”Og den har ændret vores kost.”
Monicas familie er som alle andre i lejren afhængig af de madrationer, som UNHCR – FN’s Flygtningeorganisation – uddeler hver måned. Madrationerne består blandt andet af ris, majsmel og ærter, en ensformig kost, der ikke altid rækker måneden ud.
Køkkenhavens grønne tilskud er derfor kærkomment i familien, og Monica kan se, at den gør børnene sundere.
”De bliver mindre syge nu, og de plejede at være tyndere,” forklarer hun.
Med grøntsagerne fra køkkenhaven og den ekstra indkomst får familien nu mad hver dag – to måltider. Selvom det ikke lyder af meget, er det en væsentlig forbedring fra tidligere, hvor familien nogle dage slet intet spiste.
Se også: Giv en køkkenhave til en fattig familie
Børnene kommer i skole
Monica sælger både grøntsagerne til sine naboer og på det lokale marked. Den ekstra indtægt har sikret skolegang til alle børnene i familien, og de har fået både notesblokke, bøger og blyanter.
Med køkkenhaven er Monica i fuld gang med at skabe en bedre fremtid for hele familien. Hun drømmer om, at hun på sigt kan tjene endnu flere penge på at sælge sine grøntsager.
Monicas køkkenhave
Folkekirkens Nødhjælp har hjulpet med at etablere køkkenhaven og det dertilhørende skyggehus, der bl.a. består af et net, der sikrer, at der ikke kommer direkte sollys på grøntsagerne.
Monica skal derfor kun vande sine afgrøder én gang om dagen, hvilket er essentielt, når hver person i flygtningelejren kun har adgang til 20 liter vand om dagen.
Folkekirkens Nødhjælp uddeler desuden såsæd, og Monica kan selv vælge mellem forskellige typer af grøntsager, f.eks. tomater, kål og græskar.
Derudover har Monica fået undervisning i både, hvordan hun passer køkkenhaven, og hvordan hun kan sælge overskydende grønt på markedet.
Og hver uge kommer Folkekirkens Nødhjælps lokale medarbejdere forbi for at se, hvordan det går med haven.
Monica bor i Kakuma-flygtningelejren i Kenya. Her bor næsten 200.000 flygtninge, der er flygtet fra bl.a. Sydsudan, Etiopien, Somalia og DR Congo.