Når katastrofen rammer, skaber frivillige håb

Bekymringer for den globale situation fyldte, da frivillige i Aarhus inviterede til foredrag med generalsekretær Jonas Nøddekær.

Der er flere og flere, der slukker for nyhederne. De kan ikke rumme de ting, der sker i verden og man kan føle sig magtesløs. Men vi kan faktisk gøre noget. Trives man selv, kan man yde.

Sådan lød det fra Bente Rind, der er frivillig i Danmarks ældste genbrugsbutik i Gl. Munkegade. Onsdag 19. februar afholdte hun sammen med andre frivillige fra tre genbrugsbutikker i Aarhus arrangementet ‘Når katastrofen rammer’.

Fra scenen fortalte Bente om fællesskabet og samarbejdet i butikkerne. At hun kan mærke, at samværet med kollegerne og kunderne øger hendes trivsel. Og hvordan bekymringer for fremtiden lige nu gør det ekstra meningsfyldt at arbejde som frivillig.

Håbet skinner igennem 

Efter publikum sang med på ‘Du spør mig om håbet’, fik generalsekretær Jonas Nøddekær mikrofonen. Han fortalte med billeder om Folkekirkens Nødhjælps arbejde med akut nødhjælp og langsigtede udviklingsprojekter. Situationen i Syrien efter Assads fald, tre år med krig i Ukraine og hjælp-til-selvhjælp i Uganda.

Dokk1 lå ligesom resten af Aarhus i solskin og der var store smil i pausen blandt frivillige og andre tilhørere. Samtidig var der ikke langt til den tunge stemning, der præger den globale situation.

Donald Trumps stop for humanitær bistand og udviklingshjælp fylder for mange globale organisationer i disse måneder, og Jonas Nøddekær dykkede ned i konsekvenserne for Folkekirkens Nødhjælp i anden del af sit foredrag.

Jeg er jo bekymret for mine børnebørn med alt det, der sker i verden lige nu.
Frivillig i Folkekirkens Nødhjælp

Jordskælv for den humanitære hjælp

Jonas Nøddekær fortalte, at Folkekirkens Nødhjælp lige nu forsøger at finde midler til at kunne fortsætte så mange berørte indsatser som overhovedet muligt. 

Det er et kæmpe jordskælv gennem hele det humanitære område. Det er skelsættende tider, men vi står sammen her og ude i verden. Med jer, politisk med Udenrigsministeriet og i forskellige globale alliancer.
Jonas Nøddekær

Læs også: Folkekirkens Nødhjælp tvunget til at skære støtten til 1,1 mio mennesker (ViaRitzau)

Den amerikanske regering stod for 15 procent af Folkekirkens Nødhjælps samlede indtægter, i alt 140 millioner kroner. 18 projekter i 9 lande er direkte berørt af det amerikanske bistandsstop. Det har allerede konsekvenser for blandt andet minerydning i DR Congo og hjælp til familier på flugt i Sydsudan og Etiopien.

Usikkerheden betyder, at partnere, der løfter indsatserne lokalt, risikerer at skulle dreje nøglerne om eller mister mandat til deres arbejde – og at millioner af mennesker mister adgang til hjælp.

Læs også: Lokale ildsjæle samler ind, hvor Trump lukker ned | Folkekirkens Nødhjælp (ViaRitzau)

De penge, I er med til at tjene og samle ind, er midler, vi frit kan rykke rundt. De er uundværlige, særligt i en situation som den, vi står i lige nu.
Jonas Nøddekær

Her har frivillige en helt særlig rolle at spille. Midlerne, der kommer ind fra genbrugs- og Wefood butikker eller den årlige Sogneindsamling indbringer uøremærkede midler, som bruges til projekter ude i verdens brændpunkter, og som frit kan rykkes rundt.

Til slut kom der derfor også en opfordring til at melde sig til at være en del af fællesskabet i en genbrugsbutik eller søndag den 9. marts, hvor Folkekirkens Nødhjælp afholder landsindsamling. 

Derfor giver det mening at være frivillig i det her store fællesskab. For at støtte op om alle dem, der arbejder med nødhjælp ude i verden.
Bente Rind
”Vi håber, I er flere derude, der har lyst til at være med.” De frivillige arrangører havde søgt midler fra Folkekirkens Nødhjælps frivilligpulje og fik stillet foredragssalen til rådighed af Dokk1.

Udover Bente Rind var de frivillige arrangører Inger Stafren fra Gl. Munkegade, Lisa Fürstenberg fra Risskov, Steen Nielsen fra Åbyhøj og Kirsten Jessen fra Skt. Pauls Kirkeplads.

© Betina Garcia

Bliv frivillig i Folkekirkens Nødhjælp

Uanset hvordan du er frivillig, bliver du en del af et stort fælleskab, hvor du er med til at gøre en forskel for mennesker i nød.

Se mulighederne her

Twitter LinkedIn Facebook