Det hele begyndte med 10 kyllinger. Mød tre stærke kvinder fra Malawi, der har kæmpet sig ud af fattigdom og i dag har deres egen forretning.
Jessie Kumwenda
Engang så jeg ikke kyllingerne som en forretning. Men i dag har jeg over 80 kyllinger, og siden jeg fik de første, har jeg solgt flere end 200, som blandt andet har været med til at betale min yngste søns skoleudgifter.Jessie Kumwenda
56-årige Jessie Kumwenda har boet i Chibalazi, en lille landsby i det nordlige Malawi, hele sit liv. Mens hun viser rundt, afslører lydene fra hendes indhegnede hønsehus, at de oprindelige 10 kyllinger, som hun modtag tilbage i 2018 af Folkekirkens Nødhjælp, har forvandlet sig til en hel lille kyllingefarm.
Før var det meget svært at skaffe nok penge, da jeg var nødt til at låne fra familiemedlemmer. Men kyllingerne og mit lille landbrug har ændret mit liv, så jeg nu er selvforsørgende og uafhængig af andres hjælp.
Jessies største ønske er, at alle hendes børn får en uddannelse og dermed bedre forudsætninger, end dem hun selv voksede op med. I dag går hendes yngste søn i gymnasiet i en nærliggende større by. Skoleudgiften er betalt ved at sælge kyllinger.
Hun fortæller, at mange familier i området mangler gødning til deres afgrøder. Det er ifølge hende en vigtig årsag til, at folk lider af sult. Midt i samtalen bliver vi pludselig afbrudt af en støjende larm fra en af naboerne.
Det er lyden fra majs, som bliver malet til mel. Men det stopper hurtigt, forsikrer Jessie: ”For de har næsten ikke noget mad”, tilføjer hun.
Prisstigning på gødning
Priser på gødning er næsten fordoblet siden oktober sidste år. 44 procent pga. devaluering af valutaen, men også krigen i Ukraine er årsag til, at gødning er blevet dyrere.
Jessie Kumwenda droppede som 16-årig ud af skolen for at blive gift. I dag er hun alene med sine børn og børnebørn, efter hendes mand døde af sygdom for godt tre år siden.
Hvis du ser dig omkring, kan du se mine majs er virkelig grønne og flotte. Det skyldes, at jeg kan lave min egen gødning fra kyllingelorten med majsblade, aske og en lille smule økologisk gødningsstoffer, som jeg nu har råd til at købe, selv om det er dyrt.
Egen gødning er en game-changer
De frodige marker bag hønsehuset breder sig over fire hektar land, hvor Jessie, udover majs, også dyrker andre grøntsager. Sidste år høstede hun fire tons majs, som hun både brugte til eget forbrug og til at sælge videre.
Med stolthed i stemmen fortæller hun, at hun drømmer om at hjælpe flere fra sin landsby med at holde kyllinger og gøre det til en bæredygtig levevej som sin egen. Hanerne giver igen lyd fra sig, og sammen med sit barnebarn og to nabobørn finder hun foder frem, så også de små kyllinger får noget at spise.
Jessie Kumwenda sidder sammen med sin søn, 30-årige Shadreck og sit 9-årige barnebarn, Tionge (til venstre), som har besøg af naboens børn.
Jeg bliver aldrig træt af at hjælpe mine venner og naboer. På grund af kyllingerne inviterer jeg venner over, som jeg underviser i, hvordan man holder kyllinger. Nogle venner giver jeg kyllinger, så de kan starte deres eget. Det er en ære at holde kyllinger og hjælpe andre.
Ifølge Verdensbanken bor der 19 millioner mennesker i Malawi, hvoraf 70 % lever for under 13 kroner om dagen. Det gør Malawi til det femte mest fattige land i verden.
Racheal Kumwenda og Ellah Gondwe
I den nærliggende landsby, Musiwira, bor Ellah Gondwe og Racheal Kumwenda. De to kvinder er naboer og beskriver sig selv, som en del af et team – et fællesskab, der tilbage i 2016 modtog kyllinger og træning i kyllingehold af Folkekirkens Nødhjælp.
Kyllingerne er der stadig, men deres historier handler om meget mere end det.
Jeg var stresset og deprimeret over ikke at kunne sørge for mine børns skolegang.Ellah Gondwe
Inden projektet gik i gang, havde hverken 43-årige Ellah eller Racheal råd til at betale for deres børns skoleudgifter. Det skabte stor fortvivlelse og konflikter i familierne.
Ellah fortæller, at hendes børn blev sendt hjem fra skole, når hun ikke kunne betale for skolen eller for børnenes skoleuniformer. Og hjemme hos 51-årige Racheal skabte det en del konflikter med hendes mand Devis:
Det var altid begyndelsen på vores skænderier, når jeg spurgte om penge til børnenes skolegang, og han sagde, at vi ikke havde råd.
I dag, otte år efter, at kyllingeprojektet begyndte, har meget ændret sig for de to kvinder og deres familier. Det afslører de tilstødende marker, hvor Ellah og Racheal hver især dyrker grøntsager som majs, soyabønder, jordnødder og tomater.
Den dyrkede jord breder sig over 4-5 hektar land for hver af kvinderne. Racheal har tilmed ansat to fra landsbyen til at passe hendes marker.
Ellah er sammen med sin 3-årige søn, Frackson, i landsbyen Musiwira i det nordlige Malawi. Mor og søn går gennem en af markerne, hvor Ellah dyrker jordnødder.
Jeg solgte 90 kyllinger for at få råd til at åbne i en lille butik, hvor jeg blandt andet sælger grøntsager og æg sammen med min mand. Vi laver også vores egen økologiske gødning til markerne og sidste år investerede vi en maskine til at male majsmel.
Racheal fortæller, at kyllingerne har hjulpet hende til at investere, hvilket hun tror bliver en hjælp til resten af landsbyen, når majshøsten kommer.
”De seneste år har givet os økonomisk frihed. Før spiste vi meget sjældent kød. Nu kan vi spise kød, når vi har lyst, og vores øget indtægter har også reduceret konflikterne i mit ægteskab”, fortæller Racheal med et smil.
Dagen er ved at gå på hæl, og Racheal skal som det sidste se til sine kyllinger. Det er det første og det sidste, hun gør hver dag. En arbejdsdag som begynder klokken 7 sammen med hendes mand og ender, når solen går ned omkring klokken 18.
Spurgt ind til hvad hun håber for fremtiden, svarer hun som mange andre forældre ville gøre:
Jeg drømmer om, at min yngste datter på 12 år får sig en god uddannelse. Hun er flyttet til den nærmeste større by, fordi skolerne er bedre der, og så kan hun forberede sig på gymnasiet.
Hjemme hos Ellah og hendes mand Feya, går håndværkere rundt i et tilstødende hus, hvor de er i gang med at bygge et større hjem til hele familien.
”Vi vil gerne have bedre plads til vores yngste søn på tre år og hans to kusiner, Elisa og Marita, som også bor hos os”, siger Feya. En drøm, som hverken han eller Ellah havde turde drømme om for år tilbage.
Det var slet ikke en mulighed for 8 år siden.
