Wefood er Danmarks første butik, der sælger varer med beskadiget emballage, forkert mærkning, overskredet dato for holdbarhed og sæsonvarer. Overskuddet fra Wefood-butikkerne går til mennesker i nød.
Når du prøver lykken og fylder indkøbskurven med varer fra Wefood er du med til at bekæmpe madspild. Samtidig støtter du nye løsninger og udviklingsprojekter, der bekæmper sult i verdens mest udsatte samfund i lande som Cambodja, Etiopien og Zimbabwe.
Forstå Wefood på under 2 minutter
1/3 af al produceret mad i verden ender i skraldespanden
I Danmark smider en gennemsnitlig familie 20% af deres indkøb ud. Samtidig sulter flere end 820 millioner mennesker verden over. Det vil sige, at hver femte indkøbskurv, vi fylder i et dansk supermarked, ender i skraldespanden, mens 1 ud af 10 mennesker i verden ikke får nok at spise. Det er en ubalance, du kan være med til at ændre.
Det virker så bundforkert at kyle mad i skraldespanden, når så mange mennesker verden over sulter. Når jeg ser i mit eget køleskab, er der masser af ting, som bare ligger og venter på, at jeg en dag tager mig sammen til at få det spist.Jesper Vollmer, kok og ambassadør for Wefood
Har du smagt vores nye øl med krummer i?
Sammen med det cirkulære bryggeri BRØL har vi lavet pilsneren Overskud, der er brygget af økologisk brød, der ellers var gået til spilde. Overskuddet af salget i Wefood-butikkerne går til vores arbejde for verdens mest udsatte mennesker.
Prispolitikken i Wefood
Det skal være billigt at handle i Wefood. Det har altid været meningen. Derfor bestræber vi os på at sælge vores varer billigere end supermarkederne.
Alle i Wefood arbejder frivilligt, og al overskuddet går til Folkekirkens Nødhjælps arbejde. Derfor er det vigtigt for os, at Wefood er en ansvarlig overskudsforretning, så vi kan sende penge til verdens mest udsatte mennesker.
Du kan opleve, at vores priser varierer. Det skyldes, at der er stor forskel på vores varer. Nogle har kosmetiske skader på emballagen, andre nærmer sig sidste holdbarhedsdato, og andre er i præcis samme stand, som hvis du købte dem ethvert andet sted.
Wefood kan kun lykkes med gode samarbejdspartnere og meget engagerede frivillige både i butikkerne, leverandørteamet og med fede opslag af vores SoMe-frivillige. Mange tak!Jan-Martin Mikkelsen – Ansvarlig for Wefood
Når vi prissætter vores varer, tager vi højde for tre ting:
- Varens stand
- Din pengepung
- Hvordan vi bedst hjælper mennesker i nød
En gang imellem kan et supermarked have et knaldtilbud på en bestemt vare, så den måske sælges lige så billigt som i Wefood. Vi har ikke prisgaranti. Men vi garanterer, at ethvert køb i Wefood er en billig investering i verdens fremtid.